Plader

My Sleeping Karma: Tri

Skrevet af Christian Klauber

Tag med My Sleeping Karma på groovy, stonerrocket rundrejse i hinduismen.

Karma betyder ‘gerningerne, der binder’. Loven om karma er den livslov, der bestemmer, hvilken eksistens sjælen får i en ny genfødsel. »Som man sår, sådan høster man,« kunne man også sige. Menneskets handlinger og livsstil bestemmer altså den næste genfødsel, og menneskets skæbne er dermed selvforskyldt.

At My Sleeping Karmas karma er sovende, bør man tage med et gran salt, om end jeg rent faktisk faldt i søvn under en gennemlytning. Deres lyd er nemlig primært tung, skurrende og groovy. Ærgerligt nok byder den indimellem også på en mere stillestående lyd, hvor numrene ikke rigtig kommer i gang. Og selvom det måske er tænkt som en modvægt til det mere aggressive lydtæppe, hovedparten af numrene excellerer i, skaber de mere ubevægelige passager ikke harmoni, men snarere frustration og kedsomhed.

De ni instrumentale numre på Tri er alle opkaldt efter hinduistiske guder, gudinder og koncepter. Opstillingen og navngivningen af numrene synes ikke at være gennemtænkt, om end den da starter med ”Brahama”, der (normalt stavet Brahma) opfattes som ’skaberen’ og en del af treenigheden ‘Trimurti’ (men f.eks. kommer resten af treenigheden, personificeret ved numrene “Shiva” og “Vishnu”, først midtvejs). “Brahama”, pladens længste og suverænt bedste nummer, indleder med ringlende guitarer og ekko, hvorefter et roligt groove udvikler og udfolder sig. Gradvist bygges nummeret op – nærmest på klassisk postrock-manér – og bliver mere og mere aggressivt, støjende og omklamrende. Dén udvikling afbrydes brat cirka midtvejs og erstattes af en ganske catchy guitarfigur, hvorefter nummeret igen bygger sig op mod en voldsom energiudladning og lader murbrokkerne regne ned over én, indtil man er dækket af lyd.

Beskrivelsen dækker to tredjedele af numrene på Tri. Fraregnet er “Sattva”, “Vishnu” og “Rajas”, der både er langt kortere og mindre aggressivt psykedeliske og stonerrockede. De er stadig hypnotiske, men på en mere kedelig måde, f.eks. bruger “Vishnu” et »ææææhhhhhh«-kor, og tempoet er ekstremt langsomt, mens ”Rajas” uden ophør repeterer den samme, ikke videre interessante guitarfigur.

My Sleeping Karma er klart mest spændende, når de ikke sover eller prøver at få folk til det med langsomme, udsvævende kosmos-oprettende kompositioner, der nærmest ikke bevæger sig. Når de får sat gang i deres tunge, ekkofyldte, psykedeliske og indimellem nærmest krautrockede grooves, der overfalder og tildækker én med lyd, er de gode. Når de derimod henfalder til ensformige ekskurser, er de ganske enkelt kedelige. Selvom sidstnævnte kun fylder en tredjedel, er de irriterende afvigelser fra et ellers velfungerende koncept, og derfor bringer karakteren til Tri i et karmamæssigt perspektiv næppe My Sleeping Karma meget længere end status quo.

★★★☆☆☆

Deltag i debat