Koncerter

Roskilde ’10: Nisennenmondai, 02.07.10, Pavilion

Håndspillet techno og improviseret støj var de to gennemgående udtryk, da japanske Nisennenmondai udtrykte deres kærlighed for krautrock på Pavilion fredag aften.

Nisennenmondai laver en klapsammen.

Nogle vælger at lefle for publikum, andre forsøger at teste dem. Nisennenmondai virkede ikke til at bekymre sig om hverken-eller. De tre piger betrådte scenen i fine, lyse kjoler, og man kunne knap se dem, hvis man ikke stod et stykke fremme, men lyden af dem nåede bestemt ud over scenekanten, da de startede med improviseret støj, hvor især Sayaka Himeno braldrede løs på trommesættet, så hendes hoved dansede ustyrligt. Derefter gik de over i en kompromisløs version af “Ijen Urusuozuos”, der startede med tre-fem minutters maskinel guitarpluk.

Pigerne orienterede sig ikke mod publikum, de koncentrerede sig om at spille, også når det var allermest simpelt og repetitivt. Men publikum var med dem. De begyndte at klappe til den minimalistiske guitarfræsen. Måske for at udfylde stilheden? Måske var det for svært at kapere, at der ikke skulle ske mere? Jublen var derfor også stor, da en 4/4-rytme faldt ind, og nummeret udviklede sig en smule mere. Men de holdt sig til deres håndspillede techno. Stædigt fastholdende den evige repetition i næsten 20 minutter.

Efter det første nummer fortsatte de koncerten med deres imponerende vedholdende repetitioner, som var det spillet af robotter. En levendegørelse af Kraftwerks mekaniserede pop. Og lige præcis inspirationen fra Kraftwerk kunne tydeligt høres i det sidste nummer, der tog sin guitarlinje fra “Europa Endlos”. Men der var dog også plads til variationer og faktisk decideret syret guitarspil, hvilket kun understreger bandets fascination af krautrocken.

For at bryde krautrockens monotoni fik vi endvidere nogle langt mere eksperimenterende og kaotiske ekskursioner, som brød med mekanikken. Maskinernes oprør, hvis man abonnerer på den klassiske menneske mod maskine-problematik. Her lagde Nisennenmondai al energi i at generere en masse hovedsvulmende støj, så man ikke kunne sætte spørgsmål ved pigernes evne til at tænke selvstændigt og dermed trumfe fordelene ved robotter ved at være mere komplette.

Da koncerten sluttede, fik guitarist Masako Takada med største anstrengelse fremsagt: »We are Nisennenmondai from Japan, Tokyo, Japan. We are very happy to play here at Roskilde Festival.« Dermed blev deres manglende kontakt til publikum også forklaret. De havde simpelthen ikke evnerne til det. Meget menneskeligt.

★★★★★☆

Om skribenten

Kim Elgaard Andersen

 

Biografi:

En af mine første minder overhovedet er, at jeg sidder i min fars lastbil, der kører rundt på landevejene i Nordjylland, mens min far synger med på "Suspicious Minds" med Elvis for fuldt skrald. Der startede min symbiose med musik vist. Siden blev jeg kontrær teenager, der lyttede til grunge, og dets udgangspunkt i metal og punk blev inspiration til teenage-årenes lydspor. Siden har jeg udforsket alt mulig andet, bl.a. country, jazz, folk, hiphop og electronica, så jeg føler efterhånden, at jeg kan skimte en stor del af den afgrundsdybe rockhistorie. Jeg har tidligere skrevet for Geiger og Soundvenue og er cand.mag. i dansk.

 

Fem favoritalbum:
Bob Dylan: The Freewheelin'
Grails: Black Tar Prophecies
Pere Ubu: New Picnic Time
Nas: Illmatic
Eric Dolphy: Out to Lunch

 

Skriv et svar