Plader

Perfume Genius: Learning

Den amerikanske lo-fi-troubadur Mike Hadreas debuterer som Perfume Genius. Han har nørklet bag hjemmets fire vægge, og resultatet er Learning, hvor vi har mulighed for at møde denne følsomme særling.

Det er svært med al den dybfølte inderlighed, der florerer på musikscenen. Bag en mur af støj har vi verdensfjerne, let akavede mænd, der svælger i falsetsang. Deres toneleje er nærmest himmelsk, og deres (kaotiske) følelsesliv åbenbares, mens de indre dæmoner bekæmpes for åbent tæppe. Ingen nævnt, ingen glemt. Andre kunstnere behøves ikke al den staffage. De kan stå alene på scenen og i afdæmpet form aflevere et simpelt, men rørende budskab. Her føler man intuitivt, at noget væsentligt er på spil. Det er en vanskelig balancegang. For meget og det virker patetisk. For lidt og man falder i ét med baggrunden og er ligegyldig.

Jeg har et kompliceret forhold til disse meget følsomme kunstnere. Specielt yngre mænd, der foretrækker høje tonelejer og befinder sig i et evigt melankolsk univers, hvor disse moderne romantikere i en ung alder tilsyneladende har indtaget en overdosis weltschmerz. Måske er det mit kølige, skandinaviske gemyt, der gør, at denne overflod af bristede illusioner og triste hændelser preller af på mig. I stedet irriteres jeg. Al sympati forsvinder, når endnu en skrøbelig stemme har tændt for hjemmestudiet i soveværelset.

Jeg generaliserer groft og lyder som en mavesur ældre mand. Ikke desto mindre kan selv kyniske anmeldere over 30 år også ramme plet som den blinde høne. Perfume Genius var startskuddet til ovenstående tirade. De (eller rettere ham, da det er et soloprojekt) kunne være prototypen på den generte, verdensfjerne ener, der skriver og indspiller et album alene. Da jeg første gang lyttede til Learning, var jeg i syv sind. På den ene side havde jeg lyst til at give Mike Hadreas et kram og hjælpe denne forkvaklede sjæl. Djævelen på den anden skulder havde lyst til at give ham et velplaceret spark bagi og bede ham tage sig sammen. Ikke mere klynk og ynk.

Perfume Genius er leveringsdygtige i skrøbelig, lo-fi (nogle steder betegnet som glo-fi) pianobaseret musik. En sparsom omgang, hvor sangene er enkle, næsten naive. Grundstrukturen er rudimentære arpeggioer i mol, spillet langsomt, kombineret med milde drone-agtige klange. Det giver en essens af noget ungt og uskyldigt. I albummets bedste sange giver denne simple tilgang store resultater. ”Lookout, Lookout” er en smuk, simpel perle, ”Perry” er rørende i al sin naivitet, og ”Mr. Peterson” er albummets bedste sang. Her kombineres det blide og skrøbelige med en foruroligende undertone. Når Hadreas synger »he made me a tape of Joy Division / he told me there was part of him missing / when I was 16 … he jumped out of a building,« får det nakkehårene til at rejse sig. Hans lyse stemme, der står i skærende kontrast til fortællingen om et (tilsyneladende) forhold til en lærer, er en skrap cocktail. Her føler man straks, at der står et menneske i kød og blod bagved.

Desværre forsvinder identifikationen i mange af albummets andre sange, der enten virker som ufuldstændige skitser eller forsvinder i en uinteressant sky af drone og vokaler sovset til af ekko og rumklang. Det er beundringsværdigt, når de simple virkemidler (evner?) kan frembringe så rørende sange som ”Mr. Peterson”, men specielt de instrumentale begrænsninger gør, at det korte album kun indeholder enkelte sange, der formår virkelig at bevæge.

Det er en kunst at skabe mindeværdig musik med tre simple akkorder – og stor kunst, når det lykkes. Desværre sker det kun glimtvis her. Jeg har dog fået et knap så anstrengt forhold til albummet siden første gennemlytning, og jeg har ikke længere lyst til at uddele spark. Der er flere kram i luften.

★★★☆☆☆

Deltag i debat