Koncerter

Roskilde ’10: Gonjasufi, 03.07.10, Odeon

Skrevet af Christian Klauber

Gonjasufi gjorde et gedigent forsøg på at få folk til at danse til sin forvredne og opklippede electronica. Folk fandt dog aldrig det rette ben at stå på.

Shamanen Gonjasufi tog os på skævvredet ørkentrip med sine mellemøstlige rytmer og psykedelisk beats.

Gonjasufi var en af dette års absolut sidste tilføjelser til Roskildes program. Og tilmed en rigtig spændende en af slagsen. Tidligere på året udgav han A Sufi and a Killer, der generelt har høstet favorable anmeldelser. Mikkel Knudsen gik endda planken ud og gav pladen seks stjerner. På et lidet favorabelt tidspunkt – i skarp konkurrence med Robyn – skulle Gonjasufi omsætte den ros til en skarp koncertoplevelse.

Da hans dj valsede ind med et tændt stearinlys, var det som at være vidne til en shaman, der forbereder et ritual, og den katedral af lys, der omgav publikum, gjorde intet for at undertrykke det indtryk. Ritualet blev da også skudt i gang med Gonjasufi-signaturen af mellemøstlige rytmer og skæv, reggae- og dubinficerede beats. Tempoet steg og faldt, men ligegyldig hvad tempoet var, forsøgte disciplene at finde fodfesten og danse med. Guderne skal dog vide, at det er svært at fange groovet, når lydbilledet er så omskifteligt som en dansk sommer, og numrene slynger sig om hinanden, cuttes op osv.

De gungrende dybe beats, der blev leveret, var der dog intet at udsætte på. Gonjasufi performede også fremragende, og det var tydeligt, at hans fortid som rapper kom ham til gode. Når han stillede sig over i sit mere soulede hjørne, tabte jeg tråden – måske fordi det var så vanskeligt at afkode, hvad han rent faktisk sang, måske fordi de psykedelisk strukturer i numrene gør det let at lade tankerne svæve.

Der var dog ingen tvivl om, at de to herrer på scenen hyggede sig gevaldigt. Faktisk så meget, at de til sidst fik en klar besked fra stage manageren om, at de havde tid til et nummer mere (en strakt pegefinger i ansigtet er vist ikke til at fejlfortolke) – en besked de forholdt sig lige så loose til, som de havde været hele koncerten. Stemningen var 100 pct. feel good, og det var nok sigende for dén stemning, at Gonjasufis dj flere gange havde tid til at svanse ud til scenekanten og tilbage igen. Desværre nåede de to herrer lidt for sjældent ud over den.

★★★☆☆☆

Om skribenten

Christian Klauber

 

Biografi:

Det var min mor, der grundlagde min interesse for musik. Men det er ad omveje, at jeg er nået dertil, hvor jeg er nu: med hovedet begravet i alternativ & artrock, progressiv metal, country, soul og hiphop. I barndomshjemmet stod den nemlig på klassisk og opera, og "her er et (klassisk) instrument, du gerne vil spille på", så på mange måder besudlede jeg nok den klassiske dannelse ved – som det første album – at investere i tværfløjte-virtuosen James Galway, der spillede uddrag fra forskellige musicals. Siden diverterede jeg publikum i Tivoli som fløjtenist og havde Det Kgl. Musikkonservatorium i kikkertsigtet, men vejen tog et kraftigt, uventet sving, da jeg i et af mine sidste år i Tivoli-Garden begyndte at høre dødsmetal. Siden har jeg fundet den gyldne middelvej og hører nu det meste, men kærligheden ligger klart hos den alternative hiphop, og hvad der ellers måtte befinde sig under den store, alternative rock-paraply (selvom hjertet da stadig kan slå endog meget hurtigt, når jeg hører en opera eller en violinkoncert, eller hvis den klassiske musiks instrumenter indgår i det, jeg lytter til). Jeg er uddannet cand.mag. i dansk og kommunikation og har mit eget firma, der arbejder med sprogrevision og formidling.

 

Fem favoritalbums:
The Clash: London Calling
Dirty Three: Horse Stories
Darc Mind: Bipolar
Company Flow: Funcrusher Plus
Frank Zappa: Hot Rats

Skriv et svar

boeger