Plader

Drivan: Disko

Skrevet af Camilla Grausen

Norske Kim Hiorthøys nye projekt er bandet Drivan, der med elektronik og svensk sang skaber et hjemmelavet lydbillede, der blander det personlige og upersonlige. Og som er meget langt fra disko.

Nu ved jeg ikke, hvad de der skøre mennesker på den anden side af sundet eller oppe i fjeldene mener, når de siger disko. Men hvad jeg forstår ved disko, er bestemt ikke, hvad skandinaviske Drivans debutalbum indeholder. Heldigvis da. I stedet er Disko et album med en fin perlerække af numre baseret på enkle elektroniske rytmer, klaver og svensk pigesang.

Manden bag orkesteret er nordmanden Kim Hiorthøy, der både er kendt som grafisk designer, kunstner og elektronisk musiker. Han har tidligere udgivet en række electronica-albums under eget navn, senest My Last Day i 2007. Nu har Hiorthøy allieret sig med svenskerne Louise Peterhoff og Lisa Östberg samt finske Kristiina Viiala. Sammen kalder den skandinaviske kvartet sig for Drivan, og med Drivan har Hiorthøy skruet ned for technoen og op for det folkede og sarte i sin musik.

Efter sigende skulle numrene på Disko være blevet til med først et elektronisk loop fra Kim Hiorthøy og derefter tilføjelse af tekst, melodi og sang. Det giver god mening, for den elektroniske rytmebase er central i bandets lyd, selvom det måske nærmere er de svenske pigers melankolske sang, man bemærker i første omgang.

Albummet balancerer et pudsigt sted mellem personligt og upersonligt. Et sted mellem det velkendte og det fremmede. Rundt omkring er genkendelige lyde inkluderet: En dør, der smækker, en kop, der vælter, lidt fløjten, regnvejr, et råb langt væk, skæve klavertoner på tværs af melodien. Så sidder man der i sin stue og prøver at høre en cd, og så begynder naboen at snakke højt, klirre med tallerkner eller spille klaver – kors, hvor irriterende! Nå nej, det er faktisk i musikken. Om forladelse, kære nabo, det var Drivan, ikke dig denne gang.

Ud over disse lyde indledes eller afsluttes nogle numre med snakken på svensk, og det medfører, at det lidt lyder, som om Drivan bare øver sig. Selvom bandet sikkert har helt styr på, hvad de laver, er det alligevel en rigtig hjemmegjort gør det selv-lyd. »Hvis du sidder der med computeren, Kim, kan vi så bare lige optage nogle af de sange, vi arbejder på, herhjemme, mens vi sludrer og vasker op?«

Alt i alt skaber det hele en meget hjemlig stemning. Musikalsk set er det jo ikke nødvendigvis positivt, men det bliver det i samspil med musikkens repeterende rytmer og electronica, altså en forholdsvis steril lyd. Kontrasten mellem den kolde lyd og de varme, hjemlige lyde samt den svensksprogede pigesang er tiltalende. Det giver mig lyst til at blive opslugt midt imellem det personlige og det upersonlige i lyden og til at søge længere ind i albummet for at komme tættere på. En god følelse at sidde med efter endt spilletid på et debutalbum — albummets folktronica-univers må jo være vellykket, når det giver appetit på mere skandinavisk ‘disko’ fra Drivan.

★★★★☆☆

Deltag i debat