Plader

Holmes: Have I Told You Lately That I Loathe You

Skrevet af Jens Blendstrup

Jens Blendstrup sidder på et indelukket kollegieværelse og lytter til Holmes’ næsten for rigtige, småpoppede alt. country.

Der er noget Neil Young over det her. Og lad mig straks indrømme, at jeg ikke er meget for ham. Det er klagesang, desværre uden nogen formildende omstændigheder. Og så den mærkelige lyd af sokker eller tæpper i stortrommen. Måske er det især forsangeren Johan Björklunds nasale, næsten klagende skønsang. Itunes døber Holmes’ stil ‘Alternative’. Så ved man det. Jeg synes dog mere, det minder mig om bands som Crosby, Stills, Nash & Young – og vel egentlig også vores egen Tim Christensen, som også indimellem kan tendere det inderligt fimsede, men kan noget med at gøre det smukt og troværdigt også.

Svenske Holmes kan noget med at producere flot. Det lyder sgu ikke som svenskere et sted i Nordsverige. Kristoffer Bolanders tekster er ganske dygtigt lavet. Der er heller ikke meget blond langt hår og Pripps over Holmes. Det er gennemflot. Men – i det mindste i mine øjne – også røvkedeligt. Bevares, de ser rigtig søde ud i den medfølgende booklet, men de ligner også det, det minder mig om: en meget stille nat i et meget, meget stille rum. Jeg kan ikke høre noget, der skiller sig ud. Jeg kan ikke finde teksternes kerne. Og måske vigtigst: Jeg kan ikke blive rørt. Det forekommer mig, at forsangeren Johan Bjørklund fremsynger alle de rigtige ting, uden at det går ind. Der er noget med »fields«, »lightyear« og »feel«, »you«, »love« og »wake you up« Der er masser af plads. Men det er også det, jeg kalder falde i søvn-musik. Ikke fordi der ikke er gode numre også. “Blod” har en herlig symfonisk bund og nerve. Næsten som R.E.M., da de kunne det dér.

Det er, som om twang-guitaren i åbningsnummeret “True Lies” samt “Olis”, hvor der er lidt mere rum og flere instrumenter, flytter Holmes ud af deres forkrampethed. Men det holder ikke. De vender hele tiden tilbage til de inderlige hestetrukne kedsommeligheder. Og det er her, jeg ser problemet. Selvsmageriet tager simpelthen overhånd. Det er særligt i de stille numre, det går galt. Numre som “A Bad Aubade”, hvor man nærmest bæres til graven eller til kærligheden af inderlighed: »Sun, wake me up, rinse my head, from all the memories / and nighttime dread.« Fint nok, næsten salmeagtigt er det. »Sun, let me love / today / don’t let fear / lead me astray.« Tilsat en lille nænsom akustisk guitar.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal mene. Det er jo livskundskab. Men det er også livskundskab at få teksten til at leve, ud over det. Og det gør den ikke. Jeg vil ikke frelses af sådan et menneske, for det her er klichéer. Og det er altså ikke nogen kunst at skrive dem. Alligevel er der noget over “The Strangest Calm”, der handler om fornemmelsen af fremmedhed: »It’s a storm cloud / it’s a lone crowd / it’s in the eyes of man / too comfortable to care / it’s a blank stare / it’s spreading everywhere / it’s growing day by day / no-one gets away.« Næsten ren Pink Floyd – lyrisk minder nummeret mig om “Comfortably Numb”.

Det er mere interessant, end når forsangeren går ind i sig selv igen, f.eks. i “Malysz”: »I’m still a wasted boy / as all my feathers fall / I can’t stand this cold / and I can’t cleanse this once.« NEJ, men så kom ud af det kollegieværelse og lev! Lad de fjer plukke, for fanden, har man næsten lyst til at skrige. »Hails of fewer comes / I fall asleep for months / I watch my dreams dissolve / as all my feathers fall« – det vil jeg gerne se. Jeg vil gerne se Holmes plukket for fjer. Et godt stykke inde i det 21. århundrede, som vi er i dag.

Alt andet end den der lidelses-flaneren, som meget symptomatisk slutter med “Breathing”: »… Well it’s me and I can’t start / I’m falling back inside these walls / I’ve cut down on weakening demands / I fought of woes but I’m back.« Og der er sikkert mange, der vil kalde det utroligt smukt og nøgent med en mand og et teatralsk klaver, men det er næsten sat så meget i scene, at man som lytter ikke kan gøre andet end at knuge sin ost på det kollegieværelse og græde, når man sætter den ind i køleskabet igen.

Og igen synes jeg, det er for rigtigt med et slutnummer, der starter stille og slutter med det helt store udtræk af instrumenter og ekko og rum. Det ændrer ikke ved min dom over pladen: Det er som at sidde på et meget, meget indelukket kollegieværelse, hvor alle er fuldstændigt enige om at sidde på det kollegieværelse og være fuldstændig stille og nedtrykte og smukke sammen, samtidig med at de er stille og introverte, indtil allersidst, hvor der er en, der går ud med den nedtrykte bakke med drukket grøn te. Træk vejret i et større rum, tak.

★★★☆☆☆

Deltag i debat