Plader

Kellermensch: Narcissus EP

Kellermensch er kendt for et dystert metalunivers, så når deres seneste udspil af bandet selv beskrives med ord som ‘smuk’ og ‘opløftende’, er man tvunget til at løfte et øjenbryn.

Kellermensch fik i sin tid ros for deres genremix, deres mørke intensitet og deres overraskende brug af growl, og Undertoner kvitterede dengang med fire et halvt flotte U’er.

Nu kommer så efterfølgeren, eller mellemspillet om man vil. For at sige det med guitarist Sebastian Wolffs egne ord: »Vi ville arbejde med vores svage punkter på denne ep. Vi betragtede det som en mulighed for at lufte vores dæmoner, inden arbejdet med vores anden plade begynder,« siger han og fortsætter mere konkret: »Vores debutalbum er meget tungt, dystert og slæbende. Derfor ville vi forsøge at arbejde med det dansable, det opløftende og det smukke på ep’en,« men han tilføjer dog, at det ikke sker på bekostning af deres sørgmodige grundtema. En måske mildt paradoksal udtalelse, og resultatet kan heller ikke helt beskrives med de ord.

Ep’en indeholder otte numre – fire nye og fire ‘bonus’-tracks i form af liveoptagelser fra en radiosession hos BBC. Hvis man køber ep’en på Itunes, følger disse bonustracks dog ikke med, men mere om disse tracks senere.

Det begynder godt. Det begynder faktisk rigtig godt. Titelnummeret “Narcissus” er ganske rigtigt en mere lowkey, smuk sang med et afslappet klavertema, der supplerer den bløde vokal glimrende. Som i mange rockede ballader er dynamisk progression uundgåelig, og nummeret kulminerer i guitar og trommer. Dog holder vi i et lettilgængeligt lydunivers, hvor alle kan følge med.

Hvis ‘det dansable’ skal beskrive et nummer, må det være “Army Ants”, der er tale om. Det er også det nummer, de danske radiostationer har kastet deres kærlighed på. Det er et fint poprock-nummer med et noget klichépræget tema. Man kan forestille sig, at det er en hilsen til Tom Waits’ nummer af samme navn. I så fald taler Tom Waits’ egne ord fint for sig selv. Et nummer, der, bortset fra lille portion af deres ‘velkendte’ growl i slutningen, lyder som en million andre poprockede hits. Et fængende omkvæd osv… Man kender opskriften. Nogle vil sikkert elske nummeret, andre finde det uinteressant. Jeg hører til sidstnævnte gruppe.

Lidt mere trashet og larmet er pladens tredje nummer, der rammende er navngivet “Rattle the Bones”. Her kommer growlet igen frem fra skabet og bliver benyttet på samme facon, som rosen beskrev i anmeldelsen af debutalbummet – anderledes og velfungerende. “30 Silver Coins” indledes af skæve smerteråb og markerede trommer. Et fint møde mellem det smukke og sørgmodige, uden at det drukner i Kleenex og klichéer.

Tools nummer “Reflection” fra Lateralus er også inspireret af myten om Narcissus, og mange andre kunstnere har benyttet denne myte, bl.a. Bob Dylan og Genesis. Altså ikke ligefrem en original idé, men man kan argumentere for, at Kellermensch fordyber sig mere i universet end andre – Fyodor Dostojevskij, der har skrevet “Kældermennesket” (romanen, bandet har taget sit navn fra), benyttede denne type karakterer. Der er med andre ord en sammenhæng at spore i hele Kellermensch-universet, som må siges at være om ikke unik, så i det mindste interessant.

Et par hurtige ord om liveoptagelserne: Et ligegyldigt cover af TV on the Radio-nummeret “Wolf Like Me”, der blot lyder som en lidt tungere udgave af originalen, og tre numre fra debutpladen, som du lige så godt kan høre i originalversionerne. Jeg mistænker her Kellermensch for at være lidt stolte over at have indspillet i Maida Vale Studios, og derfor har de smækket nogle numre med tilhørende kommentarer og præsentation fra radioværten på ep’en.

Man kan kritisere Kellermensch for ikke rigtig at opnå det, de selv præsenterer ep’en som – for den lyder meget som debutalbummet, men alt i alt fungerer de nye numre godt, og de er værd at lytte til. Nu er ‘dansabel’, ‘opløftende’ og ‘smuk’ også en meget subjektive størrelser at forholde sig til. Det er ikke som at sige ‘poprock’, ‘feelgood’ og ‘pladderromantisk’. Og derfor leverer de, på deres egen måde, også den vare, de lægger op til. Men at sige de ligefrem bevæger sig væk fra det, vi kender, vil være en overdrivelse.

★★★★☆☆

1 kommentar

  • Musikalske slægtninge: Deftones og Tool!?!?
    Det har jeg godt nok svært ved at anerkende, hverken nu eller på debuten

Leave a Reply