Koncerter

Roskilde ’10: Baron Criminel, 02.07.10, Cosmopol

Skrevet af Mikkel Arre

Med seks bandkolleger, tungt dunkende beats og voodootrommerytmer i ryggen gav Kristian Leth sit voodootronica-projekt Baron Criminel en glimrende debutkoncert.

Allerede i en ung alder var Kristian Leth fascineret af voodoo.

»Don’t forget your way back,« lød et af de messende omkvæd, da Kristian Leths voodootronica-projekt Baron Criminel spillede sin debutkoncert fredag ved frokosttid. Men for at vide, hvordan man kommer tilbage, er man vel nødt til at vide, hvor man kom fra – og hvordan Leth helt præcist nåede frem til Baron Criminels udtryk og lyd, er lidt af en gåde.

På papiret er blandingen ret aparte: trommerytmer optaget ved voodooceremonier, benhårde stortrommepumpende 4/4-beats og synthfigurer, der må være gravrøvet fra det sted, hvor midt-90’ernes eurodanceskabeloner lagde sig til at dø. Indspilningerne på Baron Criminel-debutalbummet fra sidste år overbeviser ikke fuldt ud om, at sammensmeltningen kun virker sær i teorien – men live lykkedes det langt hen ad vejen for Leth og hans seks kumpaner.

Med Veto-frontmanden Troels Abrahamsen, bandkolleger fra The William Blakes og ikke mindst den uhyre veloplagte Kresten Osgood om bord havde Leth samlet sig et stærkt hold til Cosmopol-ceremonien. Som bund lå den konsekvente 4/4-rytme, og herover lod de i snit 10 minutter lange numre til at blive afviklet i en meget fri form. Kristian Leth måtte i al fald fra tid til anden sende fagter rundt på scenen for at få numrene bevæget i den rigtige retning, og især Kresten Osgood udnyttede den flydende afvikling til skiftevis virtuose og udknaldede soli på tangenter og sax. Fra tid til anden dukkede numrenes kortfattede, mantra-lignende tekstbidder op til overfladen for så igen at forsvinde mellem de mange lag af percussion – og midt i det hele dansede en storsmilende Leth rundt med mel i hele hovedet.

Og netop den umiskendelige begejstring hos Leth & co. var med til at løfte Baron Criminel-koncerten fra det kuriøse niveau og gøre den til en god oplevelse. 4/4-monotonien blev trættende i længden – ikke mindst fordi koncertens lydniveau var voldsomt højt – og på grund af den improviserende form bød især koncertens midterste del på visse døde passager, hvor der ikke var så meget andet at komme efter end synthlinjer, som Sash! ikke havde kunnet sige nej til. Men engagementet på scenen var så smittende, at der ikke var andet at gøre end at give sig hen til det svært frisættende voodoorave.

Og læs så i øvrigt ved lejlighed denne fascinerende og stærkt anbefalelsesværdige artikel om voodoo og zombier på Haiti.

★★★★½☆

Deltag i debat