Plader

The Hedgehogs: The Extended Play Sessions

Skrevet af Kristian Kimer

The Hedgehogs kommer fra Aalborg og spiller møgbelortet garagerock. Og det gør de godt. Glimrende demo fra nyt dansk band.

Jeg kan godt lide The Hedgehogs. I deres skramlende virvar af en hjemmeproduktion findes udsøgt musik. Og det samlede stemningsbillede fortæller den klassiske historie – tre unge mænd med noget på hjerte – på vidunderlig vis. The Hedgehogs er fra Aalborg og spiller beskidt garagerock. Har man hørt den før? Ja. Men The Hedgehogs sætter en tyk streg under ‘beskidt’, og det redder dem lidt ud af suppedasen. The Hedgehogs’ lyd er simpelthen møgbelortet. Og det mener jeg i den absolut bedste forstand.

Demoen skulle efter sigende være optaget live, og det bidrager til et stærkt og autentisk udtryk. Der er meget sjæl i vokalistens små melodilinjer. Og selvom det er nemt at høre, at han i høj grad henter sin stil hos Lorenzo fra Baby Woodrose, så gør det egentlig ikke så meget. Det er bestemt ikke et skidt sted at hente inspiration.

The Hedgehogs arbejder med en simpel tilgang til akkorderne, og det tjener til at skabe en enkelhed, der udtrykker storhed. The Hedgehogs’ sange er et godt eksempel på en sangskrivning, der er ‘larger than life’. De frigør sig fra det navlebeskuende og selviscenesættende og giver i stedet udtryk for noget større og mere. Sådan helt grundlæggende. Og i sådanne tilfælde bliver spørgsmål om helt basale fejl og ‘den rigtige lyd’ helt ligegyldige. Det gavner sådan set blot udtrykket, at det ikke er perfekt.

Både “Dont Want You” og “Make Me Wanna Cry” rummer den stærke dynamik, der opstår mellem det bekræftende beskidte beat og den tragiske tone i stemmeføringen. Men især demoens tredje nummer, “Full of You”, har en fantastisk episk fornemmelse. Og med eftertrykkelig god energi og en dejlig omgang snotforvirret trommespil i mellemstykket ender man med en fremragende lytteoplevelse.

Herefter følger “Mean Machine”; en klassisk omgang rock’n’roll på tre akkorder og en solo. Og til sidst følger den glimrende ballade “Aint No Home”. Og jeg vender uden tøven tommelfingeren ubetinget opad, når det gælder bedømmelsen af sangskrivningen.

På demoniveau er det her altså en glimrende udgivelse. Men i det større perspektiv er det desværre sådan, at man på den danske garagescene virkelig skal producere noget enestående for ikke at forsvinde som et ekko i skoven. Og jeg kan godt blive bange for, at det lige præcis er dét, som The Hedgehogs vil miste, hvis de går videre med projektet. Det enestående. The Extended Play Sessions er et levende dokument, hvor øjeblikket fornemmes. Og det er dét, der giver den kvalitet. Hvis den var dyrt produceret, tror jeg ikke, at jeg ville holde så meget af den, som jeg gør. Det bliver lige akkurat karakteristisk nok til at redde sig en position i mit indre musikalske landskab. Og jeg kan bedre lide The Hedgehogs end mange andre danske garageacts, fordi den mudrede lo-fi-æstetik ikke bare er et billigt forsøg på at være beskidt, men virkelig er beskidt.

The Hedgehogs er et talentfuldt band. Men de skal holde tungen lige i munden, når de går videre i karrieren. De kan hurtigt blive opslugt af en intetsigende lyd, og så kan alverdens fine sangskrivning godt pakke sammen. Selv de bedste sange kan forsvinde i identitetsløse omgivelser. Og jeg håber virkelig, at The Hedgehogs til næste udgivelse tør tage det rigtige skridt, nemlig at gøre lortet endnu mere beskidt. Så begynder det at blive rigtig interessant.

★★★★☆☆

1 kommentar

  • De er virkelig fede live! Hvis man er til beskidt garagerock, som du selv siger, så skal man tage at se dem!

Leave a Reply