Artikler

Undertoners guide til Roskilde ’10: søndag

Skrevet af Mikkel Arre

Fra dansk hus & have-poesi over koreansk trommeshow til bastung London-electronica og legender med stort P: Søndagsprogrammet stritter ud over hele genrepaletten.

Med Robyn og Moderat på programmet lørdag efter midnat er danseskoene (eller -gummistøvlerne) formentlig temmelig slidte søndag. De får dog fred og ro de første timer af årets sidste koncertdag. Til en start skal fodtøjet nemlig bare traske op til Pavilion, hvor Mouritz/Hørslev Projektet spiller kl. 12.00. Det poetiske singer/songwriter-popprojekt slap virkelig godt af sted med sidste års Blik, bang bang, hvor Mads Mouritz’ fine, sirlige melodier løftede Lone Hørslevs stilfærdige og simple tekster til et helt andet niveau. Hvis de kan forløse poesien live, kan det blive en herligt blid begyndelse på dagen – og så er koncerten i øvrigt bandets sidste inden en længere dvaleperiode.

At være på Roskilde Festival er – ud over muligheden for at indånde urinstøv og forveksle Joakim Hediger med Elvis – én lang række af dilemmaer. Søndagens første hører til de mere bizarre.
Kl. 13 skal jeg nemlig enten til Converge på Odeon, eller også skal jeg over til Arena, hvor komponisten, arrangøren, produceren m.m. Van Dyke Parks løfter sløret for et projekt, der har været knap 50 år undervejs. Parks – der er mest kendt for at have arbejdet sammen med Beach Boys og i de seneste år bl.a. har hjulpet Brian Wilson med at færdiggøre Smile og Joanna Newsom med at pakke Ys ind i overdådige arrangementer – fik i 1963 idéen til et latinamerikansk-klingende værk, som nu er parat til en urpremiere. Koncerten, der også kommer til at byde på sange fra den håndfuld plader, Parks har udgivet under eget navn, kan med andre ord blive både en dreng og en pige. Med 25 unge klassiske musikere på scenen er der potentiale til en musikalsk øjen- og ørenåbner, men man kan også frygte, at det bliver lige vel krævende at rumme et stort tænkt kompositionsværk.

Så er Converge-koncerten alt andet lige nemmere at opstille klare forventninger til. I krydsfeltet mellem metal og hardcorepunk dundrer den amerikanske kvartet løs med skarpe riff og dødsforagt, og hvis Mouritz/Hørslev Projektet skulle vise sig at være en lige vel lavmælt oplevelse, smutter jeg nok over til Converge og bliver tævet igennem.

Koreanske Dulsori øver sig i at lade Roskilde-publikummet synge med på omkvædene.

13.45 lader jeg Die Antwoord-hypemaskineriet kværne videre på Cosmopol uden min tilstedeværelse, og 14.30 synder jeg for rockgudernes åsyn ved at holde en kort koncertpause. Jeg forstår så udmærket, at Motörheads koncert på Orange er et trækplaster for mange, men jeg har aldrig fundet Lemmy & co. særlig interessante. Og så skal jeg i øvrigt noget andet en halv time senere.

Forrige år langede jeg ud efter myten om, at Roskilde er en ROCKfestival, så det må være passende, at jeg dropper Motörhead til fordel for noget mildt sagt anderledes. Kl. 15.00 lægger Odeon nemlig scenegulv til et festfyrværkeri af koreansk percussion. I skrivende stund har Dulsori blot 52 Myspace-venner, men forhåbentlig berettiger Roskilde-koncerten til en eksplosion på den front. Alene billederne på Dulsoris hjemmeside giver en god fornemmelse qua de rigelige mængder af alskens koreansk slagtøj. Bestanddelene i musikken er få, men velvalgte: vokal og masser af trommer.

Noget mindre eksotisk bliver det på Pavilion-scenen kl. 16.00, hvor jeg dog ikke desto mindre har tænkt mig at troppe op for at råde bod på, at jeg endnu ikke har fået hørt ellers yderst anmelderroste Local Natives. Med bands som Grizzly Bear og Fleet Foxes blandt de hyppigst anvendte referencer er der efter alt at dømme basis for, at Local Natives kan få mig lidt ned i tempo efter det koreanske trommeshow.

Forhåbentlig får vi også en flok fine folkmelodier, som jeg kan fløjte, mens jeg kl. 17.00 iler mod Cosmopol for at opleve en af årets få rigtig interessante electronica-bookinger. Her spiller de to engelske producere Ikonika og Cooly G en dobbeltkoncert, der umiddelbart rejser flere spørgsmål. Dels er det uklart, hvad det lille ”vs.” mellem de to damers kunstnernavne skal betyde; dels er det ikke til at gennemskue, hvorfor de er programsat både kl. 17 og 19.15 – med dancehallgruppen T.O.K. mellem de to tidspunkter.

Ikonika har for travlt med at forberede sit liveshow til at få færdigmalet sine vægge.

Hvad der til gengæld er sikkert, er, at de to englændere hver især leverer spændende bud på, hvad der bør ske i udkantsområderne af dubstepbølgen. Cooly G udgav sidste sommer en fin single med både dub- og minimaltechno-inspiration, mens Ikonikas lovende debutalbum sender videospilssynthmelodier på overarbejde mellem skævt hoppende beats.

Uanset om Ikonika vs. Cooly G-showet bliver småstenet søndagshygge eller kræver aktion fra de indtil nu hvilende dansesko, bliver det med sikkerhed ikke et spor far-agtigt arrangement. Den slags kan man imidlertid også få sig søndag. Jeg har i mange år troet, at jeg intet behov havde for moden, melankolsk voksenrock, men The National har gjort, at mine ører har ombestemt sig. Kvintetten fylder Arena kl. 18, og hvordan dét lige skal harmonere med førnævnte dobbelt-booking på Cosmopol, er ikke til at overskue p.t.

Helt sikkert er det til gengæld, at Arena er stedet at være kl. 20.30, hvor slacker-legenderne Pavements genopstandelsesrundrejse bringer dem tilbage til Danmark. Uanset at jeg ikke just synes, at Stephen Malkmus & co. er undervurderede, kan det sagtens gå hen og blive en mindeværdig aften fyldt med sing-along-stemning. Der er i al fald skramlede ørehængere nok at tage af, og det er svært opløftende, at bulletinerne fra Pavements hidtidige Europa-koncerter er ret så positive.

Pavement skal helst ikke spille for længe, for kl. 22.00 betræder en lille prins fra Minneapolis som årets sidste optrædende Orange. Prince Rogers Nelson er efterhånden blevet 52 år gammel, men fortsætter ufortrødent med at udgive plader. Senest udkom LOtUSFLOW3R, der generelt fik halvlunkne anmeldelser (men dog var en større succes end forsøget på at knytte Princes fans tættere på mesteren via nettet) – men når man tænker på, hvor kolossalt et bagkatalog poptroldmanden har med sig, virker koncerten som det, vi på godt dansk kalder et must.

Med prinsens smag for det storladne in mente kan lukningen af Orange meget vel komme til at vare så længe, at selv dét at overveje at kigge forbi cumbia-midnatsfesten på Arena vil virke som en uoverkommelig anstrengelse. Men hvis jeg når alt det ovenstående, er der vist god grund til at være godt tilfreds.

Deltag i debat