Plader

Born Ruffians: Say It

Born Ruffians’ første udspil blev beskyldt for at lyde meget som Vampire Weekend og andre bands. En kritik, canadierne har taget til efterretning på Say It.

To år er gået siden Born Ruffians udgav deres debutplade, Red, Yellow and Blue. En mildest talt middelmådig udgivelse. Men på Say It er man vidne til et band, der har udviklet sig og fundet en lyd, der klæder dem langt bedre og i højere grad formår at blive identitetskabende.

Eller måske bør jeg sige mangel på lyd. For hvis vi f.eks. sammenligner Say It med numre som “Hummingbird” og “I Need a Life” fra første udspil, er meget af tempoet og den rå energi erstattet med en mere afpillet og melodiøs tone. Man kan med andre ord sige, at Born Ruffians ikke har så travlt mere.

Og det virker for dem. Der bliver arbejdet med dynamikken og instrumenternes rollefordeling i stedet for blot at polstre en standardrytme til med et guitarriff, som vi har hørt en milliard gange før i guitar/bas/tromme-konstellationen – en tilgang, som prægede Red, Yellow and Blue.

Pladens første nummer, “Oh Man”, er forbandet fængende. De afslappede trommer, der ruller derudad sammen med bassen, komplementerer den langtrukne vokal smukt. Og på trods af en lidt tvivlsom stemmekontrol, der i høj grad står og falder med lytterens smag, formår frontmand Luke LaLonde at skabe et musisk peak baseret på intern spænding i nummeret frem for på rå elektrisk lyd.

Men når jeg nu nævner vokalen, er det også nødvendigt at pointere, at LaLonde ofte begiver sig ud på dybt vand med sine skingre høje toner. F.eks. i “What to Say” og “Nova Leigh”, og hvis man har set sig vred på Born Ruffians, er det nemt at klandre dem for at lade vokalen bære mere, end den har styrke til. Men på den anden side set bliver vokalen også brugt med charme i numre som “Sole Brother”, der med sit ønske om at være enebarn indeholder en måske lidt enkel, men stadig anderledes tekst i forhold til de velkendte kærlighedskvad. Om ikke andet er det et nummer, hvor man rent faktisk lytter til teksten og forstår den.

Dét er generelt en god måde at karakterisere Born Ruffians på: forståeligt. Det er hverken kryptiske tekster eller omfangsrige kompositioner, vi har med at gøre. Men det er der absolut heller intet galt i, for det bliver ikke plat eller halvfærdigt.

Say It er en glimrende opfølger, der i højere grad viser Born Ruffians’ styrker og svagheder, men derved også leverer 10 numre, der har personlighed og identitet. Canadierne er af flere blevet beskyldt for at lyde for meget som andre bands. Jeg kunne høre det på deres første plade, men ikke længere – og i hvert fald ikke i højere grad end så mange andre bands derude.

★★★★½☆

Om skribenten

Mads Simon Hestbech

 
Biografi:
Historien om musikken og mig starter som så mange andres med en far og en pladesamling. Den pladesamling indeholder bl.a. The Wall, A Whiter Shade of Pale, A Night at the Opera... listen fortsætter. Derudover blev jeg som seks-årig sat ned foran en klaverlærer, da jeg havde en tendens til at tæve på tangenterne i dagligstuens ældre model af slagsen, altså klaver, ikke lærer. Hvis jeg absolut skulle banke hæmningsløst på de hvide og sorte tangenter, kunne jeg lige så godt lære at gøre det ordentligt. Efter seks år med polske lærerinder og en søster, der bag lukkede døre hørte alt fra grungerock til 90'er-pop, besluttede jeg mig for at sparke klaverstolen væk og udskifte den med en six string, færre nodepapirer og flere armbevægelser. Interessen udviklede sig så senere over til den firestrengende, og jeg forsøger nu at vedligeholde min passion for begge instrumenter. Da jeg så samtidigt elsker at skrive, kulminerede det i en ansøgning til Undertoner.dk, der har givet mig mulighed for at videreformidle mine tanker om musik.
Ud over det læser jeg journalistisk på Danmarks Journalisthøjskole, hvor min praktiktid afsones på DRs kulturredaktion, hvor jeg bl.a. har lavet Smagsdommerne, "Musik i Virkeligheden" og Kulturnyt.
 
Fem favoritalbum:
Pink Floyd: Dark Side of the Moon
The Crooked Spoke: The One You Left Behind
The Decemberists: Crane Wife
Electric Light Orchestra: A New World Record
Tool: Lateralus

Skriv et svar

boeger