Koncerter

Roskilde ’10: Jack Johnson, 04.07.10, Orange Scene

Skrevet af Camilla Grausen

Hawaii-drengen og hans band gav de trætte festivalgængere en sidste dosis chillout og solskin foran Orange Scene.

Jack Johnson med guitaren i hånden på vej hjem fra festivalen langs togbanen mod Roskilde St.

Han tager alting ret roligt, ham Jack Johnson. Også at skulle spille på Orange Scene på Roskilde Festival. Men det gør man vel, når man er tidligere surfer fra Hawaii og spiller afslappet guitarpop, der handler om at sove længe eller tage på stranden. I det hele taget handler hans sange ofte om at lade være med at stresse rundt i vores travle verden, men i stedet tage den med ro og nyde livet i et langsomt tempo. Et sådant budskab indpakket i behagelig, lun guitarpop kan verden bestemt godt have behov for i dag, hvor alt skal gå lynhurtigt, og man skal være på konstant. Det er sikkert derfor, Jack Johnson har solgt så mange plader verden over. Måske er det ikke stor kunst, men hans musik er en dosis ufortyndet positivitet og afslapning.

Ved Orange Scene søndag eftermiddag var der et stort fremmøde af både stående og siddende Roskilde-gæster, hvoraf størstedelen virkede godt trætte efter en uges festival-strabadser. Solen var fremme på himlen blandt små hvide skyer, og det hele virkede perfekt til en Jack Johnson-koncert. Med klip-klappere, palme-T-shirt og bøllehat lignede Johnson selv og hans tre bandmedlemmer til forveksling festivalgængere. Senere afslørede Johnson da også, at han og bandet glædede sig til at være derude på pladsen sammen med alle os andre for at høre musik.

Uden stort ståhej gik de i gang med at spille melodier fra Johnsons nye album, To the Sea, blandet med diverse ældre publikumspleasere og to helt nye numre, der lød præcis, som Johnsons numre plejer at lyde. Undervejs snakkede han med publikum og fortalte, at han nogle gange glemmer sine tekster lidt, men det gør ikke så meget. Den yderst sympatiske surfer hyggede sig tydeligvis og afbrød en sangintro for at besvare et »Marry us!«-skilt holdt i vejret af nogle af de forreste publikummer. Jack Johnson ville da gerne vie parret, og det gjorde han så lige på stedet: »By the power vested in me, you are now married.« Så smilede han stort og spillede videre.

Koncerten gik stille og roligt derudad med sporadiske bølgeskvulp på storskærmene, der fremkaldte suk hos de mange festivalgængere efter en uge i støv, sol og 27 grader. Mod slutningen greb bassisten mikrofonen og krydrede “Staple It Together” med en rap til publikums begejstring; dét havde de alligevel ikke hørt før i en Jack Johnson-sang.

Johnson og bandet sluttede af med “Better Together”, og fællesskabsfølelsen hos publikum var komplet. Men manden kunne alligevel ikke holde sig væk fra scenen til sidst. Lydanlæg og storskærmene var ellers slukkede, og konferencieren havde sagt farvel. Men publikum klappede taktfast endnu, og Johnson kom tilbage på scenen for liiiige at give lidt mere, og så måtte alt hurtigt tændes igen. Men var det også slut. Og for dem, der vovede at tage hjem inden Prince-koncerten, var det slutningen på festivalen; ikke stor kunst eller nogen overlegen koncertoplevelse, men classic Jack Johnson, der var perfekt til at give én en behagelig stemning fuld af positivitet, solskin og fællesskab. Lige hvad man kunne trænge til efter en hård festivaluge.

★★★★☆☆

Deltag i debat