Koncerter

Roskilde ’10: Patti Smith and Band, 03.07.10, Orange

Patti Smith leverede brandtaler og mindesange på Orange Scene, men et velfriseret band leverede ikke mere end det nødvendige.

Patti Smith i et indadvendt, eftertænksomt øjeblik.

Myten om rockstjernelivet som det vildeste sus, hvor hver dag er uforudsigelig og spontan, er nok desværre mere myte, end de fleste har lyst til at se i øjnene. I hvert fald når alderen begynder at trykke.

Patti Smith har bestemt i sin tid været vild, leveret solide hug i rockhistorieblokken og tjent som inspiration for mange. Men for at leve rock’n’roll-drømmen helt ud må man jo konstant holde sig på kanten, ellers bliver livet som musiker et kontorjob som ethvert andet. Sådan må det i hvert fald føles, når Patti Smith går scenen på en stor festival og primært spiller sange, som mestendels er 30 år gamle eller mere. Sange, som hun har spillet igen og igen. Til trods for at hun har leveret nye solide albums de sidste 10-15 år med masser af gode sange. Men hun har ikke markeret sig med sin sene karriere på samme måde som f.eks. Bob Dylan, der har et langt større repertoire at spille på. Og dermed bliver hun, i festival-sammenhæng i hvert fald, reduceret til hende med “Gloria” og det der Bruce Springsteen-cover.

Patti Smith virkede dog til at nyde sit job lørdag eftermiddag på Orange Scene. Hun smilede og vinkede glad til tilskuerne og var endda også nede blandt dem under “Dancing Barefoot”. Men hun leverede også masser af politiske brandtaler, og den slags hippie-retorik, der hylder det enkelte menneskes potentiale til at ændre verden, så længe man tror på det, får en til at tvivle på hendes status som punkens gudmoder.

Og lige det der med punken kan godt være et problem for en rock-dinosaur, der er fyldt 64 år. For selvom hun da klarede den aggressive del af “Free Money” ganske godt, så manglede det store hit “Because the Night” noget pondus, og det blev kun marginalt reddet af hjertekonfettien, der blev skudt ud ved omkvædet.

Så fungerede det bedre med de langsomme ballader, hvor bandet, der helt sikkert har siddet pænt på skolebænken, følte sig mere hjemme. Et nummer som “Pissing in a River” var indfølt leveret, og det var “The Southern Cross” fra Gone Again – der blev skrevet som en bearbejdning af sorgen over hendes afdøde mand, Fred “Sonic” Smith fra MC5 – bestemt også. Det nummer spillede hun også i akustisk version til hendes åbningstale torsdag på Orange Scene til minde om de ni døde fra Pearl Jam-koncerten. Her blev den dedikeret til Robert Mapplethorpe, Patti Smiths tidligere partner, der var fotograf og bl.a. tog billedet til coveret af Smiths debut, Horses. Mindet om de døde ved tragedien og mange andre døde fik et humoristisk tvist med Jim Carrolls punkede “People Who Died”, hvor der begejstret bliver sunget »You’re the people who died, who died.« Her blev publikum opfordret til at råbe navnene ud på de kære, de selv har mistet, for at vise, at vi er i live, og at mindet om de døde lever videre i os.

Mod slutningen af koncerten begyndte intensiteten at stige hos arbejdstagerne på scenen, og Lou Reeds “Perfect Day” ramte lige ned i koncertens hyggelige bedstemor-stemning. Hun fik i hvert fald mig overbevist om, at det havde været en perfekt dag, måske endda uge, og det er et sentimentalt nummer, der virkelig kalder på de støvede tårer i øjenkrogen. Dem skulle man dog hurtig få tørret væk, da Patti leverede en flammende brandtale for en naturvenlig fremtid og mod de regeringer, der står i vejen, inden hun kastede bandet ud i en fyrig version af “Rock’n’roll Nigger”, der efter solid guitarstøj selvfølgelig gik over i den eftertragtede “Gloria”.

Patti Smith og band gjorde deres job godt, men leverede ikke en karrierefremmende koncert. Hun var fuld af protesttaler og opfordringer til at leve det gode liv, at turde, og på den vis opfyldte hun sine pligter som en rock-legende til trods for en pensionsmoden alder.

★★★★☆☆

Deltag i debat