Koncerter

Roskilde ’10: Iceage, 27.06.10, Pavilion Junior

Ugidelige teenagere er en del af en livscyklus, vi nok aldrig bliver helt fri for, men heldigvis har teenagere også en rastløs energi, der hos Iceage reddede deres koncert fra at blive ren ustruktureret larm. Hilsen far.

Iceage i et sjældent engageret øjeblik.

Normalt vil jeg anmelde en koncert ud fra selve koncertoplevelsen. Bandets indsats, publikums reaktion og hele forløbet. Det kan i hvert fald virke forfejlet at bedømme bandets æstetik, for det er vel ikke udtrykket, der er til dom, men selve leveringen af udtrykket. På den anden side er det svært at komme uden om præferencer, og selvom John Mayer leverede en nok så indlevet og passioneret koncert, ville det næppe give mig andet end et kortfattet smil på læben og et anerkendende nik med hovedet.

Hvad stiller man så op med fire ugidelige teenagere, der alligevel synes at ramme en nerve momentant? Teenagere har en tendens til at se enormt uengagerede ud, men man ved jo godt, at tanker og følelser ræser rundt i den skrutryggede krop. Den livstilstand formidlede Iceage vældigt overbevisende til den sene koncert på Pavilion Junior.

Mage til tomme blikke og dvask svajende kroppe skal man lede længe efter, men musikken var både kaotisk, larmende og nogle gange i et tempo, drengene ikke nødvendigvis kunne følge. En destillation af teenagelivets fortabelse i en forvirret nutid og afvisning af en uoverskuelig fremtid. Især forsanger Elias havde med sin dybe, monotone stemme en demonstrativ attitude, der nok ville få enhver forælder til at tænke: »Hvad har jeg dog gjort galt?«. At Elias skulle stemme Johans guitar midt i ‘showet’, vidnede også om et band, der ikke bekymrede sig voldsomt om flowet i en koncert eller egentlig om noget som helst.

Mange af sangene virkede til at være halvvejs tilfældigt sammensatte akkorder og rytmer, og sangenes løsagtighed og halvfærdige finish havde på mange måder meget tilfælles med et postpunkband som Swell Maps. Men på den anden side dukkede der også hymnepunk-singalongs op af undtagelsestilstanden, som kunne få enhver forælder til at glemme alle de søvnløse nætter med tanker om sønnens rendestenspotentiale.

Efter 33 minutter havde de brændt hele deres repertoire af, og endnu en gang viste Roskilde Festivals krav om koncertlængderne sig at være uhensigtsmæssige, fordi de stakkels knægte blev nødt til at gå ind og fyre “Collapse” af igen.

Iceage leverede ikke en tight og energisk koncert, men når det nu er en del af konceptet, er det også svært for alvor at fordømme dem for deres flabede ungdomssløvsind.

★★★☆☆☆

Leave a Reply