Koncerter

Roskilde ’10: Japandroids, 02.07.10, Pavilion

Skrevet af Jonathan Heldorf

Japandroids leverede en støjende energibombe i de trætte nattetimer, og selvom det var både fængende og svedende, var der ikke helt balance i showet.

Japandriods var helt ude på kanten, men satte aldrig ild til Pavilion. Foto: Leigh Righton

Det var ikke det største fremmøde Pavilion har set, men både tidspunktet og Nephews sammenfaldende koncert var heller ikke det bedste udgangspunkt. Det lod dog ikke til at kue Japandroids, der denne aften besad en nærmest sjælelig rastløshed. Brian King, den ene halvdel af duoen, spjættede rundt med sin guitar, som prøvede han at ryste en myretue af sig, og David Prowse sad og svedte tran bag trommerne.

De få fremmødte var på trods af det ikke synderligt overbeviste i den første halve time, der ellers bød på rigtig fine toner, men det var, som om publikum lige skulle indstille sig på, hvad de havde med at gøre, og så kunne de slippe hæmningerne i sidste halvdel af koncerten. Kings karismatiske og evigt glade stemme hjalp dog også betragteligt til at få folk op i gear, når han proklamerede (lidt kitschet), at der ikke var noget andet sted i verden, de hellere ville være end lige her, lige nu.

Man kunne frygte, at en guitar og et trommesæt ville være utilstrækkeligt til at skabe en god og fyldig lyd under den lille teltdug, men det var overhovedet ikke et problem. Problemet bestod snarere i den fattigt befolkede scene. Både King og Prowse var placeret helt ude på scenekanten, hvilket besynderligt nok ikke skabte en følelse af nærvær, men en følelse af at scenen var affolket og tom. Og når det samtidig kun var den ene af dem, der var på benene og havde bevægelsesfrihed, gav det ligeledes en uligevægt i det rent visuelle.

Men de formåede trods alt at opildne og medrive publikum, der hen mod slutningen begyndte at råbe »fuck Nephew« i kor, hvilket dog lod til at forvirre Japandroids, der tydeligvis ikke vidste, hvad der blev råbt imod dem. De fandt dog ud af, at det trods alt var en kompliment, og så sparkede de i gang igen.

En fantastisk lyd og et veloplagt band kunne dog ikke helt få nakkehårene til at rejse sig. Der var ofte lidt for dvælende pauser i mellem numrene, og leveringen var heller ikke supertight, men man kunne se, at de nød at spille, og dén glæde var det vigtigste.

★★★★☆☆

Leave a Reply