Plader

Scratoa!: Live en San Antón

Live en San Antón har Scratoa! ikke i sinde at lade deres lytter stå på fast grund. De vil provokere og ændre vores opfattelse af lyd og derigennem omdefinere den musikalske skabelsesproces.

På coveret til duoen Scratoa!’s debutalbum, Live en San Antón, ses en tjener, der venligt imødekommer sin lytter med en bakke, hvorpå der står vin og noget, der ligner brød, og forneden står høfligt skrevet: »Gracias por su visita.« Hvorvidt denne hilsen er ment som en ironisk gestus eller en dybfølt tak, kan der kun gisnes om. Men hvorom alting er, så modtager man som lytter glædeligt gruppens hilsen. For Live en San Antón er alt andet end imødekommende i sit udtryk.

Scratoa! består af Marc Nguyen og Guillaume Ollendorf, og deres debutalbum blev indspillet i perioden fra den 14. til den 16. april 2008 i et studie i Alicante. Musikken er improviseret og skabt i øjeblikket. Der er ingen struktur, ingen sangtitler og ingen melodi. Tilbage står kun et genreløst og kaotisk lydende udtryk, hvor ingen regler gælder.

Inden for den rytmiske musik er improvisation bedst kendt fra jazzmusikken. Her er hele konceptet netop at dvæle ved det improvisatoriske og det ukendte for som lytter at blive indfanget og tryllebundet af hver ny tone, der anslås. Men det improvisatoriske i jazzmusikken underbygges af en fastlagt rytmisk struktur, som forhindrer musikken i at blive for kaotisk og formløs.

Scratoa!, derimod, har ikke i sinde at lade sin lytter stå på fast grund. De vil provokere og ændre vores opfattelse af lyd og derigennem omdefinere den musikalske skabelsesproces.

For skal musik partout være strukturalistisk? Nej, vil mange nok mene. Men problemet er blot, at mange af de bands, som anses for at være destrukturalister, i virkeligheden er strukturalister. Vi lægger bare ikke mærke til det, eftersom strukturalistisk musik er forbundet med traditionel popstruktur.

Tag nu for eksempel Animal Collective. Deres album, Merriweather Post Pavilion, blev sidste år udråbt til et moderne mesterværk uden sidestykke. Hovedgrunden hertil, sagde man, var gruppens evne til at skrive melodisk musik, der opløste popstrukturen. Men lytter man grundigt nok, så er Animal Collective strukturalister. Nummeret ”My Girls” er et godt eksempel herpå. Der er selvfølgelig ingen vers eller omkvæd, men der er alligevel en nøje fastlagt struktur, hvor to meloditemaer bliver gentaget om og om igen. Eller tag ”Also Frightened”, der begynder med et skævt, messende tema, der herefter bliver afløst af et nyt tema, hvor ordene »Are you also frightened?« gentages.

Og sådan kunne man blive ved. For om man vil det eller ej, så er struktur et menneskeligt behov. Vi har det ikke godt, når denne struktur bliver udfordret. Det gælder i vores dagligdag, hvor vi har faste rutiner, det gælder på vores arbejde, ja, selv undertiden i vores fritid, og det gælder ikke mindst for den musik, vi hører.

Og ja, så kunne man måske indvende, at det nye Four Tet-album eller det nye Flying Lotus-album falder uden for alle konventioner om struktur. Men sandheden er bare, at det ikke forholder sig således. Four Tet og Flying Lotus spiller naturligvis ikke popsange med vers/omkvæd-struktur, men deres musik indeholder alligevel struktur. Deres numre er bygget op omkring repetition i form af diverse loops og samples, som de to elektroniske troldmænd har brugt oceaner af tid på at sammensætte til et meningsfuldt udtryk. Der er med andre ord tale om strukturalisme, ikke kun hvad angår musikken, men så sandelig også i måden, hvormed den er blevet til.

Live en San Antón bekræfter om noget ovenstående påstand. Det er et kompromisløst album, hvor disharmoniske lydeffekter grimt summer på må og få, mens en guitars strenge tilfældigt bliver brutalt anslået, og hvor bækkener og elektroniske beats lægger en diffus og nærmest ubærlig rytmisk bund.

Det er ubehageligt at lægge ører til. Ja, det bliver til tider direkte skræmmende at blive revet væk fra den strukturalisme, der præger ens hverdag. Efter 28 minutter er albummet overstået, og man skynder sig hurtigt over til sit anlæg for at sætte Merriweather Post Pavilion på. Man priser sig lykkelig for at være tilbage i den strukturalistiske musiks trygge favntag, men inderst inde takker man alligevel Scratoa!. For et kort øjeblik var man på bar bund, for et kort øjeblik blev man revet væk fra hverdagens evindelige gentagelser. Tusind tak, Scratoa!.

★★★★★☆

Lyt til “V”:
[audio:http://brainwashed.com/common/sounds/mp3/scratoa-live_en_san_anton-v.mp3]

Deltag i debat