Koncerter

Roskilde ‘10: Health, 02.07.10, Pavilion

Skrevet af Martin Thimes

LA-drengene smadrede løs i en time. Det gjorde de så overbevisende, at Undertoner stadig har hektiske dansefødder.

Health live i Bruxelles i 2009. Garanteret med et lige så stort kaos i hælene som det de leverede på Pavilion fredag aften.

Der må have været dårlig polsk speed i omløb backstage. Frenetisk, rastløst og komplet ude af stand til at lefle gik HEALTH frontalt til angreb på alle sanserne. Skreg livet ud af lungerne, dansede så det sortnede for øjnene. Og spillede så gennemgående solidt, at det næsten virkede programmeret. Den bedrift stod trommeslager BJ Miller i front for. Med en metallydende kompleksitet og stabilitet, fik resten af bandet løbepas til at rase ud.

Koncerten igennem balancerede bandet på randen af det fuldstændige soniske sammenbrud. Men hver gang noise-læsset var ved at vælte, samlede de sig om sekvenser af konsekvent rytmisk smadder. Imellem de mange brud fik forsanger Jake Duzsik rig mulighed for at lade den krystalklare vokal fra det seneste album Get Color løbe ud blandt publikum.

Health formåede at holde sig på koncertgængernes side af kanten, selvom lidt mere end en time ret beset er mere, end de fleste kan kapere i det tempo. Men med en uset rastløs energi, et materiale, der er lige dele Liars, noise, dance og nihilisme, og et lykketræf af en lydmand til at holde styr på det hele, fik de hevet Roskilde-debuten i land. Men meget andet end et kuriøst Pavilion-band bliver Health med garanti aldrig. Det er musikken ganske simpelt for kompromisløst konfronterende til.

★★★★★☆

Deltag i debat