Plader

Russian Corvette: Live at the Foundry

Skrevet af Mikkel Arre

Københavnske Søren Lemmike debuterer med et livealbum, der med afsæt i såvel electro som diverse bastunge electronicagenrer byder på udmærket håndværk, men uden at skille sig synderligt ud.

Gennem efterhånden 10 år har koncertgængere verden over kunnet bruge tiden under massevis af electronicakoncerter til at fundere over, hvad fyren oppe på scenen egentlig bruger sin laptop til. Med andre ord er en af grundene til, at mange elektroniske musikere burde lade være med at optræde, at livemusik, der er blottet for fornemmelsen af, at der sker noget unikt i fremførelsen her og nu, kun er marginalt mere spændende end at nærlæse Statstidende.

Derfor virker det umiddelbart som et dristigt valg fra Søren Lemmikes side at lade sit electronicaprojekt Russian Corvette få debut med et livealbum. Lemmike er skeptisk over for tendensen til, at electronica bliver for poleret, og derfor har han ikke gjort andet ved optagelsen af en koncert på Støberiet i København end at regulere lydniveauet. Men hjælper det så Live at the Foundry til at skille sig ud? Tja, både-og.

De ni numre levner ikke så meget tvivl om, at der foregår noget i nuet. Dels spiller Lemmike bas flere gange undervejs, dels kan man høre tydelige effekter af, at han skruer på knapper: Toner forvrænges, synthlinjer vrides ud af form og på plads igen, og frem for alt lægger Lemmike benspænd ud for sine beats. Sidstnævnte er en blandet fornøjelse. For lige så fedt det er, at Lemmike ikke springer over det lave gærde ved at tage beatvariationer med hjemmefra, lige så meget forstyrrer det, at han i ”Vienna”, ”Exclusion Principle” og ”Morphite” klipper sine programmeringer så meget op, at det en eller flere gange undervejs i hvert nummer unægtelig lyder, som om slagene rammer forbi takten. Det er muligt, at det er meningen, men det er svært at høre som andet end fejl – og det bliver et irritationsmoment på linje med ridser i en lp.

Bortset fra beatproblematikken er der ikke meget at klage over, når det kommer til Lemmikes håndværksmæssige evner. Det knastørre beat og den entonige, svulmende bas i ”Astral Arch” sidder lige, hvor de skal, og med tilføjelsen af livebas rammer Lemmike et sted midt mellem rummelig dubstep og Squarepushers mere loungede bas-opvisninger. I ”Penelope” skaber et underspillet, knitrende beat og langsomt rullende livebas sammen med ekkoende guitartoner nattemørkemusik med en organisk fornemmelse, der vækker mindelser om Spejderrobots debutalbum. Og i ”Vienna” opstår der en ganske interessant hybrid af blandingen mellem filmiske strygersamples og wobbly basbund, hvor højstemt drama og dunkel betonforstadslyd smelter sammen.

I løbet af 49 minutter kommer Lemmike godt rundt i electronicagenrerne og får dækket både electro, dubstep, drum’n’bass a la slut-90’erne og elektronisk dub. Han evner det hele, men efter 10-12 gennemlytninger er jeg stadig ikke klar over, hvad der kendetegner Lemmikes egen personlige lyd. Hvis problemerne med at formidle en live-fornemmelse er electronicakoncerters svage punkt, så er manglen på et distinkt, genkendeligt udtryk en generel akilleshæl for mange electronicakunstnere. Lemmike har et udmærket fundament at sætte af fra i jagten på en mere markant egen profil, men det kræver stadigvæk noget arbejde.

★★★☆☆☆

Deltag i debat