Plader

Born Ruffians: Say It

Born Ruffians’ første udspil blev beskyldt for at lyde meget som Vampire Weekend og andre bands. En kritik, canadierne har taget til efterretning på Say It.

To år er gået siden Born Ruffians udgav deres debutplade, Red, Yellow and Blue. En mildest talt middelmådig udgivelse. Men på Say It er man vidne til et band, der har udviklet sig og fundet en lyd, der klæder dem langt bedre og i højere grad formår at blive identitetskabende.

Eller måske bør jeg sige mangel på lyd. For hvis vi f.eks. sammenligner Say It med numre som “Hummingbird” og “I Need a Life” fra første udspil, er meget af tempoet og den rå energi erstattet med en mere afpillet og melodiøs tone. Man kan med andre ord sige, at Born Ruffians ikke har så travlt mere.

Og det virker for dem. Der bliver arbejdet med dynamikken og instrumenternes rollefordeling i stedet for blot at polstre en standardrytme til med et guitarriff, som vi har hørt en milliard gange før i guitar/bas/tromme-konstellationen – en tilgang, som prægede Red, Yellow and Blue.

Pladens første nummer, “Oh Man”, er forbandet fængende. De afslappede trommer, der ruller derudad sammen med bassen, komplementerer den langtrukne vokal smukt. Og på trods af en lidt tvivlsom stemmekontrol, der i høj grad står og falder med lytterens smag, formår frontmand Luke LaLonde at skabe et musisk peak baseret på intern spænding i nummeret frem for på rå elektrisk lyd.

Men når jeg nu nævner vokalen, er det også nødvendigt at pointere, at LaLonde ofte begiver sig ud på dybt vand med sine skingre høje toner. F.eks. i “What to Say” og “Nova Leigh”, og hvis man har set sig vred på Born Ruffians, er det nemt at klandre dem for at lade vokalen bære mere, end den har styrke til. Men på den anden side set bliver vokalen også brugt med charme i numre som “Sole Brother”, der med sit ønske om at være enebarn indeholder en måske lidt enkel, men stadig anderledes tekst i forhold til de velkendte kærlighedskvad. Om ikke andet er det et nummer, hvor man rent faktisk lytter til teksten og forstår den.

Dét er generelt en god måde at karakterisere Born Ruffians på: forståeligt. Det er hverken kryptiske tekster eller omfangsrige kompositioner, vi har med at gøre. Men det er der absolut heller intet galt i, for det bliver ikke plat eller halvfærdigt.

Say It er en glimrende opfølger, der i højere grad viser Born Ruffians’ styrker og svagheder, men derved også leverer 10 numre, der har personlighed og identitet. Canadierne er af flere blevet beskyldt for at lyde for meget som andre bands. Jeg kunne høre det på deres første plade, men ikke længere – og i hvert fald ikke i højere grad end så mange andre bands derude.

★★★★½☆

Deltag i debat