Plader

Kaigen21meiso: Root Is the New Leaf

Skrevet af Anders Mortensen

Når man stort set kun kender til engelsk- og dansksproget hiphop, kræver det en vis indsats at høre en japaner og en hawaiianer rappe på deres egne modersmål. Jeg forstår ikke et ord – men det er lige meget.

Hvor blev jeg efterladt underligt kold under første gennemlytning af Root Is the New Leaf, og hvor har jeg bare ikke andre end mig selv at give skylden for det. Når man stort set kun har kendskab til engelsk- og dansksproget hiphop, kan det være lidt af et sonisk spring at skulle lytte til en japaner og en hawaiianer, Kaigen og Meiso, galoppere af sted med japansk speedrap hen over typisk krakelerende Sole-/Anticon-beats. I modsætning til de to rappere måtte jeg holde tungen lige i munden og glemme min vante tilgang til hiphop, og selvom jeg ikke har lært et ord japansk af pladen, har jeg fattet det sunde i ikke at forstå en skid.

Jeg har været småt omkring andetsproget hiphop. Tilbage i folkeskolen var der er en kort periode med fransk rap, men det var mest (læs: kun), fordi pigerne kunne lide det, senere var det tysk hiphop på VIVA med Deichkind og Die Fantastischen Vier og så den den uundgåelige svensker, Petter. Af årsager, der ikke gælder andre genrer for mit vedkommende, betyder dét, at jeg kan forstå det sprog, der rappes på, utrolig meget, fordi jeg skal have lyrikken; jeg skal have mine »niggas« og mine »motherfuckers«, tak. Musikalsk tryghedsnarkomani, muligvis, men genkendeligheden ved hiphoplyrik er en af årsagerne til, at jeg holder så meget af genren – og samtidig medvirkende til, at jeg er kørt en smule træt i alternativ hiphop. Så derfor var Root Is the New Leaf et prøvende bekendtskab i begyndelsen. Ordene og deres betydning var og er selvsagt væk for mig, da jeg stort set ikke kan et ord japansk, og at skulle tvinge en rapper til kun at bruge ordene sushi, sayonara og konichiwa er nok lige lovlig vestligt tænkt af mig, og derfor lægger jeg mærke til produktionerne og sproglyden i stedet.

Sole, medstifter af Anticon, har i hvert fald lagt sig over det meste af produktionen. Vi taler pulserende beats i staccatoflugt hen over forvirrede, androide lydlandskaber. Vi taler høj hastighed – både fra det, der kommer ud af de enkelte rapperes svælg, og i den altid nærværende kamp mellem fjerdedele, sekstendedele og andre dele, hvor ingen rigtig vinder, selvom der findes et fuldendt og dybt fængende udtryk i den evige snublen mellem beat og boxer. Hvert enkelt nummer går sine veje, og Anticon-folkene har aldrig været bange for at nå så vidt omkring som muligt i løbet af meget begrænset tid. Den lydlige dybde rækker stadig mange lag ned i rytmerne og rimene; der ligger altid noget under noget andet, og udskiftningen mellem under, andet og noget er konstant i denne gren af alternativ hiphop. Omkvædene er der, men man forventer dem ikke på grund af den stream of consciousness, som de fleste inden for scenen benytter sig af. Så mestendels lyder hele pladen, som jeg havde forventet. Og for mig og min træthed over for lige denne lyd er det ikke nødvendigvis en utvetydigt god ting, for al den ovennævnte fabuleren om lag og beats – og hvad har vi – er desværre både Sole-lydens styrke og svaghed, da den tit gnaver sig selv lige i sin ellers velment skæve røv.

Men der er noget over Root Is the New Leaf, der løfter værket fra blot at være endnu en kryptisk tilgang til en kommerciel genre til en af årets bedste alternative hiphopudgivelser. Der er kommet flere bangers ud af den velkendte lyd, end man ellers er vant til. Eksempelvis i ”Man ov the Year”, der lyder som Knight Rider fanget i en fremtidsghetto med bassen som den eneste asfalt, eller ‘nede på jorden’-electronicaen i ”Original Gaian” med sine helt, helt klassisk, småforelskede beats. I ”Brave Small World” er fragmenterede horn, violin, elguitar og japanske instrumenter sat op mod gæsterappere fra Tyskland, Sverige og USA, og ja, man fatter hat af, hvad der bliver sagt, men det svinger hårdt, og det skal pladen virkelig have.

Selvom der er flere dystopiske stemninger at finde på Root Is the New Leaf, formår den på ret elegant vis alligevel at undslippe den introverte stemning, der ofte præger alternativ hiphop, og det er jeg den meget taknemmelig for. Den lysner og løsner op, fordi den lader eksperimenterne og melodierne eksistere uden at vægte det ene særlig meget højere end det andet.

Men for at vende tilbage til hele problemet med ikke at få noget serveret på den tekstmæssige side: Det betyder intet, at jeg hverken forstår Kaigen eller Meiso. Den mest glædelige overraskelse, pladen har givet mig, er, hvor meget jeg elsker at lytte til rap. Folk, der rimer over et beat. Ikke det, de siger, men måden de gør det på. Et tight flow er et tight flow uanset sprog, og så må betydningen en gang imellem komme i anden række.

★★★★☆☆

Deltag i debat