Artikler Interview

Jon Spencer – »Jeg er ingen purist«

Skrevet af Lasse Dahl Langbak

Inspirationen fra genrer som rock’n’roll, rockabilly og soul fornægter sig ikke, når man lytter til Jon Spencer. Musikalsk favner han dog langt bredere, siger manden selv og fortæller om en musikinteresse, der begyndte med futuristiske synthesizer-bands.

Jon Spencer med en bestemt, men dog smilende attitude.

Som han sidder der en armslængde fra mig, ligner Jon Spencer ikke en mand, der har et halvt århundredes rock’n’roll-liv bag sig. Han er pæn og velklædt og ser ikke en dag ældre ud, end han er. Tværtimod. Alligevel mærker jeg hurtigt, at Spencer har været i branchen længe, for selvom han på overfladen er høflig, er han det med en bestemt attitude, der klart signalerer, at han gerne vil bestemme interviewets gang. Da han indledningsvis beder mig om at være rar ikke at vælte den kontrabas, der står faretruende nær min venstre arm og fod, er jeg ikke et sekund i tvivl om bemærkningens alvor. Derfor er det også med en vis ængstelse, at jeg forsøger at spørge ind til den parodiske side af The Blues Explosions musik. Bandet har på sine i alt otte fuldlængder trukket veksler på forskellige genrer som rockabilly, rock’n’roll, bluesrock, punkrock, soul og hiphop, i en sammenblanding der godt kan opfattes som en art pastiche på amerikansk rockhistorie. Spencer er ikke direkte uenig i denne karakteristik, men slår samtidig fast, at The Blues Explosion på ingen måde er ment som en joke, hvilket bandet, ifølge Spencer, er blevet opfattet som – især i hjemlandet USA.

»Musikken er kompliceret. Den består af forskellige stilarter og genrer, der er smækket sammen, og fungerer dermed på flere niveauer. Selvom musikken er meget simpel, indeholder den et dybere intellektuelt lag. Samtidig rummer den en glæde, og det forvirrer folk. Især i USA, hvor rock’n’roll skal være seriøst. Den form for rock, som folk mener er rigtig rockmusik, skal være ærlig, poetisk og seriøs. Det, synes jeg, er en skam. Rock’n’roll kan godt kan have en skønhed, men det må også gerne være sjovt. The Blues Explosion er og var, jeg hader dette ord, et postmoderne band. Alle kunstnere i dag arbejder i den verden, men vi og jeg er meget seriøse. Vi bevæger os inden for velkendte territorier, men det er ikke ment som en joke. Jeg dannede bandet, fordi musik betød alt for mig. Så det har såret mig, at nogen afviser bandet, fordi de mener, det er en joke.«

Musikalsk tidsrejse
Da jeg spørger Spencer, hvornår hans interesse for traditionelle musikgenrer, som også kan spores under støjen i hans tidligere band Pussy Galore og ej kan fornægtes i hans nuværende rockabilly-band Heavy Trash, begyndte, fortæller han, at han voksede op i en lille by i staten New Hampshire i det nordøstlige USA, to og en halv times køretur fra den nærmeste by. Tiden var 70’erne, og den storladne rock’n’roll, der dominerede på datidens FM-bånd, fandt han forfærdelig. Derfor vendte han, som enhver anden ung ville gøre, den type musik ryggen og blev i stedet interesseret i en musik, der befandt sig milevidt fra 70’er-rock’n’roll. Troede han.

»Den første musik, jeg blev interesseret i, var på overfladen langt fra rock’n’roll – eller i hvert fald den klassiske form for rock’n’roll. Jeg var interesseret i bands som Devo, The Residents, Kraftwerk. Bands, der anvendte synthesizere, bands med et stærkt visuelt element, bands, der var futuristiske. Nu forstår jeg, at alle disse bands havde rødder tilbage i rockhistorien. De trak på musikhistorien,« siger Spencer og fortsætter:

»Jeg var meget interesseret i nye lyde, synthesizere. Jeg blev meget interesseret i industrial noise, komplet aggressiv musik som Test Department, Throbbing Gristle, Einstürzende Neubauten og Swans, ekstrem musik og no wave fra New York. Men efterhånden, som årene er gået, er jeg blevet mere og mere interesseret i gamle lyde og traditionel musik. Blues, country, soul.«

Hvordan kan det være, at din interesse er skiftet?
»Man sporer musikken tilbage i tid. Hvis man eksempelvis lytter til en plade med Gun Club og hører covernummeret ”Priester Blues”, vil man, hvis man undersøger sangens ophav, støde på en fyr, der hedder Robert Johnson. Rock’n’roll er en oral tradition. Det er noget, der bliver givet videre. Når man er fan af musikken, og når man studerer den, som jeg gør, vil der altid være spor, man kan og vil følge.«

Din egen musik har primært rødder i en rock’n’roll-tradition fra 50’erne?
»Nej, ikke altid. Har du nogensinde hørt Pussy Galore?«

Ja, men jeg sagde primært…

Hurtigt kaster Spencer et nyt argument på bordet:

»Jeg har lige udgivet en plade med min kone (Cristina Martinez, red.) og den hollandske musiker Solex. Den er baseret på samples og lyder som en funky Captain Beefheart,« siger Spencer og hæver derpå pludselig stemmen som for at understrege en vigtig pointe:

»Okay, måske har jeg altid haft Carl Perkins eller Howlin’ Wolf i mit baghoved. Helt sikkert. Det er visse arketyper, jeg bærer rundt på, og som er i mit blod. Men jeg synes ikke, den plade, jeg har lavet med Christina, har forbindelse med 50’ernes musik. Min musik behøver ikke være inspireret af 50’ernes rock’n’roll. Heavy Trash er ikke kun et rockabilly-band. Vi trækker på en masse influenser fra forskellige typer musik. Vi er ikke purister. Det vigtigste er sangen, så hvis det vil hjælpe sangen at mixe den på en computer, så gør vi det. Sam Phillips i Sun Studios brugte ikke en computer, men det er okay for mig at gøre det, selvom jeg godt nok hælder mest til gammeldags teknologi og lyd.«

Et stort puslespil
The Blues Explosions 20-årsjubilæum er både blevet markeret med en gendannelse af bandet (indtil videre dog kun i live-regi) og genudgivelser af samtlige Blues Explosion-plader. Genudgivelsesprojektet er ambitiøst, for Spencer vil som erklæret bandleder og -manager ikke blot gøre det hele selv. Genudgivelserne skal også være fuldstændig komplette, så de også bliver interessante for dem, der kender og eventuelt ejer pladerne i forvejen. Det indebærer, at hver evig eneste optagelse, bandet indspillede i forbindelse med en plade, skal med på den pågældende genudgivelse. Optagelserne har været svære at finde og ofte også svære at identificere. Undervejs i processen er han bl.a. stødt på et nummer ved navn “Hairspray”, som han overhovedet ikke erindrer at have indspillet, og han har også måttet ‘bage’ enkelte alt for slidte bånd i ovnen for at gøre det muligt overhovedet at afspille dem. En metode, der skulle virke fint.

»Det har været hårdt og svært at finde alt materialet. Bandet ejer det hele, men ikke alt har været i mit hus. Noget var her, og noget var der. Min hukommelse er samtidig ikke så god, så jeg kan ikke helt huske, hvad der er sket. Det har været som at samle et stort puslespil at sammensætte genudgivelserne,« siger Spencer om processen, der indtil videre har resulteret i genudgivelser af Now I Got Worry og livepladen Controversial Negro. Det resterende bagkatalog skulle efter planen udkomme i nye versioner i løbet af i år.

Deltag i debat