Plader

Love of Everything: Best in Tensions

Skrevet af Christian Birk

Best in Tensions er det syvende studiealbum fra amerikanske Love of Everything. På trods af den omfattende diskografi er det småt med anerkendelsen i Danmark. Den nyeste skive ændrer næppe på det.

Siden år 2000 har amerikanske Bobby Burg under navnet Love of Everything udgivet syv studiealbums og et par ep’er. Dertil har han i forskelligt omfang kollaboreret med bl.a. Mount Eerie, Joan of Arc og Make Believe. På trods af den megen aktivitet og hittepåsomhed har Bobby Burg ikke formået at gøre sig særligt bemærket her i andedammen. Via en hurtig googlesøgning kommer man frem til, at kun Undertoner har omtalt Bobby Burg og hans band siden debuten for 10 år siden. Nu har Burg så igen fundet sin vej til en dansk postadresse via sit nyeste album, Best in Tensions.

Det kræver ikke synderligt lang tid at komme ind på Best in Tensions, for i løbet af ca. halvanden time har man hørt pladen fire gange. Albummets 11 sange er fordelt over 25 minutter og tre-fire forskellige sindsstemninger. Der bliver spillet på både sav, mandolin, mundharmonika, mens distortion-pedalen udnyttes på det groveste. Som den opmærksomme læser har bemærket, er der tale om et ganske hektisk album. Pladen her kan fint sidestilles med Bobby Burgs livlige musik-karriere. Set udefra virker det lettere kaotisk og uden fast base eller pejlemærke.

Fælles for Best in Tensions er dog den skramlede og altid støjende guitar. Numrene bliver båret af en hakkende og let aggressiv fuzz-guitar. Det bliver dog aldrig vedholdende eller konstant. I stedet bliver stemningen og strukturen gang på gang brudt op af ligegyldige mellemspil og diverse percussion. Der mangler fylde og tålmodighed på ”Tin Can Phone”, ”Fear of Missing Out” og ”Marry My Wife”. Sangene er som omtalt meget korte, og den punk-attitude, som Burg forsøger at fremelske, virker påtaget og letkøbt.

Tankevækkende og lettere ironisk er det, at produceren bag dette værk er Neil Strauch. Han har med stort held tidligere drejet knapper for Bonnie ‘Prince’ Billy og Iron & Wine. Her lykkedes han i stor stil med at give plads til og fremelske de to sagte, men inderlige vokalister. Bobby Burg er hverken sagte eller inderlig, men derfor kunne man godt have brugt lidt mere tid på hans sangteknik. Det ligger naturligvis til genren, at det skal være skingert, skævt og råt. Men med Burgs lyse vokal skærer det voldsomt i ørene, så selvom ”Birds, Ice Cream and Whales” ikke varer mere end to og et halvt minut, må man trække luft ind mere end et par gange.

Den kridhvide stemme fungerer bedre i ”Boy Friending”, ”Total Eclipse of the Heart (Revisited)” og ”Strip to the Sky”. Disse er mere sirligt opbygget og trækker mindelser til Death Cab for Cutie og den tidlige pubertet. Desværre bliver der heller ikke her pustet ud, og det resulterer i en noget anstrengende og ligegyldig lytteoplevelse. Best in Tensions imponerer langtfra med sin skrabede lo-fi-pop. Derfor er det tvivlsomt, om Bobby Burg med denne plade vil opnå større anerkendelse end hidtil.

★½☆☆☆☆

Deltag i debat