Plader

Health: Disco2

Skrevet af Signe Palsøe

Healths brutale og omskiftelige Get Color har fået vækket en blød og ensrettet side gennem en række remix. Ofte er det vellykket, men til tider mangler nødvendigheden.

Siden Health for tre år siden udgav sit selvbetitlede debutalbum, synes bandet at have fået et symbiotisk forhold til ligesindede bands fra den eksperimenterende electronica-scene. Dét fremgår tydeligere end nogensinde, når man lytter til Disco2. Som navnet mere end antyder, er der tale om en konceptuel opfølger til Disco, der fulgte i hælene på debutpladen og med en række remix af dens kaotiske materiale gav Healths musik en – på det tidspunkt – uvant dansabel karakter.

Det var kun, indtil bandet med sidste års Get Color formåede at gøre rå disco og synth til hoveddrivkraften bag deres kværnende og voldsomme, men nu mere strukturerede og melodiøse udskejelser. Disco var målet, og Disco var midlet – i hvert fald var remixalbummets egenskab som led mellem de to hovedudgivelser påfaldende. Det samme kan for så vidt siges om Disco2. Mange af de samme kunstnere samt en håndfuld nye har nemlig endnu en gang haft som mål at dreje Healths numre mod dansegulvet. Hvilket bringer os frem til det eviggyldige spørgsmål om, hvilken farve en smølf bliver, hvis man kvæler den.

I Healths tilfælde bliver den mere blå. Den kratten, brutalitet, smadren, kværnen og omskiftelighed, der karakteriserede originalversionerne, er så godt som forsvundet på Disco2. På deres bekostning har synthen, som også ulmede i eller opsprættede numrene på Get Color, vokset sig til et altoverskyggende bekendtskab, men af en overraskende behersket karakter. Disco2 er tilforladelig, ja, ligefrem pæn. Health har fået tænderne remixet ud af sin monstermaskine. Og havde Karin Dreijer spurgt pænt, havde hun fået lov til at give sit besyv med.

Kan man acceptere dét faktum, er man kommet et godt stykke ad vejen mod en helt fin musikalsk oplevelse. Er der noget, Health endnu er, er det nemlig kompromisløse, og det understreges allerbedst af åbneren “USA Boys”, som er pladens eneste ikke-remixede nummer og byder på nye toner fra bandet selv. I stedet for at gå mod pladens polerede fremtoning omfavner eller måske ligefrem inspirerer den det samlede lydbillede og puster til min lille forestilling om de nære relationer mellem Health og de kunstnere, som remixer deres materiale. Vigtigere er dog, at det sikrer pladen en imponerende homogenitet, der trods alt aldrig gør den ensformig. “USA Boys” er nærmere hegnet om den legeplads, hvorpå hver bidragyder får lov at tumle sig.

Med programmerede, ekkoende beats, en dominerende synthgang og en klippefast struktur lægges bunden for den udsvævende og hjemsøgende vokal, som karakteriserer Health, men som aldrig har fremstået tydeligere i mixet end på “USA Boys” og Disco2 generelt. Og det fungerer eksempelvis fremragende, når Javelins remix af “In Heat” lader vokalbidder slange sig mellem sleazy synthfremstød, der sammen med omskiftelige xylofon- og rytmesektioner skaber et funky og æggende helhedsindtryk midt i de kitschede elementer.

Den efterfølgende “Die Slow” har faktisk fået amputeret alt andet end netop vokalsporet, og det har Tobacco i sit mix lagt ind over en uredigeret version af “Creepy Phone Calls” fra sin nyligt udkomne Maniac Meat. Og som coveret til Disco2 proklamerer: »You will love each other.« De to kunstneres forkærlighed for uhygge og brutalitet kunne næppe møde hinanden i mere passende omgivelser end Tobaccos elektroniske hiphopbeats og Healths spøgelsesvokaler. Derfor er det også vellykket, når Crystal Castles bearbejder “Eat Flesh”, da duoens kolde computersynth med samme store held lader sig fusionere med de karakteristiske vokaler – og endda til en af pladens mest stemningsfulde stunder.

Mere uhåndgribeligt bliver det, når eksempelvis Gold Pandas og Little Louds vokalløse bidrag af mere eller mindre opklippet og sfærisk synth slører originalmaterialet til uigenkendelighed. Selvom der ingen decideret ringe fortolkninger er på Disco2, når man alligevel et par kritiske punkter, efterhånden som pladen skrider frem. Flere kunstnere lader det repetitive, meditative lydbillede være omdrejningspunkt for deres versioner, og selvom det fungerer, ændrer det ikke ved, at Healths oprindelige versioner er af en så opfindsom karakter, at disse mix ikke formår at bidrage med noget, der er interessant nok. Man kan til dels give Disco2’s koncept skylden for dette, og det er da også hovedårsagen til, at pladen ikke er så vellykket som sin forgænger. Hvor Disco havde en mere end legitim dagsorden i at tilføje debutalbummets materiale struktur – og i sig selv fremstod som en helstøbt og kringlet albumoplevelse – er der på Disco2 for mange ensretninger og letkøbte synthløsninger. Der har simpelthen ikke været det samme behov for at udsætte Get Colors numre for en tilsvarende bearbejdning.

Når det er sagt, må det trods alt konstateres, at langt de færreste remixudgivelser har en mission på samme måde som Disco. Set i det lys ligger dens efterfølger nærmere den gennemsnitlige remixplade: Her er et par stensikre hits, en håndfuld solide numre og nogle mere anonyme indslag. At Health samtidig formår at inkorporere så mange nuancer i et helstøbt lydbillede og også giver et bud på, hvad vi kan forvente os fra bandet i fremtiden, er kun et plus. Men fortsætter Health på sit næste album ud ad tangenten dikteret af Disco2, må bandet gerne spare os for endnu en remixudgivelse.

★★★½☆☆

Deltag i debat