Koncerter

Roskilde ’10: Bad Lieutenant, 03.07.10, Arena

Skrevet af Mikkel Arre

Manowar synger: »Other bands play – Manowar kill.« Skulle Bad Lieutenant have fortolket den sang, var teksten nok endt med at lyde »Other bands play – Bad Lieutenant kill themselves.«

Bad Lieutenant leverede første afsnit i en ny, BBC-produceret tragedie.

Vi er til møde i BBC’s underholdningsafdeling. En ung manuskriptforfatter, KW, har bedt om et møde for at præsentere en idé for afdelingens chef, JH.

JH: »Okay, hvad er så historien?«

KW: »Den handler om et 80’er-popband, der nægter at dø. Efter at den tidligere bandkonstellation – lad os kalde den New Order – er gået i stykker, har forsangeren lavet et nyt band, hvor han er totalitær enehersker. Alle ved godt, at det her nye band, som vi kunne give navnet Bad Lieutenant, ikke har det store at byde på, men det er umuligt at spille koncerter – og dermed tjene penge – hvis man ikke kan foregive, at man stadig er i fuldt vigør rent kreativt.«

JH: »Aha. Men er det sjovt?«

KW: »Ja, altså, jeg ser klart Ricky Gervais i hovedrollen. Den vrisne frontmand lider ikke blot af samme selvovervurdering som David Brent i “The Office”. Han ligner ham også fysisk, og hans tendens til at stikke en arm ud til siden for at markere, at der er noget godt på vej, er decideret spot on

JH: »Well, Gervais er jo sjov, og han kunne måske godt være interesseret. Men er det her virkelig nok til at kunne blive til noget, vi kan sende?«

KW: »Jeg forestiller mig, at vi laver det som en slags mockumentary. Lad os sige, at vi sender bandet til en festival i udlandet, f.eks. til Danmark, og det er her, seerne lærer medlemmerne at kende. Eller rettere sagt: Tre af de fem medlemmer er helt ligegyldige. Kun den unge guitarist, der fra tid til anden også synger, er værd at zoome ind på. Hans funktion i historien er at understrege, hvor galt fat det er med Bad Lieutenant. Jeg tænker, at han skal have en drøm om, at dét at arbejde sammen med den kendte frontmand, der har mere end 30 års erfaring, er vejen til at komme frem i branchen. Den unge mand kæmper og kæmper, men kan ikke lave om på, at han er om bord på en skude med kurs mod forlis.«

JH: »Hvad sker der så i Danmark?«

KW: »Som det første har festivalen fejlplaceret bandet, som er blevet sat til at spille den næststørste scene. Det går ikke særlig godt med at fylde teltet, som er klart tættere på at være tomt end fuldt. Dernæst er lyden voldsomt ujævn. Når Ricky synger – ja, jeg kalder bare frontmanden Ricky, fordi han inde i mit hoved ligner ham så meget – drukner store dele af ordene under tre lag guitar, så det i perioder lyder, som om han hvisler frem for at synge. Den unge guitarist er synligt irriteret allerede efter de første par numres ufarlige, men nogenlunde habile vugge med-pop og skælder voldsomt ud på lydmanden i siden af scenen. Det er dog intet at regne mod de bredsider, Ricky leverer. Mellem sangene og sågar også i en del af introerne vrisser han kommandoer ud mod teknikeren, og hans bistre mine tyder på, at han aldrig bliver tilfreds.«

JH: »Fortæl endelig videre.«

KW: »The point of no return dukker op, dér hvor Bad Lieutenant vil spille et af New Orders gamle numre, “Bizarre Love Triangle”. En computer strejker, så nummeret ikke kan komme i gang, og i stedet for bare stille og roligt at snuppe et andet nummer brokker Ricky sig højlydt. Men komikken bliver først virkelig tåkrummende, da det nogle minutter senere på ny mislykkes at få gang i “Bizarre Love Triangle”, hvilket Ricky kvitterer for ved hjælpeløst at spørge “can we do this, or can we not do it? Who’s in charge?” – naturligvis uden at flytte sig fra mikrofonen, så publikum får det hele med. Og herfra er koncerten ét langt frit fald.«

JH: »Hvordan det?«

KW: »Lyden bliver ikke rigtig bedre, og det bliver nu synligt, at Ricky ikke længere kan huske New Order-teksterne. Han har så travlt med at følge med på teleprompterne ved scenekanten, at han fra tid til anden ikke drejer hovedet nok til at kunne synge ind i mikrofonen, og dertil kommer, at han har svært ved at ramme tonerne. Karmaen på scenen er lige så dårlig, som energiniveauet er lavt, og Rickys gentagne referencer til det engelske VM-holds deroute bliver et mere og mere rammende billede på, hvad der sker på scenen. Men med god sans for den dramatiske kurve i koncerten sørger Ricky for først at sætte kronen på værket til slut. Efter at have ramt ved siden af skiven med sange fra hele sit bagkatalog topper Ricky aftenen med to sange fra et tidligere band ved navn Joy Division. Afslutningsnummeret, “Love Will Tear Us Apart”, er en dyster, undergangsromantisk sang, som står mange fans’ hjerter nær. Teksten er ét langt dykkende sortsyn – »routine bites hard, and ambitions are low / […] is my timing that flawed? / our respect run so dry? / […] all my failings exposed« – men det forhindrer ikke Ricky i at krydre sangen med skingre “come on”-råb.«

JH: »Hmm, er du sikker på, at dette er noget, vi skal lave her i underholdningsafdelingen? Det lyder ærligt talt mest som en tragedie.«

★½☆☆☆☆

4 kommentarer

  • Der var nok at vælge imellem i den omtrent endeløse kæde af komiske hændelser. En af dem, der er udeladt her, bør dog nævnes:
    Undervejs i et af de sidste numre inden Joy Division-massakren sætter Bernard Sumners guitar ud. Mens bandet spiller videre, tager han guitaren af og står med den i udstrakt arm i 10 sekunder eller noget i den stil, indtil en roadie kommer ind og tager den. Bandet spiller fortsat videre, og Sumner stiller sig hen til mikrofonen. Han synger dog ikke, men står med siden til, så han kan skule ud mod roadien. Da hverken det onde blik eller den kommanderende ‘kom herhen’-pegefinger giver resultat, drejer han hovedet mod mikrofonen og hvæser “GUITAR!”, mens bandet kører videre i samme groove. Han får en ny guitar, tager den på, men tilsyneladende dur den heller ikke. Han spiller i hvert fald intet på den, før han tager den af, stiller den bag sig og begynder at gå rundt på scenen og fægte med armene for at stoppe de andre, der ikke fatter budskabet samtidig, hvormed også afslutningen snubler.

  • Haha. Jeg så også Ricky Gervais på den scene.
    Og Gud hvor var det dog en elendig koncert.
    Spild af tid.

    Robert

Deltag i debat