Plader

Rufus Spencer: Sit Down by the Fire EP

Skrevet af Lise Christensen

Rufus Spencer er et nordjysk initiativ med samlingspunkt om den 19-årige Rufus Ethan Spencer. En singer/songwriter med nostalgisk længsel mod 60’ernes og 70’ernes amerikanske barder som Bob, Neil og de andre rødder.

Sit Down by the Fire kan som titel relatere til den overordnede singer/songwriter-feeling, hvor vi sætter os i rundkreds omkring bålet og rigtig nyder den hjerteudkrængende fortælling akkompagneret af den akustiske guitar. For 66 pct. af pladens vedkommende kunne det endvidere være et billede på den ildgejst, der kommer til udtryk i bandets musik. Og endelig kan det referere til bandets ønske om at skabe en mulighed for at blive hørt. Rufus Spencer har en ambitiøs plan om at kaste om sig med ep’er over det næste års tid. Hele fire styk, alle med hver sin individuelle lyd. Den akustiske, den med rootspræget americana, den med storladen rock, og her i første omgang et mix af pop og rock. Tre numre er det blevet til, og de er bogstavelig talt et fremstillingskatalog for Rufus Spencers spændvidde.

Det store åbningsnummer “Ghosts”: Først præsenteres balladen, forstået både som den musikalske og den problematiske af slagsen. Klaver og trompet, der spiller sammen i en blanding af kammermusik og pop, samt en umådelig emotionel Spencer forenes i et nummer, der er så højstemt, at det bliver lidt af en prøvelse.

Gymnasiehittet “Chains of Love”: Så kommer trommerne ellers i sving og indleder en god omgang poppet rock. Det er hurtigt, let at synge med på og behageligt genkendeligt. Det er som at opleve ens yndlingsgymnasieband fyre den af.

Indierocktributten “Old Friends”: Ep’ens i mine ører bedste nummer. Her kommer der mere melankolsk indierock på banen, med et hint af Band of Horses i både de småskramlende trommer, den lyse guitar og måden, hvorpå Spencer nu bruger sin vokal på en mere afdæmpet måde i forhold til de tidligere eksempler på det teatralske og det energisk rockede.

Det er begrænset, hvad man kan nå at udstråle af personlig og skelsættende stil på knap 10 minutter. Især når man insisterer på at prøve så meget som muligt af og samtidig gøre det på drivende traditionel vis. Der er nok med gode melodier i Rufus Spencer, men endnu ikke noget, der gør dem specielt mindeværdige. Det kan blive ganske interessant at betragte ep’erne samlet og se, om projektet i sin helhed kommer til at falde igennem eller snarere skaber et mere homogent indtryk, hvilket Sit Down by the Fire i høj grad savner.

★★½☆☆☆

Om skribenten

Lise Christensen

Konkurrenceansvarlig

lise@undertoner.dk

 

Biografi:
Min første plade var Tjajkovskijs Svanesøen. Den købte jeg som ni-årig. Det var i den periode, hvor man også skulle have en Monet-plakat i ramme. Helst en med beroligende åkander. Den klassiske musik fik tre spin, og så tænkte jeg ellers ikke videre over det, indtil jeg kom på uni. Jeg havde været en okay flittig musiklytter indtil, men nærmest med ét blev jeg involveret i et spillested, begyndte at anmelde, afholdt en festival og var da også turen omkring et pladeselskab. Alle sjove og hårde på deres egen facon. Men det mest udfordrende har nu været at skulle forholde sig til musikken på skrift. Et puslespil med umage brikker. Nu er der gået 16 år, og jeg er begyndt at høre neoklassik (foruden elektronisk minimalisme, techno, ambient, skæv pop og engelske mænd, der synger om erotik), og Lille-Lise får et mentalt skulderklap, mens interesserne strejfer hinanden på tværs af tiden.


Fem favoritalbums:
Fuck Buttons: Tarot Sport
Nils Frahm: Felt
Wild Beasts: Smother
Four Tet: Rounds
alva noto & Ryuichi Sakamoto: Insen

Skriv et svar

boeger