Artikler Interview

Hjaltalín – symfonisk lethed

Skrevet af Anna Møller

Hjaltalíns nye album, Terminal, har netop ramt Danmark, og Anna Møller har snakket med bandet om albummet, om drømmen om internationalt gennembrud og om at holde styr på de symfoniske arrangementer.

Det islandske, symfoniske kammerpoporkester Hjaltalín har netop udgivet deres andet album, Terminal, i Danmark og spiller i øjeblikket koncerter i Østeuropa. Jeg fanger deres manager Steinþór på et hotelværelse i Budapest, hvor orkestret har spillet koncert – han er i gang med at knappe sin skjorte, mens en overnattende gæst vågner i hotelsengen bag ham. Very rock’n’roll.

Fra Sleepdrunk Seasons til Terminal
Hjaltalín spillede i Budapest på Sziget Festival 14. august, men orkestret har formentlig deltaget i festlighederne siden da, da de stadig er meget trætte, forklarer manageren. Han giver stafetten videre til sangerinde Sigríður Thorlacíus (Sigga) og pianist Hjörtur Ingvi Jóhannsson, der har taget en kop kaffe med fra morgenmaden.

Hjaltalín i dagligstuen

Hjörtur fortæller: »På det nyeste album er det hele i højere grad end tidligere arrangeret på forhånd. Vi havde et par store livesessioner med et kammermusikorkester, og det forsøgte vi at arbejde videre på efterfølgende. Det første album var mere som en typisk popproduktion, så denne gang har skalaen været meget større. Meget af det, du hører på det nye album, er dermed liveoptrædener, som vi efterfølgende har arbejdet videre på i studiet.«

Orkestret udgav debuten Sleepdrunk Seasons i 2008, hvor bl.a. Örvar fra múm skrev nogle af teksterne. På det nye album er der ligeledes et par af teksterne, der ikke er skrevet af bandet, men de syv medlemmer har i højere grad forsøgt selv på Terminal. For det meste har selve sangskrivningen foregået i samarbejde, frem for at det bare har været en person, der stod for det, og det er da også de store kompositioner og den maksimerede, symfoniske lyd, der er i centrum på det nyeste album. Her har orkestret i endnu højere grad bevæget sig mod det klassiske, som de til stadighed er inspireret af og lytter til.

»Der er åbenlyse forskelle mellem de to albums,« siger Sigga og Hjörtur på samme tid. »På det nye afprøver vi flere forskellige ting og går i flere retninger, og det, synes vi, er sjovt at prøve.«

Terminal indeholder alt fra den musicalinspirerede ”Montabone” til den pulserende førstesingle ”Suitcase Man” til den afdæmpede popsang ”Stay by You”, og det er også svært at sige entydigt, hvad der har dannet inspiration til sangene. Dog fungerer moderne, klassiske komponister til stadighed som lydlig inspiration for musikken.

»Det, der inspirerer os, er nok det samme, som inspirerer til popsange. Det behøver ikke være store, betydningsfulde tanker, men f.eks. også ens forhold. Helt sikkert ikke naturen, i hvert fald. Vi er ret glade mennesker,« siger Sigga og griner.

Det internationale gennembrud
Hjaltalín dyrker en særegen blanding af pop-melodiske elementer, vokalharmonier og duetter mellem de to forsangere Sigga og Högni og så symfoniske kompositioner, der stammer fra medlemmernes primært klassiske uddannelser inden for musikken. Den kombination har båret frugt i Island, hvor de er de nye orkesterdarlings: Bandet har solgt guld i hjemlandet med begge albums, de modtog i marts prisen for bedste popalbum for Terminal (og for årets bedste sangstemme – Sigga) ved Icelandic Music Awards 2009 og har desuden opnået ros fra mange internationale medier. Et egentligt gennembrud uden for Islands grænser har imidlertid indtil videre ladet vente på sig. Jeg bad Sigga og Hjörtur ignorere klicheen om den svære toer og give mig deres bud på den ultimative drøm for den internationale modtagelse af Terminal.

»Det ultimative er naturligvis internationalt gennembrud. Det kunne være rigtig skægt, og det er lidt det, vi går efter,« siger Hjörtur, mens Sigga fortsætter: »Vi har allerede solgt guld i Island med begge albums, og det kunne selvfølgelig være rigtig sjovt at sælge guld i Danmark også. I forhold til liveoptrædener har vi allerede spillet koncert med det islandske symfoniorkester (på Háskólabíó i juni 2010, red.), som jo nok er det største i Island.«

»Man vil ikke gå i vejen for arrangementet, men blive en del af det«
Den islandske musikscene er ikke stor, men har imidlertid tradition for at have store bandkonstellationer med mange medlemmer. Der er ifølge Hjörtur stor forskel på at være en del af et stort orkester frem for et mindre band.

»I et orkester er du ikke hovedattraktionen på scenen, og hvis oboen skal have solo, er du nødt til at træde i baggrunden. Man vil ikke gå i vejen for arrangementet, men blive en del af det. På den anden side har man en anden energi, når man er så mange medlemmer på scenen«.

Hjaltalín by the pool

Högni Egilsson, der komponerer det meste af musikken på papir, er uddannet klassisk komponist. Der er mange elementer og instrumenter på spil i Hjaltalíns lyd, og man kan forestille sig, at det er svært at holde styr på det hele og holde inde, når lyden er stor nok.

Sigga fortæller: »Vi er ikke altid enige om, hvornår der er nok på rent lydmæssigt.« Hjörtur fortsætter: »Nogen gange er der en, der siger: “Skal vi ikke bare tage en kop kaffe og skrælle noget af arrangementet af, før det bliver for stor en lyd”. Men processen sker ret naturligt for os som gruppe, og vi forsøger at undgå en for udstrakt eller omfattende lyd og at være kritiske. Tit er vi dog ikke enige om, hvor meget der skal ske i numrene, men det er nok normalt.«

Koncerten med Islands Symfoniorkester udkommer snart på cd i Island. Til den koncert anvendte orkestret det størst mulige antal instrumenter, men når bandet kommer til Århus og København i september, bliver det uden andre symfoniorkestre end det, de selv repræsenterer. Sigga og Hjörtur glæder sig til at spille i Danmark, men vil ikke røbe, hvad danskerne kan forvente.

»Hvis vi har nogen overraskelser, så fortæller vi dem ikke,« afslutter Sigga mystisk, før jeg siger tak til de to islændinge, der er på vej til koncert i Berlin.

Deltag i debat