Koncerter

Roskilde ’10: Joensuu 1685, 29.06.10, Pavilion Junior

Skrevet af Signe Palsøe

Joensuu 1685 havde ikke lyden med sig tirsdag aften. Et lidt for monotont tag på støjrocken samt enkelte ulidelige effekter gjorde ikke oplevelsen bedre.

Joensuu 1685 stod ikke helt skarpe på scenen. Foto: Dalai Lamula

Det var ikke mange andre end en flok finner, som vist hovedsageligt var mødt op for at kippe med flaget, der havde indfundet sig ved Pavilion-scenen for at starte aftenen med en dosis støjrock. Man kan nu heller ikke just kalde de tre finner i Joensuu 1685 for sociale magneter. Nærmere er der tale om en flok tilbageholdende, unge fyre med en større eller mindre grad af bibliotekar-aura hængende om deres sirlige hestehaler, ludende skuldre og fedtede briller. De var tydeligvis kommet for at fordybe sig i deres musiks støjflader og ikke for at performe.

Den ludende holdning og tilfældigt dalrende, lidt ligeglade attitude kan sagtens klæde et band som Joensuu 1685. Eksempelvis gjorde det uudsletteligt indtryk på mig, da Sonic Youths Thurston Moore for fem år siden sumpede rundt på Arena og slyngede tilfældigt om sig med sit instrument for til sidst at give begrebet guitaronani en helt ny betydning. Joensuu 1685 ville vist gerne signalere samme dovne tilgang til deres støjrock – og gjorde det oftest i en grad, så det så ud, som om de faktisk var ved at smelte – men de havde ikke just et format som Sonic Youths at have det i. Faktisk var koncerten nærmere en opvisning i dårlig lyd af en oftest lidt for ensidig karakter.

Bandet startede egentlig med en omgang udmærket støjrock, der havde melodi og progression nok til at holde på publikum, men snart forfaldt de til den ene alt for monotone shoegazersession efter den anden. Ikke et særlig heldigt træk for et band, der i forvejen har lydkvaliteten imod sig  – og da slet ikke da de i et enkelt nummer insisterede på at opretholde en enerverende, sirenelydende effekt, som næsten fik mig overbevist om, at de højere magter pludselig havde besluttet sig for at straffe min mangel på ørepropper med tinnitus i 140 decibel-klassen.

Nerven fra koncertens start blev kortvarigt genfundet, da bandet sluttede med et støjende cover af Bruce Springsteens “I’m on Fire”, men overordnet var der lige vel langt mellem fornøjelserne ved Joensuu 1685’s koncert, som savnede både pondus og variation.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat