Artikler

Undertoners guide til Roskilde ’10: fredag

Skrevet af Jonathan Heldorf

Fredagens guide er en dobbeltdækker. Fra reveille til kl. 20 er det Christian Klaubers fodspor, der følges. Fra kl. 20 og til benene ikke længere bærer, er det Jonathan Heldorf, der giver gode råd.

Ah. Wooden Shjips leverer psykedelisk sommerfugle. Foto: Kasper Troels Nørregaard, www.comeondieyoung.dk

Christians morgen-/eftermiddagsguide:
Fredag formiddag (og tidlig eftermiddag, der på Roskilde Festival som bekendt er nogenlunde det samme som morgen) har morgenstund blandet slik i mund. Kl. 12 spiller Hypnotic Brass Ensemble (der var en del af flere af numrene på Gorillaz’ Plastic Beach) op til kinddans i morgensolen med deres catchy concert band-messingjam. I samme glade hjørne kan du kickstarte festen – eller fortsætte den fra torsdag nat – når Baron Criminel spiller beatinficeret og fodrykkende indietrancepop kl. 12.30. Kl. 13 på Pavilion spiller svenske The Bear Quartet ufarlig, svævende indierock, så mit bud er, at jeg starter dagen med messingharmonier og en afmålt dosis beats på henholdsvis Odeon og Cosmopol.

Hyggen stopper brat kl. 14, når Meshuggah hugger deres dødsmetal igennem ørerne på lytterne i Arena-teltet. Er man ikke lige til den slags reveiller, kan man slå et smut forbi John Olav Nilsen & Gjengen, hvis man altså tør give dem en chance efter en noget pauver indsats på Spot. Medmindre dommedagstrommerne kan lokke mig forbi Meshuggah, er der stor sandsynlighed for, at jeg hviler benene eller dalrer rundt i den forhåbentlige varme, inden fredagens første højglanspolerede kryds omsættes til oplevelse. Det sker, når finske Circle er udset til at varme mine ører med deres blanding af fine melodiske strukturer, alternativ metal og tunge, maskinelle riff. Det sker kl. 15 på Pavilion.

Faktisk kunne jeg lige så godt blive stående dér efter koncerten, for næste magiske moment leveres ifølge krystalkuglen af Wooden Shjips kl. 19. Da de spillede på Loppen i juni sidste år, var stemningen så ophedet og intens, at det lige så godt kunne have været på Roskilde Festival. Men nu er fire timer lang tid at stå og vente, når udbuddet byder på ganske mange muligheder.

F.eks. er der mulighed for en bid blue-eyed soul, når Florence and the Machine dagdrømmer sig ned i Kate Bushs fodspor kl. 16 på Odeon. Det er heller ikke utænkeligt, at jeg slår et hastigt sving forbi maliske Tinariwen, der desværre også spiller kl. 16. Deres blanding af blid afrobeat, traditionelle afrikanske instrumenter og  afrikansk sang kunne være et rart input, inden ørerne igen skal fyldes med psykedeliske sommerfugle. Man kunne også se, hvad der sker, når CV Jørgensen byder op til fællessang på et formodentlig propfyldt Arena kl. 18.30. Der er i hvert fald markant større sandsynlighed for, at jeg befinder mig dér end i selskab med Casiokids og deres synthesizer-legestue.

Jonathans aftenguide:
Efter Wooden Shjips gælder det et sandt serbisk blæserhelvede. Kl. 20 trutter Boban I Marko Markovic Orkestar Odeon omkuld med deres far og søn-foretagende. Basunkinderne laver lyd, der minder om et Quentin Tarantino-soundtrack, og det er bestemt festligt og et skønt indslag. Så find folkedragten frem og dans, din satan!

Folkedragten kan passende udskiftes med en kilt, hvis du bevæger dig mod Arena kl. 21. Her er det nemlig skotske Biffy Clyro, som står klar. Trioen spiller poppet powerrock a la Jimmy Eat World eller Foo Fighters, og det gør de så godt, at de er blevet kåret som det bedste skotske band i sidste årti, og det er vel at mærke foran helte som Franz Ferdinand, Travis og Mogwai. Seneste plade fra Biffy Clyro, Only Revolutions, har stort set kun fået flotte roser, og det er da også en plade fuld af alternativt anlagte poprockhits, med hovedtryk på pop.

Samme tid på Pavilion er det Undertoner-favoritterne Nisennenmondai, der er på spil. Vi kommer lidt rundt i alle verdenshjørner denne fredag aften, for bandet begår sig normalt på den japanske scene, hvor de tre tøser leverer knivskarp og ofte særdeles off-beat – men stadig meget rytmisk – støjrock. Deres lyd kræver lidt tilvænning, men de små piger formår på ypperste vis at skabe et dragende og mystisk univers, der fungerer på deres egne præmisser.

Der er overhængende fare for en glædesrundkreds, når Dirty Projectors rammer Roskilde Festival fredag kl. 22.

Det samme kan faktisk siges om Dirty Projectors. Med maxpoint på U-scorekortet for deres to plader, Rise Above og Bitte Orca, kan du bide spids på, at samtlige Undertoner-tilknyttede personer vil stå savlende klar foran Odeon, når David Longstreth & co. går på klokken 22. Det er ikke en let opgave at indramme, hvad Dirty Projectors er, når man kun har få ord til rådighed, og genrebetegnelserne afropop og indierock er langtfra dækkende, selvom de er passende, men først og fremmest er det bare et vanvittig livsbekræftende bekendtskab. Hvis du kan være sur til tonerne af Dirty Projectors, så gi’r jeg en lunken King-øl!

Og lunkne King-øl er præcis, hvad rocksvinet kræver, når Them Crooked Vultures sætter ild til Orange. Behøver jeg nævne, at der er tale om Dave Grohl fra Nirvana og Foo Fighters, Josh Homme fra Queens of the Stone Age og selveste John Paul Jones fra selveste Led Zeppelin? Og behøver jeg egentlig sige meget mere?

Fra en yderlighed til en anden går turen nu fra festivalens største scene til den mindste, men det skal nok lykkes Health at overdøve de gamle gribbe alligevel. Deres dødsdisco og atonale dansemusik rammer i solar plexus og bærer dig frådende rundt på en bølge af noise. Det er aggressiv electronica, og det rammer dig bag ørerne som et elektrisk stød. Du vil ha’ mer’. Du vil ha’ mer’.

Hvis øllerne på dette tidspunkt ligger godt i maven, kunne det være sjovt at stå og rappe med på noget hæphåp. Når jeg bliver fuld, kan jeg i hvert fald godt lide at kaste rytmiske håndtegn, og det er der mulighed for sammen med Tech N9ne på Odeon klokken 24.

Senere på natten dukker min indre rebel op. Jeg har nok været hjemme i lejren og hente min hættetrøje, fordi natteluften er kold, og fordi hættetrøjer nu engang er passende beklædning til en koncert med Japandroids. De to canadiere bruger deres instrumenter som boltsakse, der klipper benlænker af frustrerede teenagere. Ligesom Nirvana i sin tid tændte op under bålet, fortsætter Japandroids, med deres støjpunkede pop, med at slippe ungdomssindet fri og løslade de sjæle, der ikke kigger mod himlen, men snarere mod rendestenen, når de har problemer. Alligevel indeholder deres musik en sært klingende, men smittende glæde, som jeg bliver nødt til at opleve live.

Men for at lukke festen af på en mere harmonisk vis, vælter jeg afslutningsvis forbi Cosmopol, for jeg bliver simpelthen nødt til at finde ud af, hvordan voodoo-funk lyder! Orchestre Poly-Rythmo de Cotonou udøver magi klokken 02.30, et godt tidspunkt at blive hypnotiseret hjem i soveposen.

Leave a Reply