Artikler

Undertoners guide til Roskilde ’10: torsdag

Skrevet af Jonathan Heldorf

1. juli går det for alvor løs på Roskilde Festival. Undertoner giver et bud på, hvad der er værd at se på festivalens førstedag.

When Saints Go Machine har fået til opgave at starte Roskilde-festivitassen med deres farverige electropop. Foto: Mads Perch

Den første officielle festivaldag bliver altid imødeset med lige dele gensynsglæde, nostalgi og forventning. Følelsen af at være hjemme igen foran Orange Scene efter et års flakken om i dagligdagens univers, er intet mindre end overvældende. Med samme styrke som publikum leverer, når portene åbnes, presser gamle minder sig på, og hele den forgangne uges opsparede spænding får endelig et naturligt afløb.

Når portene åbnes, må man bestemme sig for, om man vil løbe mod Cosmopol eller Odeon. Det er her, festen starter. Spørgsmålet er blot, om du er mest til Electrojuice og deres inciterende og skarpt pumpende electronica, eller om nordmændene i Serena-Maneesh med deres brogede, men fængende, støjende, men dog melodiske Sonic Youth-inspirerede rock er, hvad ørerne kalder mest på kl. 17.30.

Electrojuice er et purungt jysk foretagende, hvis mission er at skabe musik, der hverken lyder som et band eller en computer, men som indkapsler essensen af, hvor fantastisk og besynderligt livet er. Selvom det lyder som en uoverkommelig opgave, er det ikke desto mindre ret tæt på at være den følelse, man sidder med, når man hører de to efterskoleknægte skrue på knapper. Men uanset, hvor gerne jeg ville høre dem skeje ud, så bærer mine ben mig nok snarere til Odeon og Serena-Maneesh, der har et imponerende repertoire af støjrockperler med i oppakningen – og det endda kun med to plader (Serena-Maneesh og No. 2: Abyss in B Minor) på samvittigheden.

Du kan nå en time i selskab med en af ovennævnte, inden Orange Scene overraskende åbnes af When Saints Go Machine. Spekulationerne går på, om deres excentriske og dvælende electropop kan fastholde publikum og give dem den Orange-fest, der altid er efterspurgt, når festivalens playknap trykkes ned. Undertoners anmelder Jeppe Fly-Kristensen var i hvert fald rigtig glad for debutalbummet.

Men tilhører du dem, der stiller sig skeptisk over for festivalledelsens valg af Orange-åbner, og er du mere til guitarriff end synthbeats, så foregår der interessante ting på Arena kl. 18. Amerikanske Paramore er nemlig leveringsdygtige i skrigende guitar og emorock. Det er Avril Lavigne, der møder Blink 182. Det er flammerødt frontkvindehår. Det er distortion og teenagekvaler.

Der er dog også glæde at finde. Du skal blot bevæge dig over på Pavilion-scenen, hvor RebekkaMaria vimser rundt med sin sommersøde indiepop. Christoffer Basse Eriksen var mildest talt ikke begejstret for pladen Sister Sortie, som han kalder for »metervare,« til gengæld har RebekkaMaria været svær at komme uden om, hvis du hører P3, så det tyder jo på, at der er nogen, der kan lide det, hun laver. På Pavilion kl. 18.30 har du mulighed for selv at dømme.

LCD Soundsystem, aka James Murphy, har en cool fod på pop-pedalen torsdag aften.

Jeg vælger nok i stedet at stille mig i kø og købe en håndfuld fadøl, for det får jeg ikke meget tid til senere på dagen. Først er det nemlig suveræne Efterklang, der kl. 19.30 skaber drømmebilleder på Odeon, og bagefter er der storbybeats fra LCD Soundsystem på Cosmopol kl.20.15.

Efterklang er et af de bedst eksponerede danske navne i udlandet i øjeblikket. Med deres storladne og bedårende indiepopkompositioner formår de at være tilgængelige for alle ører, samtidig med at de bevarer særpræget, legesygen og det kunstneriske aspekt. Det skal nok blive en både farverig og eftertænksom fornøjelse at se Efterklang folde sig ud og resonere gennem teltet på Odeon.

James Murphy har meldt ud, at This Is Happening er det sidste album fra LCD Soundssystem, og hvis det holder vand, så har udtrykket ‘at stoppe på toppen’ aldrig passet bedre. This Is Happening er nemlig et af årets mest omtalte og anmelderroste albums. Lydsystemet omfavner både den kulørte og dekadente storbyjungle og det rå undergrundsmiljø i en symbiose af forførende dancepop. Endnu en i rækken af koncerter du ikke må misse, hvis du er det mindste med på beatet.

Herefter vil jeg blæse på, hvad der end spiller. Nu skal jeg bare op og have en god plads foran Orange, så jeg kan se Damon Albarn og hans Plastic Beach-boys. Ud over hele torsdagsprogrammet står der malet – med store, fede, røde graffitibogstaver – Gorillaz. I tilfælde af, at dette projekt behøver en introduktion, er det nok, uden at overdrive, et af de mest spektakulære musikstunts gennem tiderne. Overhovedet. Britpopbandet Blurs forsanger Damon Albarn allierede sig for 12 år siden med tegneren Jamie Hewlett, hvorefter de begyndte at iscenesætte et tegneserieband. De engelske medier kaldte bl.a. plade nummer to, Demon Days, for den mest opfindsomme og sensationelle popplade siden Sgt. Peppers Lonely Hearts Club Band, og den få måneder gamle Plastic Beach er om muligt et endnu mere forbløffende stykke musikhistorie. Rygterne svirrer om, at flere af de mange superstjerner, der medvirker på Plastic Beach, også vil være at se på scenen under visse gorillakoncerter hen over sommeren. Så måske kan du i levende live opleve Bobby Womack krænge sig ud på ”Stylo”, men sikkert burde det være, at The Clash-bassisten Paul Simonon er på plads, og at dette nok bliver et show, der vil skrive Roskilde-historie.

Desværre kan man aldrig nå at se alt det, man gerne vil, og der er altid spændende koncerter placeret samtidig. F.eks. er jeg ked af at gå glip af Wild Beasts, der spiller på Pavilion klokken 22.30. De unge englændere spiller dejlig indiepop i spændingsfeltet mellem David Bowie, The Smiths, Fleet Foxes og en snært af Antony and the Johnsons.  Deres melodier er svævende og krystalklare ørehængere. Gid man dog kunne nå forbi Pavilion!

Til gengæld når jeg måske lige at høre slutningen af Porcupine Tree på Arena kl. 23. Jeg har længe gerne ville se progrockerne i aktion, men jeg blev desværre forhindret, da de var i Danmark sidste efterår. Normalt er jeg ikke den store hund efter progressiv rock, jeg synes ofte det er tandløst og flommet, men Porcupine Tree har for længst fanget min opmærksomhed. Måske netop, fordi de godt tør bide fra sig. De tør godt lade delaypedalen stå uberørt i længere perioder og i stedet bruge noget tordencrunch. De formår på bedste vis at blande det psykedeliske med det rå og stormende. Porcupine Tree minder mest af alt om en roman fra romantikken, der bliver genfortolket af Chuck Palahniuk.

Puha, det bliver en lang – men utvivlsomt storslået – dag, og hvis jeg har mod på mere musik denne torsdag nat, så kan man altid besøge Promilleservice på campingområdet i vest, hvor der som regel er fest til meget tidligt om morgenen.

Deltag i debat