Plader

Arcade Fire: The Suburbs

Skrevet af Christian Birk

Med Funeral kredsede man om død i den nærmeste familie. På Neon Bible handlede det om dommedag, død og ødelæggelse. Nu er Arcade Fire klar med deres tredje album, der omhandler noget så trivielt som livet i forstæderne .

Det er efterhånden seks år siden, at Arcade Fire debuterede med Funeral. Det er også seks år siden, at jeg stod uden for Badstuerock med svedige håndflader og accelererende hjerterytme. Lidt mere rolig – men meget spændt – kom jeg ud med Funeral i hånden. De næste par måneder var det den eneste plade, jeg hørte. Jeg har aldrig forstået religion, men jeg forstod Arcade Fire. Med den eksplosive kendingsmelodi ”Wake Up” omvendte de en hel generation. Ja, inden for den første måned fik den canadiske bevægelse samlet flere medlemmer, end Jehovas Vidner har gjort med selv samme slogan, eksemplificeret ved bladet “Vågn Op!”.

Hvis nogen var i tvivl om canadiernes religiøse engagement, var de det ikke efter udgivelsen af Neon Bible. Ligesom sin forgænger Funeral var Neon Bible en koncept-plade. Et dunkelt vidnesbyrd om dommedag, død og ødelæggelse. Arcade Fire har alle dage været et alvorligt band, men har trods deres mørke sind haft ualmindeligt godt styr på gode melodier og fængslende omkvæd. I kraft af deres overbevisende og energiske live-optrædender har det aldrig været en kedelig eller sørgmodig oplevelse at lytte til deres prædikener. Med den mørke historie in mente kan det næsten virke tamt og ulig dem, at den nyeste plade hedder The Suburbs og omhandler noget så trivielt som livet i forstæderne.

Det gamle testamente er byttet ud med forsanger Win Butlers minder fra hans opvækst i en forstad til Houston, Texas. Ideen og lysten kom, da han en dag modtog en mail og et fotografi fra en barndomsven. Billedet var taget foran Win og broderen (samt bandkollegaen) Wills fødehjem. Det affødte store, hidtil glemte følelser hos dem begge, og pludselig var rammerne for et nyt album skabt. Men det skulle gå stærkt. Det var en kamp mod hukommelsen at genskabe alle de øjeblikke, som havde formet dem. Frygten for at glemme er illustreret meget godt på titelnummeret, ”The Suburbs”: »Sometimes I can’t believe it. I’m movin’ past the feeling and into the night / so can you understand? Why I want a daughter while I’m still young / I wanna hold her hand and show her some beauty before this damage is done.«

”The Suburbs”, som også er førstesingle, markerer samtidig et nyt kapitel i Arcade Fires stemningsmæssige udtryk. Det er, som om bandet er blevet mere voksent og har pådraget sig en mere moden, knap så dramatisk måde at formidle sig på. Ligesom man selv har ændret sig siden Funeral-pladen, har canadierne det også. Den til tider overvældende melankoli er blevet afløst af mere afbalancerede og stille arrangementer. ”The Suburbs” er klassisk rockende, men flankeret af smukke violiner. ”Suburban War” nikker anerkendende til Bruce Springsteen og spilles mere gennemført og afslappet end tidligere. Og endelig er ”Wasted Hours” med sin sælsomme country et godt eksempel på, at Arcade Fire ikke kan og vil sættes i bås.

Det ville imidlertid være forkert at påstå, at The Suburbs er ufarlig, uden gnist eller kedelig. Allerede inden udgivelsen var Win Butler ude med en kritik af barndomsheltene Bob Dylan og Joe Strummer fra The Clash. De var også vokset op i forstæderne, men Win mente, at de hele tiden prøvede at være noget, de ikke var. At de fornægtede deres opvækst. Den kritik følger han til dørs på nummeret ”Rococo”: »They seem wild, but they are so tame / they’re moving towards you with their colors all the same / they want to own you but they don’t know what game they’re playing.« Mere dramatisk er det også blevet på lydsiden. Intensiteten er forstærket, og i baggrunden lyder stort anlagte strygere og forvrænget guitar.

De velorkestrerede arrangementer bliver ført videre på ”Sprawl Ι (Flatland)” og ”Half Light Ι”. Og hvor førstnævnte bliver lidt for kvalmende i dens forudsigelige patos, er ”Haft Light Ι” en magtdemonstration. Sammen med hustruen Régine Chassagne gør Win Butler det enkle overdådigt. De to smukke vokaler bliver flot viklet ind i en lækker smeltedigel af drømmekor og violiner. En meget, meget flot sang der fortjener at blive hørt i absolut stilhed.

Stille er det derimod langtfra på ”Ready to Start”. Ligesom på ”Keep the Car Running” fra Neon Bible er det hurtigt og ekstremt tight. Guitarerne er sylespidse, og trommerne banker godt derudad. Win Butlers vokal er desperat, men barsk. Endnu stærkere går det på ”Month of May”, der bliver indledt med den klassiske garagerock-nedtælling; »one, two, three, four« og så fuld gas derfra! Der er en rå og punket attitude over staccato-guitarerne, men her må det være temperamentet, der afgør, om man springer videre eller ej. Det samme gør sig gældende for ”Half Light ΙΙ (No Celebration)” – en hurtig new wave-/keyboard-sag, der aldrig rigtig får udviklet sig i en interessant retning. Ligesom ”Month of May” formår den ikke at bidrage positivt til pladens helhed og ville formentlig føle sig bedre tilpas på en opsamling med B-sider.

Heldigvis har Arcade Fire for vane at levere en stærk slutspurt. På debuten var det med ”Haiti” og ”Rebellion (Lies)”, og på Neon Bible gjorde man med ”Windowsill” og ”No Cars Go” kunsten efter. Og heller ikke på The Suburbs skuffer canadierne. En af Arcade Fires største forcer er opbygningen, strukturen. De er mestre i at holde lytteren hen. Fænomenale til at prikke til en og lade spændingen, kulminationen, tage fra og tage til. Hele tiden kæler de for nysgerrigheden og bryder ud med nerve og indestængt dramatik. ”We Used to Wait” bæres frem af enkelt klaver og klare synthlinjer, og langsomt bygges der på med varierende percussion. Den helt store klimaks udebliver, men deri ligger klassen. Det forløst uforløste.

Anderledes ligetil er det på pladens bedste nummer ”Sprawl ΙΙ (Mountains Beyound Mountains)”. Med den samme lethed og overlegenhed som Kate Bush synger Régine Chassagne over sprøde og spacede synthflader. En fuldstændig fantastisk og medrivende popsang, der går lige i danseskoene. Et ustyrligt simpelt bevis på Arcade Fires tårnhøje niveau. Det imponerende er ikke kun sangene, men den måde de leveres på: drilsk, nysgerrigt og veloplagt. Rent tematisk kan The Suburbs måske virke klejn i forhold til de tidligere mere (indholdsmæssigt) tunge udgivelser, men på deres egen måde er det, som om de har opfundet sig selv igen. De har omsider fundet tilbage til rødderne. Tilbage til forstæderne.

★★★★½☆

13 kommentarer

  • Jeg undrer mig en smule over anmelderens tilsyneladende ukritiske “omfavnelse” af Win Butlers tilgang til sit materiale; altså de amerikanske forstæder og, ikke mindst, forstaden som ide og konfliktzone for generationer af amerikanske børn. Man skulle tro der blev repeteret pligtskyldigt fra pressematerialet?
    Det der generer mig ved Arcade Fire – og især frontmand Win Butler – er ikke så meget det ubetvivlelige drive og scope der i deres musik når den er bedst (hvilket den kun er på ca. en tredjedel af den samlede spilletid på denne gabende drøvtygger af et album, nej, det er den postulerede, påklistrede alvor og drama, hvormed de præsenterer deres stortanlagte “Kunst”. På “Neon Bible” var det tomme tønder der buldrede om kap med en meget endimensionel politisk agitation, på “The Suburbs” er problemet så at en 30 årig mand forsøger at være i øjenhøjde med sit eget yngre jeg i en række simplificerende, nærmest nærsynede, tekster, der giver et meget lidt autentisk og temmeligt pubærtært “repræsentationsrum”, for den musik, der i øvrigt mestendels er temmelig uinteressant (en underlig flad produktion hjælper ikke!) Er Win Butler en dårlig lyriker (grænsende til det elendige)? Måske. Men først og fremmest er den postulerede alvor en enorm forhindring for reel indlevelse. Det virker simpelthen ikke ærligt. Eller oprigtigt.

  • man kan tilføje, at teksterne er mildest talt uopfindsomme! Er der nogen der har talt hvor mange gange i løbet af pladen (som jeg i parantes bemærket finder musikalsk ganske appellerende) hr butler synger om “the kids”…!? Der kunne laves et forrygende (men uansvarligt uhæmmet) drikkespil på den konto….man ville være planløst beruset efter bare to numre og klar til udpumpning efter ca fire eller fem…;)

  • @ hestefar
    Og det er ikke noget du tilfældigvis har læst i Pitchfork’s anmeldelse?? Flot at kritisere ved at tage pointer fra en anmeldelse fra et andet musiksite.

  • Jeg har læst den pointe i ca. hver anden eller tredje internationale anmeldelse jeg har læst (bare rolig, jeg begrænser mig ikke til pitchfork, det ville da svare til som turist kun at besøge københavn når man er i danmark!) Så, norupovic, jeg vil kalde det for videreformidling af en pointe, som jeg ikke har set omtalt i de noget andægtige anmeldelser i de danske medier. Derfor synes jeg pointen er et sjovt kuriosum. Kritik? Måske. Men det var tænkt i en god mening. Som sagt, som et pudsigt kuriosum. Jeg finder, som jeg også nævnte det ovenfor. at albummet er ganske udmærket (yderligere afspilninger vil måske hæve det op til det decideret glimrende…) Så jeg er langt fra ude på at disse nogen (læs: arcade fire)!

  • Jeg kan for det meste godt lide anmeldelserne på denne site, men når jeg sætter mig ned og læser kommentarene til dem, bliver jeg sygt deprimeret pga. folks latterligt spydige kommentarer til hinanden og den negativitet som luften bare er tyk af…

    Jeg kunne også bare lade vær med at læse kommentarene, men det har jeg så gjort.. og bliver bare skuffet..

    Brug dog jeres dejlige liv til noget andet end at skrive så negativt… hop rundt og dans, mens i hører den musik i elsker eller hvad i nu vil…

    Undskyld hvis jeg har fornærmet nogen, men oui oui det er altså min mening..

  • @ Ledehus

    jeg kan sagtens følge dig. jeg mener også det er absolut unødvendigt at kaste med mudder bare fordi det foregår i relativ anonymitet. Jeg synes dog ikker der er tale om mudderkastning i dette tilfælde. Det er set langt værre..det må du medgive!
    Desuden prøvede jeg sådan set at hive debatten i en lødig retning, ved at at skrive at min kritik blev ytret i en god mening. Men skal jeg være ærlig? Så undrer det mig at man (læs: norupovic) kaster sig over en bagatel og bruger den til et “angreb”. Så ja. Tonen kan være unødvendigt hård. Men som sagt: det er set langt værre….sådan er det med nettet og blogs og hvad har vi…folk anser det generelt som en blankocheck til at opføre sig ubehøvlet og negativt, på grænsen til det psykotiske. Som om al den negativitet man rummer og ikke kan få afløb for i den virkelige verden, bare må kanaliseres ud i tasterne! Hvis nettet ikke fandtes, ville regningerne til diverse psykologer og terapeuter sikkert overstige BNP…!

  • @ julian the emperor.

    For blot at korrige den højspændte diskussion herinde kan jeg fortælle dig at jeg ikke modtog pressemateriale i forbindelse med min vurdering af arcade fire- the suburbs. Derfor må min ukritiske omfavnelse altså stå for egen regning.
    Jeg kunne derimod godt tænke mig nogle eksempler på Win Butlers “elendige” lyrik? Det lyder som om der er nok at vælge imellem.
    Slutteligt må jeg pointere at jeg aldrig har påstået at W.B. skriver stærke tekster. Den første tekst-bid fra “The Suburbs” understreger historien om albummets tilblivelse, hvor den anden tegner et, synes jeg, kuriøst portræt af W.B. som meningsdanner.

  • Jeg antydede som sådan ikke at du plukkede fra pressematerialet, men bare at du ligeså godt kunne have skrevet det…;) Lad mig lige set the record straight: Jeg er på ingen måde ude på at disse anmelderen. Jeg synes du gør et fint stykke arbejde og har skrevet en fin anmeldelse. Ok?
    Jeg tog din udfordring op og kiggede Butlers tekster igennem på alle tre plader. The Funeral er faktisk forbavsende stærk tekstmæssigt, hvorfor det undrer mig at det er den samme mand der kan skrive så relativt svag en musiklyrik på de to efterfølgende albums. Jeg gider ikke komme med eks på dårlige tekststumper fordi de udgør 95% af lyrikken på The Suburbs. Det er derfor tæt på meningsløst at udvælge sekvenser, fordi hele albummet består af dårlige sekvenser, for så vidt. Det er dovne, sloganagtige udgydelser, der dog ikke har nok slagkraft endsige “indre sammenhængskraft” til at kunne fremstå som andet end tomme postulater.
    Så jeg vil vende udfordringen i din retning: kan du nævne mig et eks på stærk lyrik på albummet?? Bare to eller tre sammenhængende linier..? Jeg tvivler. Men afventer spændt forsøget…;)

  • @ julian the emperor

    Jeg blander mig forsigtigt! I forhold til diskussionen god/dårlig lyrik er der selvfølgelig nogle objektive “vurderingsmetoder”, som kan give en idé om, hvor vi befinder os kvalitetsmæssigt, men i sidste ende vil en pæn procentdel af en anmeldelse være subjektiv- det siger sig selv. Altså: der kan være tekster, som man kan se nogle kvaliteter i uden nødvendigvis at kunne lide dem… Forstår du? Jeg synes ikke, The Suburbs er sloganagtig; jeg synes tværtimod, at de relativt mange gentagelser skaber en sammenhæng og underbygger “trivialitetstemaet”. Jeg ved ikke, om du forventer Shakespeare-niveau af rockmusikere?? Må jeg få et eksempel på en dygtig rocklyriker? (udover Cohen!) Min pointe er: det virker lidt tyndt, når du siger, at 95% af albummet er dårligt skrevet- uden at komme med eksempler. Det er fint, at du ikke kan lide det, men det betyder ikke, at du “har ret”. I tilfældet Arcade Fire er det i høj grad et spørgsmål om temperament, om det er skabet eller genialt. Det samme gælder eksempelvis Rufus Wainwright.

  • @ Kim
    Selvfølgelig har jeg ikke mere “ret” end andre. Det ville da være faretruende megalomant at påstå det. Ok, du “tvinger” mig til at komme med eks. på Butlers sløve lyrik: Så lad os tage et eks fra pladens første nummer og dens allerførste linier! “In the suburbs I learned to drive/ and you told me we’d never survive”. Ok, hvad kan den linje? Der er ingen poesi, ingen billedskabende elementer, intet reelt indhold eller substans. Jeg vil påstå at det eneste kriterium for de linier er at “drive” og “survive” rimer og derfor er det en sangbar linje, men det gør den ikke indholdsrig, mildest talt.
    I tredje sang er Butler fortsat lyrisk uinspireret når han synger: “Like a record that’s skipping, I’m a modern man/and the clock keeps ticking, I’m a modern man”. Uha, her prøver han sig af med billedsprog, men hvor er det gumpetungt og uelegant. Udover at det, efter en ren æstetisk vurdering, er skidt lyrik, så får man igen fornemmelsen at eneste kriterium er at “ticking” sådan ca. rimer på “skipping”. I “Empty Room” starter sangen således: “Said your name in an empty room/ something I would never do”. Øhh, ok, Win, man fristes til bare at affeje sentensen med en lidt bitchy replik: Hvordan kan rummet være tomt hvis du er i det!? Oh, well…måske et cheap shot!;)
    Hey, i al retfærdighed: her er de to linier jeg finder minimalt engagerende og båret af en vis forfinet iagttagelsesevne: På “City with no children” (typisk patetisk titel på et arcade fire nummer, by the way..), synger Butler: “You never trust a millionaire quoting the sermon on the mount”. Det er da en meget sjov linie. Og i “Half light (part 1) synges linien: “strange how the half-light can make a place new”. Se, det er en god linje, fordi den er båret af en poetisk sensibilitet over for den skæve indfaldsvinkel, den finurlige iagttagelse.
    Gode rocklyrikere, der ikke heder cohen til efternavn?? Der er hundredevis! Jeg gider ikke nævne de mest oplagte og allerede kanoniserede, så hvad med mere underkendte stemmer såsom afdøde vic chesnutt og hey, så er jeg en fan af decideret nonsenslyrik som fx sleigh bells. “Put my a machine on the table, put my b machine in the drawer”. Se, det er da poesi med en vis krøllet effekt!:)

  • @ julian the emperor

    Jeg har nu slået “megaloman” op i Nudansk og er klar til at fortsætte- i øvrigt et godt ord. Helt overordnet: jeg er med på, hvad du siger. Hvis vi tager dit første eksempel “In the suburbs I learned to drive/ and you told me we’d never survive”, så har du selvfølgelig ret i, at der ikke er meget billedskabende i linjen, og den er for så vidt ikke “dyb”. Jeg synes alligevel, den er finurlig, fordi den netop spiller på det dobbelte: er det kørslen eller forstæderne, personen ikke overlever? Indrømmet, samme problematik er sikkert blevet beskrevet mere raffineret tidligere, men jeg synes stadig ikke, det er dårlig lyrik- men lad nu det ligge.

    Når man “vurderer” musiklyrik, synes jeg, det er vigtigt at overveje, hvordan melodi og tekst hjælper hinanden. Derfor kan mange bands slippe afsted med at gentage “tomme linjer”- her er Nephew vel et godt eksempel, men jeg går da ud fra, at de er klar over, hvad de laver…? Jeg mener: fordi musikere har musikken til hjælp, kan de på en eller anden måde “tillade” sig lidt mere, fordi det aldrig har været meningen, at teksten skulle stå alene. Hermed ikke sagt (BESTEMT IKKE!), at alle tekster er lige gode, men blot at der forskel på de to genrer musiklyrik og “alm. lyrik” (det ville være ideelt, hvis der ikke var, men en god melodi rammer nu engang oftest mere rent i hjertet end en god tekst)

    Til sidst og mere generelt: jo, det kunne være lækkert med bedre tekster i meget musik- arcade fire er efter min mening ikke det rigtige sted at starte.

  • @ kim

    godt du kan lyde ordet “megalomant”…!:) jeg er selv en fan af det ord..;)
    jeg er såmænd meget enig med dig når det kommer til en generel “adskillelse” mellem musiklyrik og lyrik i “papirform”. Det er klart at melodilinjen kan passe vældigt godt sammen med ord, der i sig selv ikke er mindeværdige, men i samspil med musikken får en slags resonans, de ellers ikke ville have. Og da jeg genhørte arcade fire-albummet igår tænkte jeg faktisk præcis den tanke; at ordene i fx “city with no children” (men der er talrige andre eks.) fungerer ok når butler synger dem. Fx når han betoner “I have my doubts about it” som en slags eftertanke til den forrige linje. Det virker i tilgift til musikken, hvor det på papiret er ganske ordinært.
    Så langt så godt. Men stadigvæk ville det være ønskværdigt hvis popmusikere generelt formåede at skrive bedre lyrik end det er tilfældet, men som du rigtigt skriver, så rammer den gode melodi ofte mere rent end selve lyrikken. Og det er musikkens privilegium at den ikke er afhængig af ordenes konkrete betydninger, men kan bevæge sig i et abtrakt rum, hvor tid, sted og fortælling ikke er andet end kategorier vi lægger ned over det ordløse mysterium, musikken er. Det er præcis denne kvalitet der gør musik til den måske mest fabelagtige kunstform overhovedet (hvis vi skal være sådan lidt højtravende en tidlig mandag morgen..!)
    Men afsluttende og ang. arcade fire: det generer mig at en anmelder som weekendavisens ukritiske per reinholdt nielsen (han mente også at den ny U2 var fremragende, go figure!) fremhæver butlers “meget fine tekster” og taler om deres evne til at opmale “et psykogeografisk rum”. Jeg skal give ham psykogeografisk rum, skal jeg! Det er som om musikere så snart de arbejder ud fra et koncept (som her: forstæderne) får en fribillet til ros, fordi de formår at tænke konceptuelt og på mere end bare “hjerte-smerte”-dilettanterier. Men efter min bedste overbevisning må man stadig forholde sig til lyrik som lyrik og der er win butler altså ikke i nærheden af “meget fine tekster”! Ikke i nærheden!
    Noget andet er at i samspil med musikken og melodierne der glider lyrikken ned og lad mig slå fast: jeg lytter til “the suburbs” med en mestendels fornøjelse (svipsere aside)…

  • Jaaaaaaaah hehe :D sorry jeg skriver igen :)

    men synes sgu det er en god “snak” i har der :)

    INGEN provokationer.. det er god stil…

    Have a good night ;)

Deltag i debat