Artikler

Undertoners guide til Roskilde ‘10: lørdag

Skrevet af Camilla Grausen

Lørdag bliver en lang og forhåbentlig vidunderlig musikdag på Roskilde. Fra blid vågnemusik til en vaskeægte legende på Orange, til drømmepop, stadionrock og til sidst ond technofest, som var det 1997.

Punkdronningen Patti Smith åbner egentlig Orange Scene på årets festival. Foto: Angelo Cricchi

Lørdag bliver en hård dag. Fra klokken to om dagen til klokken to om natten er der koncert efter koncert på Roskilde Festivalens mange scener. Men hvad andet kan man gøre end at bede en bøn om at få morgenskyer over teltene, så man kan sove længe, og ellers bare blive klar til at tage musikglæde og regntøj (hvis nu det unævnelige skulle ske) under armen og begive sig ind på pladsen til en dejlig dag, der starter blidt og slutter voldsomt.

En hel del Roskilde-gængere vil sikkert være tidligt klar foran Odeon kl. 12.30 til danske The Rumour Said Fire, der er blevet godt og grundigt hypet efter det folk-inspirerede hit ”The Balcony”. Men jeg venter lidt, og vil hellere starte musikdagen kl. 14 på Arena sammen med Kings of Convenience, alias musikkens Napoleon Dynamite, Erlend Øye, og hans behagelighedskompan, Eirik Glambek Bøe. Det er simpelthen et must i mit program, da jeg gerne har villet høre duoen live siden debuten Quiet Is the New Loud fra 2001. Roskilde er måske ikke det mest optimale sted for duoens afdæmpede og stemningsfulde musik, der lyder som Simon & Garfunkel på vinterferie i Bergen, men når det endelig skal være i festival-regi, er tidspunktet og scenen nok perfekt, og det skulle ikke være umuligt at lade en behagelig og varm stemning sænke sig, mens publikum endnu vågner.

Ud på eftermiddagen ville jeg rigtig gerne have hørt amerikanske Vampire Weekend spille alternativ indierock fra deres glimrende toer, Contra, på Arena. Og jeg ville også gerne have lagt vejen forbi Pavilion til koncert med det islandske band FM Belfast og fundet ud af, om deres musik er fornøjelig eller irriterende – deres Myspace-numre har ikke helt kunnet afgøre det for mig.

Det er meget godt alt sammen, men begge bands spiller kl. 17, og på dét tidspunkt lørdag er der ingen tvivl om, hvor jeg befinder mig. Rockhistorien giver mig simpelthen ikke noget valg. Det er foran Orange, hvor punkens gudmoder, som hun jo ynder at blive kaldt, Patti Smith, rykker ind med band kl. 16.30. Damen er jo intet mindre end en levende legende og giver ikke voldsomt mange koncerter, så hun skal opleves. Faktisk er det Patti Smith og hendes guitarist Lenny Kaye, der åbner Orange Scene på årets festival. De skal nemlig stå for åbningstalen på scenen torsdag kl. 18.

Fornuftige Beach House har allerede fundet regnfrakkerne frem til Roskilde.

Hvis jeg er heldig, kan jeg nå en bid aftensmad, inden Beach House spiller på Pavilion kl. 19. Den amerikanske drømmepop-duo bestående af Alex Scally og Victoria Legrand udgav tidligere på året deres tredje plade, Teen Dream, til stor begejstring for Undertoners Signe Palsøe (og en hel del andre). I februar besøgte de Loppen i København og lovede intet mindre end »an evening of sexuality.« Hvilken slags aften, de vil give publikum på Roskilde, kan man jo kun være spændt på.

Måske jeg lige smutter forbi Muse, der starter på Orange kl. 20.30, bare for old times sake – engang så jeg dem bl.a. til en glimrende koncert i Lille Vega, hvor Matthew Bellamy hældte en flaske rødvin ud over sig. Og at se den lille mand te sig i Merlot midt i alle de gode numre var naturligvis ikke til at stå for. Lyden er vokset siden hen, og på The Resistance fra sidste år er det blevet lidt for meget Queen for mig, men Undertoners Christian Klauber gav fem U’er. Jeg krydser fingre for, at der kommer nogle gamle numre fra Showbiz og forventer et godt show. De tre briter formår helt sikkert at gøre det hele overdådigt og stort – og det passer jo egentlig perfekt til en solnedgangskoncert på Orange Scene.

Jeg er en af dem, der ikke helt har forstået ‘what the fuzz is about’, når det kommer til svenske Robyn – kvinden der har haft den samme frisure siden 1996. Hun indtager Arena ved midnat, men jeg er dog overbevist om, at hun er en dygtig dame, der ligesom for to år siden kan sætte gang i en gedigen Roskilde-fest.

Jeg bruger dog i stedet tiden på at blive klar til The Prodigy på Orange kl. 01. Til den tid er jeg sikkert ved at være godt træt, men det er vel ikke noget, Roskildes famøse paprødvin ikke kan klare. Og mon ikke de vanvittige hoveder Keith Flint, Liam Howlett og Maxim Reality kan sætte gang i en ond, berusende og sveddryppende fest under nattehimlen. Deres særegne mix af techno, punk og rock lever stadig, selvom sidste års Invaders Must Die i mine øre er en skuffelse. Til gengæld er der ingen tvivl om, at hovedværket The Fat of the Land, der var satans cool, da det udkom i 1997, stadig kan skabe en frydeligt ond og festlig stemning med numre som “Smack My Bitch Up” og “Breathe”. Og SÅ er jeg også klar til at falde om.

Deltag i debat