Plader

Deer Bear: s.t. EP

Skrevet af Camilla Grausen

Metaldreng og electropoppige mødes, og sød folk opstår på århusianske Deer Bears debut. Ep’en viser duoens potentiale, men forsvinder desværre let fra hukommelsen.

Kvoten for bands, der hedder noget med ‘deer’ eller ‘bear’ er ved at være overskredet. Jeg bliver i hvert fald snart forvirret over alle de hjorte- og bjørnebands, der er at holde styr på for tiden. Deerhunter, Deerhoof, The Deer Tracks, Bear in Heaven, Panda Bear, Grizzly Bear, The Bear Quartet og Teddybears er nok for mig. Hvorfor er hjorte og bjørne alles yndlingsdyr, når der er så ustyrligt mange arter at vælge mellem? Giv dog lige giraffen eller pelikanen en chance.

Med alle de lignende navne, der allerede er derude, skiller den nye århusianske duo Deer Bear sig ikke umiddelbart ud. Duoen består af Anne Hjort og Lars Bjørn-Hansen, der sikkert har valgt bandnavnet på grund af deres egne efternavne. En hjort og en bjørn: Deer Bear. Hvor logisk.

Selvom han normalt er forsanger i dødsmetalbandet Koldborn, og hun har en fortid inden for electropop, placerer Deer Bear-projektet sig i en helt anden musikalsk boldgade, idet duoen dyrker en akustisk og lettere melankolsk folkpop. Det er i sig selv dejligt bekræftende for musikkens vidtfavnende væsen, når musikere med vidt forskellige genremæssige afsæt samarbejder.

Duoen har udgivet deres selvbetitlede ep på egen hånd, og der er vist nok mere på vej. Ep’en indeholder tre sange, der alle er drejet om akustisk guitar, klaver og strygere, mens Anne Hjort og Lars Bjørn-Hansen agerer forsangere på skift. Hjort har en smuk stemme med større dybde end makkerens. Hendes vokal lyder som Randi Laubek på “Letters”, men uden at være specielt mindeværdig. Bedst er duoens stemmer i forening; de supplerer hinanden rigtig godt i passager i “A Troubled Heart” og “Like Every Sun”.

Hjortebjørnens tre numre er velspillet folk, der er lidt tung om hjertet. Bandets potentiale virker større, end man får indtryk af på denne ep, hvis numre selv efter en del gennemlytninger går ind ad det ene øre, efterlader en behagelig stemning af nordisk vemod, men alligevel forsvinder ud ad det andet. Ligesom bandets navn drukner i mængden af lignende dyrebandnavne, er duoens numre desværre også hurtigt glemt igen. Forhåbentlig vil bandets udtryk skille sig mere ud på debutalbummet. For der er bestemt et musikalsk grundlag at bygge videre på.

★★★☆☆☆

Deltag i debat