Koncerter

Roskilde ’10: Susanne Sundfør, 28.06.10, Pavilion Junior

Skrevet af Christian Klauber

Susanne Sundfør fyrede op for røgkanonen fra første sekund, men fik først fyret op under sig selv og publikum midtvejs i koncerten.

Susanne Sundfør i et pludseligt retningsskift. Et af dem leverede hun også til koncerten på Pavilion Junior.

Susanne Sundfør var mandagens første udspark og et populært et af slagsen. Der var i hvert fald næsten tale om et fyldt Pavilion Junior-telt. At dømme efter brølet, da det blev annonceret, at Sundfør var fra Norge, var hovedparten nordmænd, men alligevel…

Trods masser af røg, et udspændt sejl over scenen, et ambitiøst lysshow, cellist og flere percussionister lagde Sundfør stille fra land. Selv sad hun foran klaveret og leverede sit poppede tag på melankolsk singer/songwriter i stil med Joanna Newsom og Marissa Nadler – bare uden de komplekse strukturer, der kendetegner de to kvinder. Og netop fraværet af kompleksitet var, trods brug af basklarinet og xylofon, i begyndelsen så markant, at musikken ikke rigtig gjorde indtryk.

Det ændrede sig midtvejs i koncerten. Der var det, som om backingmusikerne endelig fik lov til at give los. Med ét slag ændrede koncerten sig fra ufarlig klaverpop til meget mere dynamisk, electroinficeret rock, der gav associationer til Muse – bare ikke i samme stadionformat. Sundførs meget rene og meget lidt anstrengte vokal kravlede på smuk vis hen over det pludseligt mere larmende akkompagnement.

Lige så fremmedgjort jeg var indledningsvis, lige så fanget var jeg, da de udsvævende, sfæriske vokalstrukturer blev blandet med støjende udladninger, aggressiv synth og afvekslende rytmisk arbejde i percussionafdelingen. Efter at være blevet aet på kinden lidt for længe i de første 20 minutter blev benene – professionelt og med kirurgisk præcision – fejet væk under mig. Susanne Sundførs præcise retningsskift fik mig til at glemme, hvor meget jeg havde kedet mig indtil da.

★★★½☆☆

Om skribenten

Christian Klauber

 

Biografi:

Det var min mor, der grundlagde min interesse for musik. Men det er ad omveje, at jeg er nået dertil, hvor jeg er nu: med hovedet begravet i alternativ & artrock, progressiv metal, country, soul og hiphop. I barndomshjemmet stod den nemlig på klassisk og opera, og "her er et (klassisk) instrument, du gerne vil spille på", så på mange måder besudlede jeg nok den klassiske dannelse ved – som det første album – at investere i tværfløjte-virtuosen James Galway, der spillede uddrag fra forskellige musicals. Siden diverterede jeg publikum i Tivoli som fløjtenist og havde Det Kgl. Musikkonservatorium i kikkertsigtet, men vejen tog et kraftigt, uventet sving, da jeg i et af mine sidste år i Tivoli-Garden begyndte at høre dødsmetal. Siden har jeg fundet den gyldne middelvej og hører nu det meste, men kærligheden ligger klart hos den alternative hiphop, og hvad der ellers måtte befinde sig under den store, alternative rock-paraply (selvom hjertet da stadig kan slå endog meget hurtigt, når jeg hører en opera eller en violinkoncert, eller hvis den klassiske musiks instrumenter indgår i det, jeg lytter til). Jeg er uddannet cand.mag. i dansk og kommunikation og har mit eget firma, der arbejder med sprogrevision og formidling.

 

Fem favoritalbums:
The Clash: London Calling
Dirty Three: Horse Stories
Darc Mind: Bipolar
Company Flow: Funcrusher Plus
Frank Zappa: Hot Rats

Skriv et svar

boeger