Koncerter

Roskilde ’10: Spectre & Sensational, 03.07.10, Pavilion

Skrevet af Christian Klauber

Der var skarpe beats og laserskud i massevis, da Spectre lettede i sit rumskib. Da Sensational steg om bord med sin sløve, off-beat hiphop, landede vi med et brag.

Spectre & Sensational havde ikke helt samme bevægelsesmønster, da de steg ud af deres rumskib.

Spectre & Sensational er garvede mænd i branchen. Der er bare ikke særlig mange uden for hiphopkredse, der ved, hvem de er. Der var tydeligvis heller ikke særlig mange, der havde lyst til at finde ud af det, for Pavilion-teltet var bemærkelsesværdigt tomt, da koncerten gik i gang. Selvom der kom mennesker til, da større navne som Lindstrøm og Turboweekend havde spillet færdig på de andre scener, gik der også en del fra teltet. Det var altså ikke ligefrem en dedikeret skare, Spectre og Sensational skulle spille pingpong med.

Ping var der ellers i Spectres beats allerede fra indledningen. Alle former for musikalske genrer – tilsat lyden af hvislende laserskud, filmsekvenser, sonisk støj og diabolsk latter – blev kørt igennem kødkværnen, mens Sensational rappede ude fra bagscenen. Det skabte et både fremmedgørende og futuristisk univers, som pegede i retning af Kool Keiths alterego Dr. Octagon.

Derfor gav det også god mening, at Sensational, da han kom på scenen efter godt 20 minutter, konstaterede, at han netop var »stepped of my ufo.« Der var dog noget, der tydede på, at den pludselige luftforandring ikke helt bekom ham vel. Flydende løst rundt omkring beatet, leverede han sådan set sin flagrende, off-beat stil perfekt, men det var, som om intensiteten i leveringen manglede – eller bare lejlighedsvis forsvandt. En stor del af tiden gik han nemlig rundt og sagde f.eks. »yeah, yeah«, snakkede om ‘our new album’ og brugte tiden på andre tempoudtrækkende floskler.

Det er selvfølgelig i høj grad et spørgsmål om smag, når man tager stilling til en stil som Sensationals, men han virkede sært uoplagt. Det er ærgerligt, når de beats, Spectre leverede, var skarpe og fyldt med pondus. Tager man det manglende publikum i betragtning, kan man måske godt have forståelse for Sensationals sløsede attitude, men det er frustrerende at opleve en rapper, der hele tiden trækker stikket ud af sin egen præstation og aldrig rigtig kommer ud over rampen. Derfor blev Spectres beats hovedmenuen, og det var ikke helt tilstrækkeligt til at blive mæt.

★★★☆☆☆

Om skribenten

Christian Klauber

 

Biografi:

Det var min mor, der grundlagde min interesse for musik. Men det er ad omveje, at jeg er nået dertil, hvor jeg er nu: med hovedet begravet i alternativ & artrock, progressiv metal, country, soul og hiphop. I barndomshjemmet stod den nemlig på klassisk og opera, og "her er et (klassisk) instrument, du gerne vil spille på", så på mange måder besudlede jeg nok den klassiske dannelse ved – som det første album – at investere i tværfløjte-virtuosen James Galway, der spillede uddrag fra forskellige musicals. Siden diverterede jeg publikum i Tivoli som fløjtenist og havde Det Kgl. Musikkonservatorium i kikkertsigtet, men vejen tog et kraftigt, uventet sving, da jeg i et af mine sidste år i Tivoli-Garden begyndte at høre dødsmetal. Siden har jeg fundet den gyldne middelvej og hører nu det meste, men kærligheden ligger klart hos den alternative hiphop, og hvad der ellers måtte befinde sig under den store, alternative rock-paraply (selvom hjertet da stadig kan slå endog meget hurtigt, når jeg hører en opera eller en violinkoncert, eller hvis den klassiske musiks instrumenter indgår i det, jeg lytter til). Jeg er uddannet cand.mag. i dansk og kommunikation og har mit eget firma, der arbejder med sprogrevision og formidling.

 

Fem favoritalbums:
The Clash: London Calling
Dirty Three: Horse Stories
Darc Mind: Bipolar
Company Flow: Funcrusher Plus
Frank Zappa: Hot Rats

Skriv et svar

boeger