Plader

Menomena: Mines

Menomena er kendt for deres eksperimenterende tilgang til musik og har høstet stor ros for deres to forrige albums. Nu er Mines på gaden, og den byder på endnu en kreativ genrerejse.

Når et band vælger at basere hele sin produktion på et computerprogram skrevet af et af medlemmerne, er der dannet grobund for noget unikt og kreativt. Menomena beviste allerede med deres første album, I Am the Fun Blame Monster, at de kunne levere noget andet og mere end så mange andre, og hitsinglen “Strongest Man in the World” var en rejse ind i blide klavertoner, aggressive trommer og guitarstøj. Bestemt ikke easy-listening, men det holdt 100 pct. Andet udspil, Friend and Foe fra 2007 (jeg vælger ikke at tælle danseforestillingssoundtracket Under an Hour med som en af ‘deres’ udgivelser), blev rost for sin alsidighed og varierende udformning.

Bandets tredje udspil, Mines, kom så på gaden denne sommer. Konceptet er det samme, som det altid har været: Brent Knopfs program Deeler benyttes, og programmet optager og looper så de musikbidder, de tre medlemmer demokratisk skiftes til at indspille – et koncept, der bevirker, at hvert medlems kreative sind får mulighed for at bidrage til nummeret. Her er det værd at nævne, at der ikke er en fast sanger i bandet – de skiftes.

Men hvilken kreativ genrerejse tager Menomena os så med på denne gang?

En middelmådig bumletur, der svinger mellem oprigtig eksperimenteren og ligegyldig poprock. Pladen begynder ganske glimrende med den afpillede “Queen Black Acid”, der er et pænt nummer baseret på let, klimprende guitar og et enkelt kantslagstrommeriff – der så, i den skønneste forstand, svines til med mudret, skrigende guitar for ligesom at få lidt ølpletter på den fine skjorte. Ikke et nummer, der går over i historiebøgerne, men det skyder pladen godt i gang.

Den efterfølgende “Taos” er som sådan et fint rocknummer, men det er, som om den velkendte eksperimenteren forsvinder til fordel for mit netop selvopfundne begreb ‘Muse-ificering’. Storslåethed, der pludselig brydes ned og erstattes af et klassisk inspireret klaverspil, og man sidder tilbage med den – i musik – farlige og desværre velkendte følelse af, at man har hørt det en million gange før. Det er ærgerligt, for Menomena er uden tvivl i stand til at levere kompositioner, der er andet end velkendte.

På “Dirty Cartoons” begynder det igen at smage af noget. Et nummer, der indeholder interessante stemningsskift i form af en dyb, mørk strengebrølen og lette hi-hat-slag, der skiftevis trækker nummerets stemning ned i dybet og løfter det op i lettere luftlag. Og da nummeret går over i den instrumentelt legende “Tithe”, med sin Kalimba, slæbende vokal og distortede guitarstøj, bliver det kun endnu bedre.

“BOTE” er endnu en heftigt kørende rockskæring, der sagtens kan fange det rette publikum. Personligt synes jeg ikke, der er meget kød på. “Oh Pretty Boy, You’re Such a Big Boy” er til gengæld en helt fantastisk rejse ind i et Nick Cave-dystert mørke. De, simpelt sagt, ‘arabiske’ harmonier, de legende synthelementer og den trampende optakt fra klaveret resulterer i et nummer, hvor man om noget kan høre hele Menomena-konceptet udfolde sig. Nemlig den gradvist opbyggende produktion, der er baseret på medlemmernes skiften til at indføre elementer i nummeret. Et nummer, jeg kan høre igen og igen i jagten på de små detaljer.

Alt i alt er Mines en meget svingende oplevelse. Hvis man leder efter det mere rå, ‘stadionrockede’ om man vil, vil den ene halvdel af pladen tiltale. Hvis man mere er til det eksperimenterende og ‘ujævne’, vil den anden. Jeg hører til de sidstnævnte. Men ligegyldigt hvad, så er det godt håndværk.

★★★★½☆

Om skribenten

Mads Simon Hestbech

 
Biografi:
Historien om musikken og mig starter som så mange andres med en far og en pladesamling. Den pladesamling indeholder bl.a. The Wall, A Whiter Shade of Pale, A Night at the Opera... listen fortsætter. Derudover blev jeg som seks-årig sat ned foran en klaverlærer, da jeg havde en tendens til at tæve på tangenterne i dagligstuens ældre model af slagsen, altså klaver, ikke lærer. Hvis jeg absolut skulle banke hæmningsløst på de hvide og sorte tangenter, kunne jeg lige så godt lære at gøre det ordentligt. Efter seks år med polske lærerinder og en søster, der bag lukkede døre hørte alt fra grungerock til 90'er-pop, besluttede jeg mig for at sparke klaverstolen væk og udskifte den med en six string, færre nodepapirer og flere armbevægelser. Interessen udviklede sig så senere over til den firestrengende, og jeg forsøger nu at vedligeholde min passion for begge instrumenter. Da jeg så samtidigt elsker at skrive, kulminerede det i en ansøgning til Undertoner.dk, der har givet mig mulighed for at videreformidle mine tanker om musik.
Ud over det læser jeg journalistisk på Danmarks Journalisthøjskole, hvor min praktiktid afsones på DRs kulturredaktion, hvor jeg bl.a. har lavet Smagsdommerne, "Musik i Virkeligheden" og Kulturnyt.
 
Fem favoritalbum:
Pink Floyd: Dark Side of the Moon
The Crooked Spoke: The One You Left Behind
The Decemberists: Crane Wife
Electric Light Orchestra: A New World Record
Tool: Lateralus

Skriv et svar