Plader

Vi sidder bare her (Mikael Simpson, Jørgen Leth og Frithjof Toksvig): Ikke euforisk

Skrevet af Lise Christensen

Leth, Simpson og Toksvig har igen sat sig ned for at slå en sludder af. Og jo, der bliver vendt flere spændende emner, og ja, der bliver stadig spillet melankolsk hyggejazz i baggrunden. Men alt i alt kører de i en efterhånden lettere slidt rille.

Kommer man som førstegangslytter, vil jeg anbefale, at man springer tilbage til den stemningsfulde anmeldelse af Vi sidder bare hers første album fra 2009. Har man til gengæld allerede haft fornøjelsen af at lytte til den stemningsfulde lydpoesi, som de tre herrer Jørgen Leth, Mikael Simpson og Frithjof Toksvig formår at skabe, kan man roligt læse videre her og få pillet trioen ned fra den piedestal, hvorpå de sidst blev sat op. For de sidder egentligt stadig bare og snakker på den nye udgivelse, Ikke euforisk, uden at der kommer det store nye på bordet.

Som sidst præsenteres man som lytter for små refleksioner over tilværelsen fanget i lyd og litteratur. De korte samtaleuddrag med Jørgen Leth er nok en gang placeret på en baggrund af enkel, uforpligtende og halvmelankolsk jazz. Og baggrund er netop nøgleordet for musikken. Langt hen ad vejen er det ordene, der er i fokus. Musikken lader ikke rigtig til at stikke nogen steder hen, men virker som en stemning, hvorpå ordene kan boltre sig ved enten forholde sig til stemningen eller stikke af i andre retninger. Som når det lette klaver-, sax- og trommearrangement på ”Ankomst” danner en rolig baggrund for Leths lettere paranoide fortælling om en ankomsts udfordringer og tilknyttede oplevelser. Kun når det kommer til brugen af ‘reallyde’, som i ”Regnvejr”, hvor lyden af regn danner rammen for refleksionen over selvsamme, eller de gange, hvor elektroniske bearbejdninger går ind og leger med tekstens lyd, bliver musikken en ligeværdig aktør i helhedsoplevelsen.

Men eftersom der ikke sker det store med musikken, så lad os vende os mod fortællingerne. Ikke euforisk går ind og betragter det store i de små ting. Hvordan livet ikke nødvendigvis skal være en lang lykkestund, men også henter sin styrke i det monotone, fejlene og hverdagen. ”At bruge tiden” og ”Ikke euforisk” tager fat på, hvordan man skaber en kreativ atmosfære eller oplever manglen på samme samt hvilke udfordringer, man må imødegå i kreative processer. Med udgangspunkt i en kunstners virke skabes betragtninger, der kan oversættes til ‘almene’ eksistenser.

Det er overvejelser, man kan genkende. De bliver af og til smukke, f.eks. i ”Så let at skubbe til” og ”Filmkys”. Men nogle gange kommer de små prosastykker ikke op på et niveau, der er stort mere end bare snak, som når Leth går i gastronomisk tomgang over stegte sild på “Sommerting”.

I modsætning til en stor del af de eksperimenter, der befinder sig i grænselandet mellem lyd og litteratur, er Vi sidder bare her kendetegnet ved at høre til i den lettilgængelige ende. Det er langtfra prætentiøse avantgarde-performances involverende nøgne mænd svøbt i kødpålæg og tape eller hollandske lydkunstnere, der gurgler ‘r’ på forskellig vis, som det er normen nærmere end undtagelsen ved de lyd og litteratur-festivaler, jeg har frekventeret.

Man skal dog være indstillet på at have tid og fred til at sætte sig ind i pladen. Men så bliver den også stemningsskabende. Musik og tekst komplementerer hinanden fint. Det er da også interessant at høre de betragtninger over tilværelsen, som serveres, men der bliver hverken leget nok med ordene eller lyden til at fastholde min interesse i længden.

Det, der gør pladen interessant for mig, er den vekslen, det spil, der sker mellem, at den er almengyldig i sit udtryk og specifikt knyttet til Leth. Hele humlen med hr. Leth er, at han ikke længere fungerer som afsenderen bag værket, kunstneren, der sender sit hjertebarn ud at stå på egne ben i den til tider grumme kulturverden. Han er derimod kunstværket. På film som i litteratur, i musikken som i cykelsportskommentatorgerningen og i ‘privaten’ er det så godt som umuligt at skelne personen Leth fra kunstneren Leth, da hans kunst netop slår sig op på det biografiske i værkerne. Det gør ‘Leth’ til et så altoverskyggende trademark, at selvom han leger med så talentfulde herrer som Simpson og Toksvig, er det stadig Leth, der er det centrum, hvorom både lyd og ord slynger sig. Desværre er det ikke nok til at skabe røre om en plade, der blot lægger sig som en lidt blodfattigere forlængelse af forgængeren.

★★★☆☆☆

Leave a Reply