Plader

James Yuill: Movement in a Storm

Skrevet af Lise Christensen

Ung mand med sideskilning, sygekassebriller og fingersnilde tilbyder firestjernet underholdning i sommervarmen. Hvad enten du er til dansegulvets elektroniske beats eller stjerneklare nætter om bålet med en guitar i hånden, så er Yuill der for dig.

James Yuill er en herre, der herhjemme – efter sit debutudspil – er blevet omtalt som Englands svar på Mikael Simpson. Han har sideskilning, store sygekassebriller og et talent for at skabe ‘instant pleasure’-musik, der fejer kaffeautomaten på Det Æstetiske Institut i Århus (I ved, den med billedet af den lumsk smilende dame, der lover ‘instant pleasure’) helt af banen. Han er manden, der med Turning Down Water for Air (2008) forenede laptoppens beats med akustisk lejrbålsmusik og skabte charmerende folktronica.

Nu er han tilbage med Movement in a Storm. Væk er lejrbålet med dets naturlige røg og åh, så charmerende gløder i natten. Fornemmelsen af at sidde og lytte til en hyggejam mellem Kings of Convenience, Nick Drake og The Postal Service er aftaget, og i stedet er der fyret op under discokuglen, røgmaskinen og andre party-warty-kneb. Skumfiduser og snobrød er blevet erstattet med kulørte drinks. Hvor den akustiske guitar var midtpunktet i en kreds af elektroniske arrangementer på debutpladen, har de dansevenlige beats, den store brug af kickdrum-samples og de fængende 80’er-synthmelodier nu langt hen ad vejen overtaget lydbilledet. 

Og der er i sandhed fokus på movement. Folktronicaen med førnævnte hyggejamtrio som inspiration er blevet tilført yderligere et par elementer i form af Hot Chips teddybjørns-elektronik (blød og drømmende) kombineret med Caribous mere bastante rytmeslag og synthbølger samt The Whitest Boy Alives gavtyve-electropop.

Dansegulvet bliver letantændeligt på ‘vindharpe’-festnummeret “On Your Own” (der endvidere udmærker sig ved en humoristisk musikvideo, hvor en huleboer af en mand holder hof blandt et hav af mannequindukker, en James Yuill-maske og -hadebilleder, mens han danser rundt i lejligheden i en “Taxi Driver”-parodi). Oppe på beatet er også åbningsnummeret, “Give You Away”, der med sin sarkastiske tekst og sit dystre udtryk optræder som en kærkommen kontrast til pladens overvejende lyst melankolske personlighed.

Der er dog også stadig momenter af mere akustisk folktronica, hvor en oplagt sjælekammerat kunne være engelske Tunng. Et eksempel på det mere akustiske udtryk er “Foreign Shore” – en fin lille ‘nødhjælpssang’, der trods tidligere udsagn stadig har en snert af bålhygge over sig. Her akkompagneres Yuills stemme og guitar af en kvindelig overstemme og enkelte synthakkorder. Et andet mere stille nummer er “Sing Me a Song”, hvor der går utrolig meget The Postal Service i sammensætningen af den simple guitar og det insisterende trommebeat. Men hvor The Postal Service kunne virke lidt forcerede i deres melodier, flyder dette nummer ud af højtalerne som gyldenblød lyd. Der er øjeblikke, hvor man tænker, at nu bliver det lige lovlig sødt det hele, men så redder Yuill det med en god gang fiksfakserier på laptoppen, og sangen får en helt ny energi.

Det er top pop. Det er følsomt uden at blive patetisk sentimentalt. Det er lettilgængeligt uden at miste sin særegenhed og samtidig så udefinerbart genkendeligt, at hovedet selvstændigt bobber af sted til rytmen, længe før erkendelsen når at følge trop. Pladen spænder fra det dystre over det dansable til det melankolske og blander med et vist held musikalske elementer fra et spektrum, der spænder bredt – lige fra folk til house. Den kære Yuill kan sit kram. Resultatet er en vellykket feriedag af en plade.

★★★★½☆

Om skribenten

Lise Christensen

Konkurrenceansvarlig

lise@undertoner.dk

 

Biografi:
Min første plade var Tjajkovskijs Svanesøen. Den købte jeg som ni-årig. Det var i den periode, hvor man også skulle have en Monet-plakat i ramme. Helst en med beroligende åkander. Den klassiske musik fik tre spin, og så tænkte jeg ellers ikke videre over det, indtil jeg kom på uni. Jeg havde været en okay flittig musiklytter indtil, men nærmest med ét blev jeg involveret i et spillested, begyndte at anmelde, afholdt en festival og var da også turen omkring et pladeselskab. Alle sjove og hårde på deres egen facon. Men det mest udfordrende har nu været at skulle forholde sig til musikken på skrift. Et puslespil med umage brikker. Nu er der gået 16 år, og jeg er begyndt at høre neoklassik (foruden elektronisk minimalisme, techno, ambient, skæv pop og engelske mænd, der synger om erotik), og Lille-Lise får et mentalt skulderklap, mens interesserne strejfer hinanden på tværs af tiden.


Fem favoritalbums:
Fuck Buttons: Tarot Sport
Nils Frahm: Felt
Wild Beasts: Smother
Four Tet: Rounds
alva noto & Ryuichi Sakamoto: Insen

Skriv et svar

boeger