Plader

Altmodisch: s.t.

Altmodischs urbane, elektroniske melankoli formår – på trods af den til tider knugende tyngde – at sætte af og svæve helt op under den grå og regnvåde himmel, hvorfra der er et ret fint overblik over alle os små mennesker…

Rigtig mange bands og sangtekster anstrenger sig til det yderste for at indfange og udtrykke alt det største i livet: den fantastiske, altoverskyggende forelskelse, den voldsomme og akutte smerte, melodramaet. Altmodisch kommer ligesom… bagefter. Melankolsk, resignerende, konstaterende at livet måske kom til at se helt anderledes ud, end man oprindeligt havde planlagt, og ikke engang egner sig særlig godt til en filmatisering.

Flydende i et mørkt hav af synthesizer tilsat bl.a. violin og trompet samt diverse elektroniske effekter gør Altmodisch umiddelbart ikke meget væsen af sig. Dramaet er tonet ned og er som sådan lige så typisk dansk som en mellemgrå og fugtig novemberdag i København. Alligevel er udtrykket ubestemmeligt internationalt – this could be Vesterbro or anywhere. Dramatikken ligger lige under overfladen, mellem husene og de elektroniske lag i musikken, i det stille liv, i hvert enkelt menneske.

Første track på Altmodischs selvbetitlede album hedder ironisk nok ”The End” og danner netop disse småmelankolske regnvejrsbilleder på nethinden. Nummeret sender mine associationer på slentretur gennem en råkold, vintervåd by og lader mig svæve op til et køligt overblik over København og livets melankolske kendsgerninger fra et sted højt over Kødbyens tage. Alt imens slynger to vokaler sig om hinanden i perfekt præcise, elektroniske spiraler: »Don’t let me down.« Dét gør Altmodisch så absolut heller ikke.

”We Look the Same” sætter farten op med et indædt, forvrænget bundbeat, der gør det komplet umuligt at forholde sig i ro. Beatet gribes af luftigt lettende lag på lag-vokaler, som møder mig blødt et sted deroppe i tågen over tagene. I sekundet efter den reneste sårbarhed i en stille passage – »when I am weak, you hold me down…« – zoomer bandet igen ud på beatet, der roterer om hovedet og rykker i hele kroppen, mens sprøde elektroniske dråber slår ned med uhyggelig præcision.

“The Night I Can’t Recall” sitrer af tilbageholdt aggression på sin helt egen yderst introverte facon. De smukke, lyriske tekster, som Altmodisch er så gode til, er her spændt op på et nærmest nådesløst beat og elektroniske effekter a la Commodore 64 og skydespilslyde. I’m hit! Det er jeg også af den umiddelbart lidt uanseelige ”My Children”, der passende nok åbner med helt enkle toner af en xylofon og derpå iscenesætter et sprødt, elektrisk mørke tilsat akustiske elementer, inden den blødt sårbare vokal sætter ind: »I won’t let them see me cry / but right now it’s hard to keep it to myself / take your time / we will never separate / we will not accept this fate / nothing’s gonna change.« Undervejs bliver både tekst og beat mere og mere flydende og svævende, indtil det til sidst letter helt fra hustagene og flyver i store cirkler op mod den grå himmel.

Sent på albummet er det, som om solen så småt begynder at bryde gennem skyerne på instrumentalsiden, og også ordene bliver mere afklarede. »Changed myself today / I wanted to make up for / everything I am / you made me feel so small / and you got me doubting / everything I am.« Selvom melankolien stadig er tydelig, er der nu en anderledes summende, susende fornemmelse inde i mørket bag nethinden – en fornemmelse af at være kommet igennem smerten og melankolien; af nu at stå ganske nøgen og sårbar på den anden side, afventende – hvad nu?

Ordene »take – what – you – need – I – don’t – care – anymore« snor sig på albummets ottende track rundt og rundt om sig selv i de to vokalers symbiotiske lag på lag-leg og op i de højere luftlag – som en aldeles svævende og ren accept af den menneskelige smerte som et uundgåeligt grundvilkår. Og det er netop hér, i det alment menneskelige, i banaliteten i vores alle sammens liv og vores til tider forkvaklede og uskønne følelsesliv, at Altmodisch rammer ’det store’, som de ellers tilsyneladende ikke stræber efter. Men som de så alligevel når på deres egen måde. Og som netop ikke er spor banalt. For hver enkelt af os. Det er overhovedet ikke egnet til filmatisering; totalt ude af trit med den oprindelige drejebog og til tider og periodevis endda ret skuffende, gråt og melankolsk. Men det er dybt menneskeligt.

Altmodisch skal der ikke danses til – ikke nødvendigvis. Det skal høres alene, på regnvejrsdage med varm kaffe, glasklar selvindsigt og udsigt over byens grå tage. Eller det skal høres i mørke, om natten, med det elektroniske beat bankende i tindingen. Det skal høres ude i byen, på stemningsfulde og meningsfulde spillesteder – tæt pakkede med mennesker, der hver især lever deres små, individuelle, fantastiske, melankolske og menneskelige liv. Hver for sig. På samme vilkår. Mere Altmodisch bliver det ikke…

★★★★½☆

Deltag i debat