Koncerter

Roskilde ’10: The Rumour Said Fire, 03.07.10, Odeon

Skrevet af Jonathan Heldorf

Rygtet om musikken var løbet i forvejen, og menneskerne myldrede til, men måske var der blevet råbt for meget »ulven kommer.«

»The Rumour Said Fire har søgt ind i et køligt lokale.

The Rumour Said Fire har søgt til et køligere lokale.

Rygtet talte om ild, og ild var der. Alles nakker var forbrændte, solen skar dybt i øjnene, sveden sprøjtede, og tungerne gispede. Der var mange fremmødte til The Rumour Said Fire, rigtig mange, og jeg misundte bestemt ikke dem, der nåede at stille sig ind under teltdugen. Til gengæld så jeg langt efter de få steder med skygge under træerne, hvor hver en kvadratcentimeter selvfølgelig var udnyttet af hurtigere sjæle end jeg selv.

På alle græsarealer sad folk og hang sløvt vuggende til det behagelige band, der ikke stjal synderligt fokus fra den omgivende hedesituation og jagten på skygge. Folk var lade, og mest af alt skulle man tro, man befandt sig på Langelandsfestivalen, så afslappet en ‘familie på udflugt’-stemning var der. Det var hygge, og det var dansk, men det var også en kamp. Solen var en hård konkurrent for The Rumour Said Fire, og deres fine indiepop var ikke helt spændende nok til at forhindre koncentrationen i at tage på vandretur til køligere områder.

Da jeg beslutsomt forsøgte at nærme mig scenen en smule mere, fik jeg det på det kraftigste frarådet: »Der er endnu varmere den vej,« sagde en branket, forpustet sjæl, der forsøgte at skubbe sig den anden vej. Hans øjne vidnede om begyndende desperation, og jeg valgte at tage hans ord for gode varer og drejede om på hælen. Resten af koncerten så jeg presset op ad en falafelbod, fordi deres sydende frituregryder næsten var køligere end pladsen ved Odeon.

Og musikken? Tja, den var der, den var udmærket, men på ingen måde i centrum. Der blev ikke gjort nogen unødige krumspring eller fornøjeligheder, men kunne man lide dem på plade, så kunne man garanteret også lide dem live. Forskellen var nemlig kun, at bandet var til stede.

★★★☆☆☆

Om skribenten

Jonathan Heldorf

 
Biografi:
I skolen blev jeg altid drillet med mine store ører, men jeg har fundet ud af, at sådan nogle anordninger er særdeles velegnede til at lytte med... sagde ulven. Men siden da er der jo gået nogle år, og i øjeblikket nørder jeg retorik og sprogpsykologi for fulde gardiner. Ørerne er stadig lytteglade og elsker britpop ubetinget; generelt kan de vel siges at være anglofile, selvom det er en lidt udefinerbar betegnelse. Andre præferencer er eksempelvis den nyere nordamerikanske alternative scene, hvor bands som Arcade Fire, Sufjan Stevens, Yeah Yeah Yeahs, Interpol, Yeasayer og Tv on the Radio dominerer.
 
Fem favoritalbums:
Mansun: Attack of the Grey Lantern
Eels: Souljacker
Cardigans: Long Gone Before Daylight
Supertramp: Crisis? What Crisis?
Smashing Pumpkins: Adore

Skriv et svar

boeger