Koncerter

Roskilde ’10: Rubik, 30.06.10, Pavilion Junior

Skrevet af Signe Palsøe

Rubik havde bragt et hav af instrumenter og gråvejr med sig til Roskilde onsdag. Sidstnævnte var dog intet problem, for i Pavilion-teltet strålede ekletisme, spilleglæde og kompleks catchiness som solen.

Rubik i en kortvarig afslappet stund.

Rubik har fundet sig et ret så fantastisk musikalsk ståsted, selvom ståsted i denne sammenhæng måske ikke er det helt rette ord. Det er nemlig sjældent, at man møder et så omkringfarende band som den finske septet – både når det kommer til bandets musikalske udskejelser og dem på scenen. At to af gruppens medlemmer på bandets Myspace-side har angivet deres instrument som ‘everything’, symboliserer meget godt den eklektiske forestilling, publikum onsdag aften var vidner til.

Rubik minder mig, med deres livsglade og jordbundne skovmandsskjorte-fremtoning, på mange måder om Figurines. Begge bands er i stand til at levere fantastisk fængende indierock, men modsat deres danske ligesindede er det for Rubik en dyd at gøre det dansable og vellydende både komplekst og spraglet. Abrupte rytmeskift, et hav af instrumenters cirkuleren på scenen og Artturi Tairas bredspektrede vokalarbejde var karakteristisk for hele koncerten, der satte blus under publikums festhumør, som jeg sjældent har set nogen Pavilion Junior-koncert gøre det.

Modsat de fleste af opvarmningsdagenes bands har Rubik et par udgivelser i bagkataloget, og deres rutine på scenen gjorde koncerten ekstremt velformidlet og smittende. Nok kunne det være svært at finde hoved og hale i de lydlige udskejelser, når en pågående støjrock-passage afløstes af et glad messingblæsertema, som siden opløstes i svævende synth, men den røde tråd i de catchy melodier gjorde, at udtrykket aldrig blev anmassende. Rubiks koncert var en ren fornøjelse af en spraglet fest.

★★★★★☆

Om skribenten

Signe Palsøe

Biografi:Med Depeche Mode som barndomshjemmets lydtapet var der ikke langt til min første store kærlighed, der dukkede op, da jeg var 12. Pet Shop Boys blev voldspillet ved enhver given lejlighed og blev en øjenåbner for et større musikalsk univers. Dengang var det især mere sfæriske genrer som indie-/electronica, dreampop, støjrock og shoegazer, der fik spilletid og blev min indgangsvinkel til musikhistorien. I dag hører jeg det meste, selvom jeg nok aldrig kommer til at skrinlægge en yndlingsaversion mod punkens mest letbenede undergenrer og heller ikke lytter til ret meget metal. For øjeblikket er det især ambient, electronica og dubstep, der får spilletid, selvom også hiphop på det seneste er begyndt at fylde mere i pladesamlingen.

Skriv et svar

boeger