Plader

The Gaslight Anthem: American Slang

Hallo, hallo! Fans af Bruce Springsteen – kan I høre mig? Løb enten skrigende bort, eller åbn jeres arme, for her kommer fire New Jersey-gutter, der har så meget New Jersey-blod i årerne, at de nærmest lyder som en kloning af The Boss.

Ifølge anmeldelsen af The Gaslight Anthems forrige plade, The ’59 Sound, spiller bandet ikke plagiat-Bruce Springsteen-rock, men i stedet er de underligt beslægtede med genren. Jeg vil ikke benægte, at der var noget om snakken, men deres nye udgivelse, American Slang, gør ikke meget for at slippe taget i det faktum, at bandet spiller og synger som Bruce Springsteen, produceres som Bruce Springsteen, betitler sange som Bruce Springsteen og benytter samme virkemidler som Bruce Springsteen. I tilfældet American Slang bliver det i mine ører altså til et klart plagiat.

Har man accepteret den præmis, og kan man for så vidt ikke kan se noget negativt i dét, så er der gode muligheder for at få en positiv lytteoplevelse ud af The Gaslight Anthems 10 nye sange, der ikke udgiver sig for at være mere, end de er. Her er tale om reel og enkel guitarrock, der ikke bruger tiden på at udforske rockens mange muligheder og musikalske alternativer, men i stedet læner sig op ad noget ærligt og direkte. Det er sange, der handler om drømme, sorger og tilbageblik på noget, man havde engang og savner den dag i dag.

Det er lige ud ad landevejen, og måske er det her, musikken høres bedst. I en åben bil på vej tværs over Guds eget land med støvet hvirvlende i bakspejlet, uendelige vidder og sløve drive-by-byer, der passer sig selv uden al for megen indblanding af de højere magter. Boots, buddies og Budweiser!

Man må give kvartetten, at de har et godt og solidt greb om det, de fremfører. Akkorderne sidder lige i skabet, og den førende guitar smækker masser af iørefaldende hooks og melodier ind i sangene. Den musikalske ånd, der hersker i New Jersey, giver The Gaslight Anthem mange gode eksempler på gennem pladen, og selvom arbejderklasse-attituden er smuldret noget siden forrige udspil, beviser de i hvert fald, at de har sange, der kan tåle et stadion.

Pladen varierer rockede og softrockede elementer, og specielt “Stay Lucky” og “Bring It On” gør det rigtig fint. Det virker dog, som om bandet har sammensat materialet efter, hvad de tror, folk kan lide, i stedet for at dyrke deres egne fornemmelser. Den kalkulation, der gemmer sig mellem linjerne, træder meget tydeligt frem i valget af numre og deres placering. En skarpere vurdering ville i hvert fald kigge nøjere på både “The Queen of Lower Chelsea” og specielt den kiksede “The Diamond Church Street”, der tosser rundt til et reggae-inspireret beat, som klinger dårligt sammen med jeansrock-stilen og de associationer, der burde være, når man øver sig i at lyde som fodsoldatens højre hånd (The Boss).

American Slang hverken overrasker eller tilfører genren noget specielt. The Gaslight Anthem kan ikke længere leve på den minihype, der herskede efter deres gennembrud fra 2009. Det er muligt, at amerikanerne æder det råt, men de kræsne lyttere uden for de 50 stater forventer nok lidt mere end blot noget, der lyder ualmindeligt meget som noget, man allerede er faldet på røven over én gang. Hvorfor nøjes med kopien, når man nu kan få originalen?

★★½☆☆☆

5 kommentarer

  • Hmm…det er ikke helt seriøst at give et gennemgedigent album som “american slang” to (en halv) stjerner! Gaslight Anthem laver musik der helt naturligt vil skille vandene, dybest set i dem der mener, at punken kom til verden for at rense ud i de klassiske rockdyder og dem, der mener at punken er en lille ligegldig krølle på rockhistorien. Jeg mener begge lejre har ret og at begge lejre tager fejl. Punken var vigtig, bestemt (den gjorde en ende på den andægtighed og selvtilfredshed der herskede i rockens cirkler og blandt dinosaurer såsom emerson, lake and palmer og yes foruden verdens mest overvurderede band by far, pink floyd), men det betyder ikke at fordi man holder en stolt tradition i hævd, nemlig den klassiske refrænstærke rock med machismo og nostalgi i behold, at man så laver regressiv musik uden værdi og uden oprigtighed. “American Slang” er klassisk rock med stærke refræner, stærke fortællinger om ungdom og drømme og tvivl og håb. Kan man li’ springsteen anno 1975 kan man også li’ “American Slang”. Det er på ingen måde den dybe tallerken der her tages i anvendelse, men det swinger som fandens pumpestok ved Armageddon. End of story.

  • Well, det er vel også præcis det, Jeppe skriver, bortset fra at han ikke kan se formålet med at lytte til et band, der i så høj grad lægger sig i kølvandet på en af rockens store helte.

    Det er vel et spørgsmål om præferencer: Enten vil man have mere af det samme eller også har man nok i det, man allerede har. Og du vil vel ikke påstå, at “American Slang” er på højde med noget Springsteen lavede i 70’erne?

    Jeg synes de 2,5 U’er er helt seriøse, når man ser på Jeppes argumentation.

  • Jeps, anmelderen er inde på den åbenlyse springsteen-inspiration, men han skriver også at albummet og dermed stilen er yderst veludført og det er en “positiv lytteoplevelse” hvis man sætter pris på genren, for udførelsen fejler i hvert fald ikke noget. Ergo: at vurdere et sådant album til to en halv stjerne er lavt sat. Anmelderen kunne jo, når han nu vedgår bandets kvaliteter, vurdere albummet efter de kriterier, som det opfylder, frem for de kriterier det IKKE opfylder (såsom banebrydende innovation eller hvad ved jeg).
    Et spørgsmål melder sig i øvrigt: er gaslight anthem partout et regressivt band bare fordi de spiller musik der ikke harmonerer med den dominerende trend i indie-miljøet?? Er fx GA ikke mere originale eller autentiske ved at turde være det de er, helt uden forbehold og absolut helhjertet, end en hær af tidens typiske garanter for indie-æstetikkens do-it-yourself-standarder?? Det synes jeg. Hvad er det fx LCD Soundsystem bidrager med andet end et ikke-autentisk opkog på en række specifikke pejlemærker fra rockhistorien? Forskellen er at det er pejlemærker som vurderes “cool” af den dominerende trend indenfor det aktuelle indie-miljø (når kopieringen eller citeringen foretages af et band som GA er det stokkonservativt og uden værdi)!
    Og nej, Kim, GA’s album er ikke på niveau med Bossens bedste fra 70érne. Bestemt ikke. Men det diskvalificerer på ingen måde albummet fra at være lytteværdigt eller vellykket i egen ret.
    Dømmer indie-smagsdommerne LCD ude fordi Murphy ingenlunde laver ligeså inspireret musik som idolet Bowie?? Næppe. Men han får rask væk seks stjerner af gud og hvermand. For det er god tone i “miljøet”. Det er GA ikke. Det er sådan noget skidt noget som folk kan synge med på til store udendørs koncerter (hvilket kommer til at ske i en ikke fjern fremtid, er jeg vis på). Det kan der ses ned på.
    En afsluttende bemærkning kunne være at man i USA og England ser noget mere positivt på “American Slang”. Den har en rating på 80 ud af 100 på metacritic.com. Det efterlader mig med et sidste presserende spørgsmål: mon ikke snarere det er det danske indie-miljø (indrømmet, en generalisering) der er “stokkonservativt”??? Fremfor de musikere der udfordrer den “gode smag” og bare laver det de synes er fedt?

  • Beklager den lange svartid, men vi har haft travlt med at dække Roskilde Festival de sidste mange dage.

    Lad mig med det første slå fast, at Jeppe er et individ, som har udtrykt sin personlige mening om albummet. Han er ikke talsmand for det danske indiemiljø, og jeg tror heller ikke, han er interesseret i sådan en post. Hvis du derudover tager dig tiden til at lære Jeppe som anmelder at kende, vil du opdage, at han faktisk er ganske glad for klassisk rock. Du behøver egentlig bare at se på hans profil.

    Spørgsmålet er vel hvordan man laver klassisk rock. For at det for alvor fungerer, skal det jo helst på en eller anden måde opdateres til en samtidig kontekst. En lille, men personlig udvikling, der bringer noget nyt. Det har Jeppe ikke fundet hos The Gaslight Anthem, hvorfor betegnelsen ‘regressiv’ er ganske passende. Det har bestemt ikke noget at gøre med at de ikke spiller tribalpop med vokalharmonier som trenden fra Brooklyn foreskriver. Bands som Titus Andronicus og The Hold Steady er jo f.eks. gode eksempler på bands, der trækker på den klassiske rocks virkemidler, men fornyer den med deres egne idéer.

    Lige præcis LCD Soundsystem, som du selv nævner, trækker også på nogle specifikke dele af musikhistorien, der er meget tydelige, og samler dem til en dansabel popmusik, som masser af mennesker synger med på til halvudendørs koncerter. Det kunne man se på Roskilde Festival, så det er jo ikke sing-a-long-delen, der er problemet. Nu har jeg ikke hørt The Gaslight Anthem, men har svært ved at se, hvordan de skulle være autentiske og LCD ikke. Jeg har svært ved at tro, at James Murphy, Animal Collective eller hvem ellers du hentyder til, laver deres musik mindre helhjertet end GA. Det er i hvert fald noget du intet belæg har for at skyde dem i skoene. Og man kan jo godt brænde for at lave regressiv musik. Jeg betvivler ikke GA’s motiver, og det gør Jeppe tydeligvis heller ikke. Men man må jo vurdere et værk udfra en lang række perspektiver, og hvis GA direkte plagierer Springsteen og intet nyt bringer til bordet, så ville jeg bestemt også give pladen et hak i tuden.

    Og så vil jeg afslutningsvis sige, at det jo er fint, at de angelsaksiske anmeldere kan lide pladen. Så har vores læsere her en anden mening at holde op imod og kan derfor selv tage stilling til om de tror pladen er noget for dem eller ej. Anmeldelser skal altid læses kritisk, og Jeppe gør det nemt ved at tage en klar holdning til pladen og argumentere for den. Så er resten af arbejdet læserens.

  • Enhver har naturligvis ret til sin mening, men sjovt er det nu, at Jeppe Fly-Kristensen i samme åndedrag brokker sig over, at Gaslight Anthem laver en carbonkopi af Bossen…samtidig med, at det bliver lagt dem til last, at kopien ikkke er præcis nok – jf. kritikken af “The Queen of Lower Chelsea” og “The Diamond Church Street”. :-p

    Måske Jeppedrengen skulle lytte lidt til en anden New Jersey søn, en vis Southside Johnny. GA kunne jo – det kan ikke 100% afvises – have mere end een inspirationskilde :-)

Deltag i debat