Plader

Kele: The Boxer

Bloc Party-frontmandens soloplade, The Boxer, er desværre ikke ‘the big champ’, for allerede efter tredje omgang begynder træthedstegnene at vise sig. Kele går godt nok tiden ud, men det bliver ikke til en entydig og klar pointsejr.

Kele, bedst kendt som forsanger i Bloc Party, havde egentlig bestemt sig for at tage et år ud af kalenderen og glemme alt om musikken, men de kreative impulser var så store, at han ikke kunne lade idéerne ligge, så i stedet bookede han studietid, og det er der kommet The Boxer ud af.

Det er en plade, der leger med det elektroniske udtryk i rock- eller popskabeloner, og Kele har helt sikkert haft gode intentioner om ikke at lave en Bloc Party-kopiplade. Jo længere man kommer ind i The Boxer, jo sværere bliver det imidlertid for Kele at skjule, hvor han kommer fra – og ikke kun fordi vokalen er genkendelig. Det viser sig nemlig, at The Boxer ligger fint i tråd med Bloc Partys seneste udspil, Intimacy.

Det lyder godt nok, som om Kele har haft en masse nye idéer på tegnebrættet, da han gik i studiet, og indledningen er da også skarp, potent og markant elektronisk. Det ændrer sig gradvist gennem pladen, og allerede ved tredje nummer, singlen “Tenderoni”, får man et nys om, hvad der venter.

Kele har muligvis ikke haft nok kreativitet i posen eller modet til at gå linen helt ud, for lige så stille og roligt udvikler The Boxer sig til en mild form for Bloc Party-remix. Albummet bevæger sig fra de første numres introverte electronica-/techno-klingende udtryk over mod det mere melodiøse og genkendelige, hvor man kender lyden fra de tre Bloc Party-plader.

Der er bestemt gode numre på The Boxer. Faktisk er det en ganske udmærket plade – men den river sig ikke rigtig løs fra Keles tidligere meritter, og det er yderst svært at se bort fra det faktum. Numre som “Unholy Thoughts” og “Rise” er fantastisk smukke og iørefaldende. “Tenderoni” er ligeledes dragende og appellerende, men derud, hvor pladen for alvor kunne hæve sig over både det middelmådige og Bloc Party-spøgelset, bevæger Kele sig lidt for sjældent.

“On the Lam” har f.eks. en helt perfekt kombination mellem det dansable og det messende. Der går både ambient og house i den, og Kele rammer det ind i nogle technoskitser, som virkelig trykker på den indre beatmaskine. Her leges også med forskellige vokaler og fine breaks – alt i alt et super bud på elektronisk pop/rock anno 2010.

Mange musikere ville sikkert være misundelig over Keles evner til at frembringe denne form for musik, når han nu egentlig havde trukket det musikalske stik et års tid. The Boxer er en fin pausefisk, men jeg foretrækker Kele, når hans kreativitet får selskab af resten af Bloc Party. Sammen virker de langt mere helstøbte og knap så fragmenterede og eksperimenterende, som Kele fremstår, når han selv sidder i studiet og leger med mekanikken.

★★★½☆☆

Deltag i debat