Plader

Bahnhof: The Black Circus

Skrevet af Andreas Kousholt

Bahnhof er endnu et indslag på den århusianske electrorock-scene, men de formår ikke at spille sig ud af skyggerne fra deres inspirationskilder.

Århus har affødt og lagt hus til en god del electrorock-bands i dette årtusinde. Ikke mindst Nephew, Veto og Spleen United har lagt sig i smørhullet af den danske rockscenes lune havregrød. Deres øvelokaler er siden blevet overtaget af andre, der håber på at blive de næste, der får en plads i manegen. Et af disse bands er Bahnhof, der i 2007 begik debutpladen Reverse. I den forbindelse præsenterede de noget øretæveindbydende sig selv som de næste »The Raveonettes, Mew, Kashmir eller Figurines« – og det kræver selvsagt et vist format at leve op til den slags postulater. Det format havde debuten langtfra, men den indeholdt dog en god håndfuld fine kompositioner og idéer.

Siden debuten er kvartetten blevet til en trio, og det århusianske, nu hedengangne, pladeselskab Strange Ears er skiftet ud med københavnske Tactic Records. Ændringerne har dog ikke sat nævneværdige fingeraftryk på det musikalske udtryk. Ligesom på forgængeren serverer Bahnhof på opfølgeren The Black Circus en blanding af electrorock – med inspirationen hentet fra 80’er-koryfæer som Depeche Mode og Human League samt fra nyere foregangsmænd inden for genren – og mere ordinær indierock. Den elektroniske del er som oftest repræsenteret ved en gammel, rusten 80’er-synthesizerlyd samt en udpræget studielyd, hvor alt er tilrettelagt ned til mindste detalje. Dette røres sammen med guitarrock, der spænder fra det helt bløde på “Goodnight” til det mere hårde på “The Mirror”.

Som på forgængeren er der en række gode idéer i forhold til arrangement og riff, som især kommer til udtryk i de mange mellemspil. De kan dog ikke stille meget op imod de gennemgående tynde kompositioner, herunder særligt melodilinjerne. Groft sagt er The Black Circus bedre i de instrumentale dele, end når der er sang på. Dette skyldes melodilinjerne, men også at forsanger Janus Jauchs vokal fremstår alt for pæn og desuden mangler kant og selvstændighed. Pragteksemplet er nummeret “Beat City and the Ghost”, der indeholder både pladens klimaks og antiklimaks. Nummerets samplede guitarintro udvikler sig til et højeksplosivt beat, der sender tankerne i retning af nyere danske fænomener som Turboweekend eller When Saints Go Machine, og som giver mig lyst til at finde danseskoene frem. De når dog hverken at blive afstøvet eller kridtet, før den lovende indledning spoleres af et middelmådigt vers og et omkvæd, der får mig til at glemme, hvad det nu egentlig var, der var så fantastisk. Pladens bedste og mest helstøbte skæring er den mørke “Follow the Masses”, der besidder noget af den kvalitet i både komposition, arrangement, vers og omkvæd, som resten af albummet mangler.

The Black Circus bliver generelt lige lovlig leverpostejfarvet og ligegyldig. Bahnhof er for meget en skygge af tidligere og nuværende aktører på samme scene og for lidt Bahnhof. Skal de ryste sig fri af mængden og træde ind i rampelyset, må de enten gøre det, de gør, langt bedre eller finde deres eget udtryk.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat