Koncerter

Roskilde ’10: Muse, 03.07.10, Orange

Skrevet af Signe Palsøe

Muse har aldrig svulmet så meget som lørdag aften på Orange. Desværre er grænsen mellem storslåethed og varm luft hårfin, når der serveres ensidig hitparade.

Muse har blæst sig selv op på en gammel trappe.

Det er lidt af en selvfølgelighed, at rockbands, der gennem en årrække har optrådt på Roskilde Festival, og som altså bliver ved med at fastholde og udvide sin publikumsskare, på et eller andet tidspunkt havner på Orange. Gorillaz tog torsdag springet fuldt ud og landede med deres første Roskilde-koncert overlegent og sikkert på den store scene. Muse stod her for første gang for tre år siden, men da de lørdag igen var klar til at indtage festivallens hovedscene, var den udvikling, som bandet gennem dets levetid har gennemgået, mere udtalt end nogensinde, og det gjorde det oplagt at trække paralleller til gorillaernes lydlege to dage før. Sidstnævnte udnyttede nemlig stadionformatet fuldt ud, da det gjorde dem i stand til at formidle en storslået sprælskhed i musik og performance, som de ikke havde kunnet ramme lige så overrumplende på en mindre scene. Muse forstod skam også at benytte sig af pladsen, de havde til rådighed, men her var det nærmere et påskud for at svulme så meget, at en stor del af deres personlighed druknede i pompøsiteten.

En god del af bandets udtryk har ganske vist rødder i kærligheden til den progressive og beyond storslåede stadionrock. Således var det helt passende, at Matthew Bellamy og band gik på scenen til de højtravende synthflader og flængende riff i “Uprising” fra gruppens seneste album, sidste års The Resistance, der netop fremstår, ja, mastodontisk. Der blev ikke sparet på lasereffekterne, og de storslåede instrumentalpassager, der generelt indfandt sig under koncerten, var gode opvisninger i bandets ekvilibristiske tag på deres virkemidler.

Problematisk var det dog, at Muse aldrig rigtig kom videre end til den storslåede hitparade, da bandet i kraft af sit stærke bagkatalog har formatet til at favne meget bredere end som så. Hvor Gorillaz berørte alle aspekter af deres formåen – fra det eftertænksomme over eksplosiv hiphop og storslåede orkestreringer til de klokkeklare pophits – var Muses koncert en temmelig ensidig magtdemonstration. Fra de tidligere album fandt kun store hits som “Hysteria” og “Plug in Baby” deres vej til scenen, og disse er i forvejen af en så storladen karakter, at de ikke bragte noget nyt til koncerten, som i forvejen var præget af de mere stadionrockede numre fra sidste album og den foregående Black Holes and Revelations.

Jeg savnede den variation, som Muse formåede at inkorporere i deres Roskilde-koncert i 2004 og til dels i 2007, hvor både inderligheden, aggressiviteten, hysteriet og eftertænksomheden fik plads og gjorde, at de pompøse stadionrockindslag fremstod som meget mere end opvisninger i at puste sig op. Dertil er Muse måske endnu ikke helt nået, men årets koncert på Roskilde emmede alt for meget af kontrolleret, 70’er-progressiv storhed uden nærvær eller nerve.

★★½☆☆☆

Deltag i debat