Plader

The Morning Benders: Big Echo

En lille cool og rummelig popplade fra The Morning Benders. Her er alt, du behøver, når promillen har været for høj, og du dagen derpå ikke kan overskue lyd og billeder på samme tid.

Big Echo kunne ikke være et bedre titelvalg, når man nu kalder sig The Morning Benders, for her er virkelig en plade, der lyder som noget, der svæver hen over ens hoved dagen efter en ordentlig bytur.
Forestil dig, at du ligger i et rum, klokken er alt for mange, og du har svært ved at vågne. Langsomt dannes mentale billeder: Hvad var det nu, jeg lavede i aftes? Udefrakommende lyde forsøges indfanget. Lugte og smagssansen vågner langsomt op – med både gru og glæde. Uendeligt langsomt samler du brikkerne sammen, og hele gårsdagens puslespil af aktiviteter giver mening i løbet af nogle langstrakte minutter.

Big Echos sløve stemninger, ekkoer, puslende poparrangementer og sanseberusende melodier danner tætte kumulusskyer af noget, man langsomt åbner i sin bevidsthed, og lyder nogenlunde som beskrevet i det ovenstående. Her er solskinspop og eksperimenterende arrangementer sat fint sammen i et spraglet og nuanceret univers, der forsøger at vække en hel masse sanser med et rumklangsunivers af guitarer og finurlige trommer, og der er en smule flowerpower over pladen.

Bandet nærmer sig godt nok flere gange grænsen til en mudret lyd, og et nummer som f.eks. “Stitches” får virkelig lagt nogle lag på lag på lag på lag af organiske lyde, trommer og semi-støjende effekter, så virvaret af toner er uhyre tæt på at drukne hele kompositionen. Men bandet stopper de excentriske tiltag, mens legen er god, og derfor holder pladen vand.

De fleste numre er rigtig fine og velkomponerede. Melodierne, der gemmer sig bag de sløve og tågede klange, er knivskarpe, og her høster bandet virkelig frugten af samarbejdet med Grizzly Bear-bassisten Chris Taylor, der har produceret Big Echo. Første halvdel af pladen er mest uptempo og ligefrem poppet med klare melodilinjer og fine hooks. Skal man nævne et par virkelig gode numre, må introen “Excuses”, der lyder som en klon mellem The Beatles og The Flaming Lips, fremhæves sammen med “Cold War”, der blander charmepop med klokkespil og lejrbålsstemning. En lille fræk cocktail.

Ellers synker tempoet lige så langsomt på Big Echo, og den svampede og tågede lyd tager mere og mere over. Sidste halvdel af pladen bærer præg af flere eksperimenter og en lidt ustabil, uklar retning. Her forsøger bandet at navigere mellem klare popstukturer og mere spacy-crazy trip, primært udtrykt gennem guitarens rolle i numrene. Som lytter mister man lidt af fodfæstet, og lydsporet går mere i retning af syretrip frem for tømmermænd. Selvom californierne skal have ros for at ville søge grænserne, kniber det nogle gange med at holde sig inden for linjerne. Et eksempel er “Mason Jar”, der klovner for meget rundt mellem syre, barok og Pink Floyd.

Big Echo er nu ellers en aldeles dejlig og overraskende god indiepopplade, der har et ekstra lille touch og en herlig kant, som adskiller sig fra mængden. Der skal stadigvæk lige fifles lidt med versefødderne hist og pist, men generelt er niveauet højere end gennemsnittet. Og når man nu planlægger søndagens tømmermænd med kolde colaer fra køleskabet, mad med et uhyrligt saltindhold og en blank kalender, kan man da lige smide The Morning Benders i afspilleren, klar til take-off søndag sidst på formiddagen. Den sidder lige i skabet – dér, hvor man lagde hjernen aftenen i forvejen.

★★★★☆☆

Deltag i debat