Koncerter

Roskilde ’10: Night Fever, 29.06.10, Pavilion Junior

Morgengymnastikken tirsdag blev udført med akkompagnement af K-Town-bandet Night Fever.

Night Fever flyvende. Foto: Jan Kokholm

Der var en flok unge mænd, der valgte at tage deres morgengymnastik oppe foran Pavilion Junior tirsdag middag. Det var en særpræget udisciplineret form, hvor de hoppede op og ned og tilsyneladende usystematisk hoppede aggressivt ind i hinanden for at træne overkroppen. Dog med et vist hensyn til de andre gymnaster.

Anledningen til denne motionsform var Night Fever, som startede deres koncert med, at guitaristen Mathias skulle få styr på sin guitar. Det tog lidt af momentum, men til gengæld brød kaos og gymnaster ud, så snart deres no bullshit hardcore punk væltede ud over scenekanten. Selvom de to guitarister havde langt hår og sorte T-shirts – og dermed bar den traditionelle heavy-uniform – så var det rendyrket 80’er-hardcore, Night Fever præsenterede. Der var godt nok et par hurtige guitarsoloer, men ellers var de meget stilrene. Især forsanger Salomon kørte den klassiske macho-stil med kortklippet hår, pandebånd og hoppede så ellers rundt på scenen, så han nogle gange skulle have en pause mellem sangene, så han kunne få luft til sine hidsige bjæf og maskuline brøl.

Bandet leverede den fornødne energi, men som det nu er med hardcore-koncerter, så blev det lidt ensformigt i længden, også selvom det kun var lidt over en halv time, Night Fever spillede. Bandet manglede ganske enkelt nogle stærkere og mere genkendelige sange.

★★★★☆☆

Leave a Reply