Nyheder

Marissa Nadler udgiver hjemmelavet album

Drømmende, gotiskt og hamrende smukt. Ja, Marissa Nadlers udtryk er ikke af denne verden. Den amerikanske mystiker har lige siden udgivelsen af Ballads of Living and Dying tryllebundet drømmere og fantaster verden over med sine narkotisk drømmende folksange, der, indsmurt i en nærmest spøgelsesagtig rumklang, etablerer et musikalsk eventyrland, hvor pastorale metaforer og fortællinger om forlist kærlighed dystert florerer.

Hører man til dem, der bare ikke kan få nok af denne musikalske ener, og hendes særegne univers, er der nu godt nyt. Ovre på Nadlers webshop kan du nu købe et spritnyt album, hvor den amerikanske sangfugl fortolker 17 af sine favoritsange. Marissa Nadler står selv for distributionen samt artworket, og ifølge hende selv går et muligt overskud til finansieringen af et kommende album.

Deltag i debat