Plader

Klaxons: Surfing the Void

Skrevet af Christian Birk

Surfing the Void er britiske Klaxons’ imødesete andet album. Rent kunstnerisk er den ikke langt fra debuten, og det er både godt og skidt.

For et par dage siden fik jeg en mail fra min redaktør her på Undertoner. En god mail med et godt tilbud. Mailen indeholdt link til et stream af britiske Klaxons’ nyeste skive, Surfing the Void, og medførte samtidig for mig et skæbnesvangert og lidt angstprovokerende øjeblik. Spoler vi filmen tre år tilbage til foråret og sommeren 2007 bestod sæsonens soundtrack af hits fra Myths of the Near Future. Denne var Klaxons’ debutplade, og uden at have hørt andet end et par singler havde jeg besluttet mig for at være i opposition. ”Atlantis to Interzone” var førstesingle, og alene det nummer, med dets ultra-enerverende stroboskop-pop, gav mig en god undskyldning for at være imod den samlede gruppe af ‘new rave’-bands.

Særligt det toneangivende musikmagasin NME (og nogle hurtigt tænkende pladeselskabsfolk) havde op til udgivelsen af Myths of the Near Future opfundet denne nye genrekasse og puttet Klaxons i den. Det passede mig særdeles godt, for nu var jeg ikke kun i opposition til et band, men erklæret modstander af en genre. Det var ved at blive politisk. Det har det så været indtil for et par dage siden, hvor jeg fik en mail fra min redaktør. Jeg er blødt op siden sidst. Og det faktum, at new rave-bølgen, med alle dens sirener, er gået i sig selv igen, har formentlig hjulpet i processen. Derfor var det dog også med en vis tilfredsstillelse (omend begrænset nydelse) at jeg kunne konstatere, at Myths of the Near Future var andet end smileyfaces, moderne dancepop og knæklys. Hvis man lytter godt efter, vil jeg ikke afvise, at man kan finde både gode og interessante melodier.

Midt i min beherskede eufori fik jeg smidt Surfing the Void i rotation hjemme i stuen. Jeg fik dog ikke mulighed for at danne mig et ret nuanceret billede af pladen, før der igen var stille i lejligheden. Min kæreste var i mellemtiden kommet hjem, og to minutter inde i titelsangen havde hun fået nok. Jeg blev forvist til et andet rum, og med hørebøfferne på kunne jeg se, hvad hun havde prøvet at fortælle. ”Surfing the Void” er i familie med ”Atlantis to Interzone”, og ligesom dén er den et studie i infernalsk og larmende støjkaos. En form for ADHD-rock, hvor hvinende guitarer og skingre vokaler snubler over hinanden og efterlader lytteren forpustet og rastløs.

Havde det ikke været for den fine  og energiske opvarmning, pladens to første numre ”Echoes” og ”The Same Space”, var jeg formentlig hoppet ud af vinduet i afmagt. Så galt gik det heldigvis ikke, men alligevel føler jeg mig stadig nødsaget til at advare mod Klaxons’ hårdtpumpede vanvidsrock. Også på ”Flashover” og i særdeleshed på ”Cypherspeed” bliver man ramt af et hult skrig. Tomme trommer buldrer på livet løs, mens forsanger Jamie Reynolds, tydeligvis påvirket, skrattende forsøger at komme helskindet igennem. Det er uhørt trættende og skabet. Og man undrer sig over, hvilken sindsstemning man skal være i for at få noget ud af disse numres fuldbyrdede musikalske overgreb.

Gudskelov er Klaxons en integreret del af den britiske musikscene, som i årtier har haft succes med at spille energiske og medrivende popsange. Med en næsten provokerende lethed, charme og frækhed har bands som Arctic Monkeys, Franz Ferdinand og Bloc Party krydset Atlanten og er vendt tiljublede tilbage. Nogle af de samme egenskaber fremviser Klaxons med ”Future Memories” og ”Twin Flames”. Hvor lidelsesfællerne særligt skuer tilbage, er Surfing the Void mere futuristisk og fremsynet i sit udtryk. ”Future Memories” er et godt eksempel på Klaxons’ forkærlighed for sci-fi (se albumcoveret) og fremtidsrock. Atmosfæriske synthflader skaber her flotte rammer for deres iørefaldende poprock. ”Twin Flames” er mere funky og loose, men med livlige trommer og skarpe keyboards skal den nok få folk på dansegulvet.

Det bliver sandsynligvis til en ekstra svingom, hvis dj’en bringer ”Extra Astronomical” i spil. Hvor ”Cypherspeed” og flere andre fejler i overgearet muskelrock, er nummeret her langt mere tøjlet. Vildskab er der masser af, men rammerne er mere kontrollerede. Det klæder nummeret, og hvis du skruer højt nok op, er det som at få et hårdt knytnæveslag i ansigtet. Slagene kommer i en lind strøm, men den sprængfarlige cocktail gør, at du vil tigge og bede om en ekstra tur i ringen.

Overordnet er Surfing the Void en god opfølger til gennembrudspladen. Selvom jeg havde og stadig nærer forbehold over for Klaxons og deres (mediepåvirkede) lyd, er det svært at sidde stille, når de skruer op for charmen. Med en genkendelig karisma og et upåklageligt samspil beviser kvartetten, at de har deres berettigelse på en i øvrigt vanvittig talentfuld og ærgerrig musikscene. Man kan fornemme, at de nyder deres job, og glæden går lige i bentøjet. De alt for hidsige energi-udladninger trækker dog gevaldigt ned i helhedsindtrykket. Det kan nemlig blive lidt svært at nyde de interessante popperler, hvis man konstant er nervøs for, om Klaxons sætter strøm til.

★★★½☆☆

1 kommentar

  • Dejligt med en anmelder, der åbent bekender kulør. Jeg kan personligt godt lide “Myths of..”, så jeg glæder mig til at gå igang med “Surfing the Void”.
    Mellemkarakters anmeldelserne er de sværeste at skrive, men jeg synes, du formår at lave en der både siger noget om pladen og er læsværdig.

Deltag i debat