Koncerter

Roskilde ’10: Den Sorte Skole, 02.07.10, Arena

Skrevet af Mikkel Arre

Det var en sært tvetydig oplevelse at høre Den Sorte Skoles jubilæumshyldest til Roskilde Festival. Trioen gjorde sådan set, hvad den skulle – og alligevel var det, som om nostalgien var lige rigeligt massiv.

Der var gang i grammofonen, da Den Sorte Skoles leverede deres jubilæumshyldest til Roskilde.

»På sådan en aften som i aften må vi gerne være lidt nostalgiske,« sagde konferencieren, da han skulle introducere den københavnske dj-trio Den Sorte Skoles 40-års-jubilæumshyldest til Roskilde Festival. Den bemærkning kvitterede publikum i den bagerste del af Arena for med en ikke ubetydelig pibekoncert. Hvis de havde holdt fast i den indstilling til det at dvæle ved fortiden, havde de fået sig et par meget lange nattetimer.

For godt nok er Den Sorte Skole mere end almindeligt dygtige mixere, og sandt for dyden havde de tre ledt grundigt efter højdepunkter fra de bands, der har optrådt på festivalen de seneste 40 år. Men dels har trioen før præsteret teknisk bedre og mere overrumplende koncerter – dels var hele showets grundpræmis, at det skulle være et tilbageblik. Da koncerten gik i gang, lod publikum imidlertid ikke til at have det mindste imod at vende nutiden ryggen. At man så kunne have ønsket sig, at Den Sorte Skole havde turdet foretage et mindre andægtigt tilbageblik, er en anden sag, som vi vender tilbage til.

Men til en start skal de tre københavnere have ros for, at de gjorde, hvad de skulle – og skabte en fest. Med det basale vilkår, at klokken var mange og publikums promilleniveau anseeligt, skulle der graves publikumsfavoritter frem. Og det blev der. Vi nåede hele raden rundt – fra Bob Dylan til Veto, fra Neil Young til et 2000F-remix af Natasja, fra Rage Against the Machine til Björk. Der var beats at smide hænderne i vejret til; der var tung bas at danse til – og der var riff, som metalfans kunne kaste nogle horn til. Publikum var på og hyldede med andre ord Roskilde og festivalhistorien: opgaven løst.

Et af nøgleordene ved Roskilde Festival er fællesskabsfølelse – en følelse, der ligger latent i lyden af et helt telt i fællessang. Og det var der rig lejlighed til. New Orders “Blue Monday”, The Raveonettes’ “Love in a Trashcan”, Bob Marleys “No Woman, No Cry” og Jeff Buckleys “Hallelujah” fik vi alle lange uddrag af uden synderlig indblanding fra de tre dj’s på scenen ud over armfægtende opfordringer til at synge med.
At opleve musik er i høj grad et spørgsmål om minder, og at høre et forenet publikum skråle med på Vetos “If You Say Yes, I Say Yes” var en fremragende påmindelse om, hvilken samlende kraft musik rummer. Men at høre festivalkoncerter er ikke kun et spørgsmål om at skabe reproduktioner af tidligere oplevelser – det handler også om at grundlægge nye minder. Ikke blot minder om at have været sammen et bestemt sted og sunget med på den samme sang, som man sang med på engang, men også om at have hørt noget hidtil uhørt. Og her leverede Den Sorte Skole ikke helt den vare, som deres to plader og de tidligere Roskilde-optrædener har kunnet.

Mens trioens signaturmix af Bjørn Svins “Mer Strøm” og Malk de Koijns “Å åå mæio” – som vi fredag nat fik som ekstranummer, inklusive en stump af KRS-Ones “Sound of Da Police” – er et stjerneeksempel på, hvad den overraskende sammenstilling af elementer fra flere numre kan føre til, var der lidt langt mellem de gode mix, når man tænker på, at trioen spillede to timer. Blandingen af Becks “Loser” og Beastie Boys’ “So What’cha Want” løftede sig over gennemsnittet; at lade Gang Starrs “Just to Get a Rep” flyde over Lou Reeds “Walk on the Wild Side” var en klædelig hyldest til nyligt afdøde Guru; og såvel blandingen af Kraftwerks “Die Roboter” og Daft Punks “Da Funk” som beslutningen om at sende Bikstok Røgsystem på udflugt i et mellemøstligt univers var mindeværdige. Men derudover var Den Sorte Skole i perioder lige vel berøringsangste over for den fortid, de skulle hylde. Spørgsmålet er i al fald, om ikke det havde sat lidt dybere spor i det feststemte publikums hukommelser, hvis de tre sortklædte læremestre havde turdet give f.eks. “No Woman, No Cry” en regulær ommøblering frem for at bare at vække genkendelsens glæde ved at give os nummeret i en 1:1-gengivelse. Og under alle omstændigheder var to timers spilletid absolut i overkanten.

★★★★☆☆

3 kommentarer

  • alt for nærrig anmeldelse der på ingen måde fanger den sindsyge stemning som Skolen gav os. det handlede ikke om mærkelige mashes eller spidsfindige mix (som der dog også var massere af) – det handlede om Roskilde, og hvor var det vildt at de fangede den stemning så godt. Hvis man masher Halleluja kan det kun gå galt, og så dumme var de da heller ikke – BIG UP til Skolen for at lave årets fest, og på en måde hvor musikken var større end dem selv…

Deltag i debat