Plader

Sofa Surfers: Blind Side

Skrevet af Jonathan Heldorf

Med hård fornægtelse af alt, hvad der hedder glæde, leverer Sofa Surfers et genresikkert og verdensfjendsk udspil, der hverken vil blive hurtigt glemt eller sent husket.

»Systematic attacks / and roadmaps to nowhere / murder music, music to murder by / hardwired, we’re hardwired / to build it up and smash it down again.«

Østrigske Sofa Surfers har gjort mit arbejde nemt. Læs ovenstående citat fra sangen ”Hardwire” en gang til, og så ved du nogenlunde, hvilken slags plade Blind Side er. Det er nemlig næsten en anmeldelse i sig selv.

Jeg tænkte hyggepop, da jeg hørte navnet Sofa Surfers, men da pladen først spillede, tænkte jeg ikke hyggepop længere. Nogle gange kan ens forventninger spille en mærkbar rolle i bedømmelsen af en plade, men det er ikke tilfældet her. Efter overraskelsen blev jeg positivt begejstret. Det var måske ikke, hvad jeg havde forventet, men Sofa Surfers er ikke dårligere af den grund, jeg skulle bare indstille mig på en anden lytteoplevelse end først antaget. Fra associationer til popcornhygge og halvdårlige komediefilm i flimmeren måtte jeg revurdere min idiomatiske referenceramme og erkende, at Sofa Surfers snarere skulle give mig billeder i retning af selvdestruktive nihilister, der ligger på sofaen – hardwired, we’re hardwired – fordi virkeligheden er et ulideligt sted, man helst skal undgå.

Det er altså ikke glæden, der driver værket. I det mindste lyder det ikke sådan. Tonerne er melankolske – murder music – og den distortede guitar er gennemskærende oven på en dubbet bund af solid stener-bas; de udflydende synthlyde er hele tiden latente, og trommerne slæber efter bassen, indtil de overhaler og vrider sig løs – build it up and smash it down again – i sangenes klimaks. Vokalen er på ingen måde bærende; det er instrumental musik, der understøttes af dommedagslyrik. I stil med triphop-traditionen er der aldrig rigtig tale om sang, aldrig rigtig rap og heller ikke spoken word; det er en trefoldig kombination.

Stakken af plader på sofabordet har med Blind Side vokset sig syv album stor. På trods af at Sofa Surfers har været på scenen i mange år, er de langtfra allemandseje. Det er det i grunden ikke mange østrigske bands, der er. Ud over Guadalajara kender jeg vist ingen østrigske grupper. Måske har de svært ved at slippe over Alperne, eller måske har de bare svært ved at bidrage med noget nyt – roadmaps to nowhere – som ekkoer der runger gennem bjerglandskaber. I dette tilfælde ekkoer af britiske bands fra slut-90’erne.

Der er ingen tvivl om, at Sofa Surfers er gode til det, de gør, men deres ambitionsniveau – roadmaps to nowhere – lader ikke til at være overvældende. Sangene er ret enkle – systematic attacks – omend virkningsfulde. Alle er de skåret over nogenlunde samme model. Med den dubbede bas i centrum fra start til slut udfolder numrene sig ved, at lag på lag lægges oven på rytmesektionen. Det starter i et dystert, men roligt niveau og stiger så langsomt til mere larmende højder. Den hidsede distortionguitar er aldrig langt væk, og ofte fungerer den som substitut for den fraværende vokal. Når vokalen endelig kryber frem, sniger den sig ind som en slange og hugger hurtigt – music to murder by – med sine gifttænder. Den rest, der end måtte være af glade tanker, drænes bort af den destruktive og verdensfjendske lyrik.

Der er meget, der peger i retning af, at Sofa Surfers er glade for bands som Massive Attack og Skunk Anansie. Var det ikke for Skins karakteristiske stemme, maniske udbrud og bedre melodier, kunne man næsten foranlediges til at tro, det var en halvsløv udgave af Skunk Anansie. Men netop det sløve, det dvælende og det opbyggende – build it up and smash it down again – peger i retning af Massive Attack. Så det er altså ikke en direkte kedelig dvælen, Sofa Surfers skaber, men snarere en langtrukken intensitet.

Alligevel når Sofa Surfers aldrig rigtig samme kreativitet – roadmaps to nowhere – og medrivende drivkraft som deres forbilleder. Pladen er god, men ensformig; skarp, men ikke super interessant; vellydende, men forudsigelig; sulten, men ikke sultende – som en løve i zoo, der er holdt op med at spekulere på sit næste måltid, fordi den ved, det kommer.

★★★½☆☆

Leave a Reply