Plader

Rene Hell: Porcelain Opera

Tangerine Dream, Cluster og Ash Ra Tempel er for nylig blevet genopdaget af en række af vor tids elektroniske musikere. Nyeste skud på stammen hedder Rene Hell. Det er der kommet et godt og sanseudvidende album ud af.

Vi befinder os i første halvdel af 70’erne. En æra, hvor hippie-idealismen langsomt uddør, og hvor de sene 60’eres tidlige leg med rock- og albumformatet bliver taget til nye kunstneriske højder. Neil Young vågner op fra LSD-rusen og proklamerer med sine introspektive singer/songwriter-plader Baby Boomer-generationens undergang, alt imens en ung outsider i England ved navn David Bowie skaber sin outrerede Ziggy Stardust-persona og katapulteres til evig berømmelse. Rolling Stones’ unikke kreativitet kulminerer med en bluesrock-tour de force ved navn Exile on Main Street; Led Zeppelin sætter med lige dele mysticisme og dommedagsriff nye standarder for rocksproget, nørdede progrockere skaber det ene mere overprætentiøse album efter det andet; i USA river The Stooges rockmusikken løs fra sine bluesrødder og lægger fundamentet for punkmusikken, og endelig skaber Brian Eno det dekonstrukvistiske Here Come the Warm Jets, som for bestandig ændrer den musikalske tilblivelsesproces. Den rytmiske musik stortrives kort sagt som aldrig før i USA og England.

Men i al stilhed, og upåagtet af den brede offentlighed, er der ved at ske ting og sager i et vesteuropæisk land, der længe er blevet kigget på med global mistro. Landet er Tyskland. Et land i ruiner – både fysisk og så sandelig også kulturelt – efter anden verdenskrigs altomfattende ødelæggelse. En ny national identitet forsøges bygget op fra grunden, mens tidligere nazister bestrider offentlige topposter, som om intet var hændt. Tyskland er et paradoksets samfund, men det forties af forældregenerationen. For børnene af denne generation bliver det for meget. Nogle giver udtryk for deres frustration igennem politisk motiveret terrorisme, mens andre tyer til kunsten. Ligesom det tyske samfund er i ruiner, er den kunstneriske tradition det også, og en ny generation af tyske kunstnere giver hver især sit unikke svar på problemet. Inden for musikken formuleres et tonesprog, som aldrig er hørt før. Neu! skaber motorikbeatet og den ambiente musik, Can, Faust og Amon Düül dekonstruerer rockformen, mens Kraftwerk stadig kæmper med at finde ind til det udtryk, der senere kommer til at lægge fundamentet for 80’ernes synthpop, housemusikken, technomusikken og stort set alle andre afarter af den elektroniske musik.

Og ja, så er der tre andre bands ved navn Tangerine Dream, Cluster og Ash Ra Tempel, hvis ‘kosmische’ udtryk for nylig er blevet genopdaget af en række elektroniske musikere, f.eks. Emeralds og Oneohtrix Point Never. Et af de nyeste skud på stammen inden for denne scene er amerikanske Jeff Witscher, der efter tidligere at have arbejdet under forskellige kunstnernavne endnu en gang har taget hamskifte til navnet Rene Hell Det er der kommet albummet Porcelain Opera ud af, og resultatet – ja, det er som at blive taget tilbage til start-70’ernes Tyskland med en tidsmaskine. Analoge synthesizerklange, dundrende, bastante elektroniske motiver, spacey synthflader og vokalsamples hvirvles ind og ud mellem hinanden og skaber en hypnotisk, delirisk rumrejse med transcendentale undertoner.

”Razor. P+” starter rumskibet med kurs mod menneskesindets ydre galakser med et pulserende synthmotiv, som sammen med diverse forvrængede vokalsamples giver en fornemmelse af musikalsk fremdrift. Med ét ophører den dog, og en monoton, industriel digitalisme indtræder for efterfølgende at munde ud i et meditativt kosmisk synthmotiv.

Rejsen fortsætter ufortrødent i de næste tre kompositioner med lige dele galaktisk stoicisme og digital monotoni, inden ”L. Minx” skaber uhygge i det kosmiske maskineri. Her indtræder en hidtil uhørt dystopisk tonalitet i Hells univers. En ond, lurende synthpuls lægger fundamentet, mens laserlignende lydeffekter, vokalsamples og uhyggelige, industrielle synths skaber stærke associationer til “Blade Runners” følelseskolde, dystopiske Los Angeles og vækker mindelser om Vangelis’ dystre soundtrack til filmen.

Porcelain Opera er altså med andre ord futuristisk uden at være det. Det er tilbageskuende musik, der til trods for sit analoge indhold og legen med en for længst overstået musikalsk epoke lever og ånder i sin egen afgrænsede verden langt væk fra hippe trends og stilnormer. Rene Hell er kort og godt en kunstner, der er sig selv uden at være det, men samtidig en kunstner, der har etableret et kunstnerisk parallelunivers, hvor han frit kan boltre sig og definere sin egen kosmiske, musikalske virkelighed. At foretage rejsen til Hells parallelunivers er sanseudvidende, meditativt og virkelighedsfortrængende på én og samme tid, og tager man sig tiden til det, venter en metafysisk oplevelse forude.

★★★★½☆

Deltag i debat